∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Drot og Marsk. Det kongelige Teater.
Det er ikke kun pligtarbejde, når Det Kongelige Teater sætter nationaloperaen ”Drot og Marsk” op. Det er også en glæde for alle, når den danske kulturarv sikres. Med Kasper Holten og Amy Lane som instruktører og Holtens gamle makker Michael Schønwandt som dirigent er både sangere og musikere i trygge hænder. Til publikums velbehagelighed.
”Drot og Marsk” om mordet i Finderup Lade er et vigtigt punkt i vor fælles historie. Kong Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade ved Viborg i 1286. 56 stik i kadaveret var det synlige resultat.
Men kongemordet har også været ude for historieforfalskning, så det basker. Både folkevise, Chr. Richardt som librettist og ikke mindst Heise som komponist lader mordet bunde i et banalt jalousidrama om maskulin ære. De rigtige kilder siger dog noget andet om mange små intriger og manipulationer. Man var simpelthen træt af Erik Klipping dengang i 1285-86, hvor historien ruller. Men på en operascene er det nemmere at forstå, når drifterne koger, kvinderne er smukke, og æren skal reddes.
Peter Heise er en af de fineste romantiske komponister i Danmark og kendt for sine smukke sange, men også en mand, der vidste besked om tidens musik udenlands, så der er mange Wagner-henvisninger i musikken, kan musikanalytikere påvise. Smuk og varieret er partituret, lyriske og brutale passager afveksler, så sangerne har nok at holde fast i.
Med Kasper Holten som instruktør er der samtidigt taget det store internationale operagreb om vor danske nationalskat, og om en historie, som i øvrigt bedst huskes takket være Otto Baches billede fra 1882 ( altså 4 år efter operaens urpremiere) af de to sammensvorne ryttere, som ser sig over skulderen og tager afsked med en brændende lade.
På det Kongelige Teater er der nærvær og distance og en raffineret rullen igennem århundrederne – så man på postmoderne vis bevæger sig igennem flere epoker uden hverken at være hjemme eller ude (heller ikke mentalt) – uanset om det er i en balsal, et øde sted eller i naturen, her vist som de smukkeste paneler i træindramninger. Æren må tilskrives scenografen Philipp Fürhofer, der har danske Anja Vang Kragh med som kostumedesigner. Roberne og habitterne er lige til et modemagasin. På den gode måde. Smukt, egalt og nydeligt optræder kor og solister, om det så er, når kvinderne er i pastelfarvede cotten coats eller mændene i uniformer og habitter fra en svævende tid.
Sangerne har de rette rammer, og det er en glæde, at Johan Reuter er tilbage for en stund og kan synge den moralske Mark Stigs parti. En morder er han altså her hos Heise, men tilsyneladende med velsignelse ovenfra. Alle solister leverer varen: Peter Lodahl har den rette bløde attitude som den lidt krøllede konge, mens Gert Henning–Jensen er Rane, manden der både skal underholde og behage og være en brik i sammensværgelsen. Sine Bundgaard er statuarisk og smuk som Ingeborg, gift med Marsk Stig, men attrået og besejret af Kong Erik. Sofie Elkjær-Jensen får rigtig meget ud af den bly Aase, der hos Holten starter som lille tjenerinde i sort med hvidt forklæde, for at ende som den retskafne og stadig forelskede undersåt til kong Erik. Men frelse den sjuft, det når hun ikke.
Mange danske musikere og sangere er vokset op med ”Drot og Marsk”. Det er jeg ikke og har intet sammenligningsgrundlag, men i 4 akt. gik der lidt for meget teatermaskineri i det hele. Klodserne kørte, rum blev til skov, lyset skiftede, men den rigtige Finderup Lade eller blot lugten af Jylland blev ikke legemliggjort. Det var lidt for mystisk, men måske kan der rettes op på det.
Programmet taler om et “Truman show”, hvor kong Erik skulle leve i en skinverden. Det er godt at vide, men hverken tydeligt eller nødvendigt.
For det blev en god aften med en fin, international præsentation på dansk af vor nationale opera ”Drot og Marsk”. Lad den nu blive et stykke tid på repertoiret, så vi kan glæde os over Heises toner og danske sangeres formåen – og et goddag igen til Holten og Schønwandt, som jo var makkere år tilbage.
Medvirkende:
Marsk Stig: Johan Reuter
Kong Erik: Peter Lodahl
Rane Johnsen: Gert Henning-Jensen
Fru Ingeborg: Sine Bundgaard
Aase: Sofie Elkjær Jensen
Grev Jakob af Halland: Morten Staugaard
Jens Grand: Simon Duus
Herold: Teit Kanstrup
Arved Bengsten: Mathias Monrad Møller
Det Kongelige Kapel
Det Kongelige Operakor
Instruktør: Amy Lane
Instruktør: Kasper Holten
Dirigent: Michael Schønwandt
Scenograf: Philipp Fürhofer
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Koreograf: Jo Meredith
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Korsyngemester: Jakob Lorentzen
Indtil d.25.5.2019