∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Drømmenes København, store arkitekturprojekter, der aldrig blev realiseret. Ny bog.
”Drømmenes København” ser stor og ambitiøs ud. Formatet overgår a4 størrelsen, og det er ikke så lidt for en bog. Det er arkitektur- og kunstanmelder på Berlingske Tidende, den arkitektuddannede Holger Dahl, der er forfatteren.
Bogen er ikke præget af faglige, arkitekturhistoriske overvejelser, for kapitlerne er mere eller mindre et meget personligt og indimellem hadsk blik på kritikere af en række store, urealiserede bygningsprojekter i København. Således er bogen i sidste ende en hyldest til arkitektstanden.
Ideen med bogen er god nok. Det er 26 år siden en meget charmerende udstilling med et informativt katalog blev vist. ”Det blev på papiret”, skrevet og kurateret af arkitekturhistorikeren Claus M. Smidt.
Siden da har København og andre større byer i Danmark oplevet byggegale overborgmestre og et politisk liv og private pengemænd, som aldrig er gået af vejen for at tænke stort, vildt og som det kan læses, også urealisabelt.
Bogen er stor, må have været dyr at producere med masser af billedmateriale, men alligevel er den præget af en dagjournalistisk tilgang til stoffet. Det er synd.
Nogle af kapitlerne er bedre end andre. En beskrivelse af en ikke eksisterende bro til det eksisterende Operahus betalt af A.P. Møller Fonden holder sig til de givne facts, men rutter ikke med dem.
Beskrivelsen af den norske arkitekt Sverre Fehns ”Teaterfugl”, som blev underkendt efter en 1:1 mock-up ved Kongens Nytorv, er et partsindlæg. Det er ærgerligt. For Dahl misser almindelige detaljer om diskussionerne i 1990erne om at udvide Det Kongelige Teater, fredning af Stærekassen og som et lyn fra en klar himmel, det nye Operahus betalt af A.P. Møller Fonden.
Holger Dahl er tilsyneladende ikke interesseret i kulturpolitik. Men det er jo politik, når en socialdemokratisk kulturminister som Jytte Hilden får skriftligt tilsagn fra Finansministeriet og Finansminister Mogens Lykketoft (hendes ægtemand på det tidspunkt), at Staten øremærker 700 millioner kroner til et nyt skuespilhus. Og som det snart ville vise sig altså penge til en bygning uden en byggegrund. De følgende to radikale kulturministre turde ikke skrotte planerne, og spillet fortsatte i 10 år. Siden da har den fredede Stærekassen mere eller mindre været lukket for offentligheden. En vigtig detalje i forbindelse med flere urealiserede teaterplaner.
Fra 2005 har Det Kongelige Teater pludselig tre adresser, tre huse og økonomien bliver så svær, at der indimellem må gås på kompromis med teaterkunsten for at lokke folk til. Arkitektur og nye bygninger kan være farlige for brugerne. Men den konsekvens beskrives ikke.
Et kapitel om et urealiseret byggeri i Ørestaden til Hotel Pro Forma har også for få konkrete oplysninger med og helt uden kildehenvisninger.
Holger Dahl har meget på hjerte, men det er ikke nødvendigvis fagligt begrundet. Dahl har sine arkitektfavoritter, som tilsyneladende ikke kan begå fejl: Bjarke Ingels, i dag med firmaet BIG, er nærmest ufejlbarlig. Der er mere end lovord både til nu afdøde Ritt Bjerregaards politiske propaganda om 5.000 boliger til 5.000 kr. om måneden. Det skulle have været på Kløvermarken på Amager, der dog blev fredet undervejs. En bugtende, flere kilometer lang, bebyggelse som en orm, tegnet af BIG, kunne derfor ikke realiseres. Dahl konkluderer: Projektet (Kløvermarken…) afgik en uskøn død, Kløvermarken blev fredet, og vi blev alle fattigere. ” ( s. 55)
Mon ikke det var meget godt, at projektet blev skrinlagt, så vi københavnere ikke havde fået endnu en ghetto, men dog arkitektsigneret. Jeg tænker med gru på Hitlers sommerferiehuse til masserne på Rügen, Prora nær Binz, hvor der var planlagt et byggeri med en samlet længde på 4,5 km ud til vandet med 10.000 værelser og vel 20.000 feriegæster ad gangen. Som bekendt blev det aldrig færdigt, men anvendtes først af soldater, siden af Rusland, derefter af DDR. I dag er området en del af Vesttyskland. Prora er ved at blive omdannet, men vil altid for mig være gruopvækkende.
Dahl har sine favoritter, som flere andre af hans kolleger på dagbladene. BIG er urørlig, ligeså flere af de udenlandske arkitekter, bl.a. Norman Forster og hans højhus ved siden af Københavns Rådhus. Også mindre kendte arkitekter som Theo Bjerg, der ikke fik lov at bygge ved siden af Statens Museum for Kunst, fremhæves. Willumsens Museum af Theo Bjerg i Frederikssund roses. Det har jeg nu svært ved at nikke til. Har været der flere gange på det seneste, og museet fungerer faktisk meget dårligt logistisk.
Så er der Utzon, fader og søn. De fik ikke fik lov at rive Søpavillonen ned og bygge en svømmehal. Det er sørgeligt, mener forfatteren.
Henning Larsen får cadeau for at sige nej til at realisere vinderprojektet til et musikhus der, hvor BLOX ligger i dag, men Dahl har det sværere med Operaen, men kan her skyde skylden på bygherren.
Rem Koolhaas kan vel også undskyldes. Han er internationalt anerkendt og var uvidende om vores hovedstad, så BLOX blev realiseret lige der, hvor Henning Larsen havde frarådet ethvert byggeri.
Et par steder går Holger Dahl helt ud ad tangenten for at beskrive alle de mennesker, som er imod hans yndlingsarkitekters vilde planer om nybyggerier i København: ”De hændervridende protestskribenter” – og folks anke imod Kløvermark-byggeriet: ”Overdrevent romantiserende Opfattelse af…”
Sådanne sætninger understøtter ikke lødigheden af Holger Dahls skrift. Det fører videre til de mange stilspring i teksten. Flere steder er sproget slentrende og dagligdags, og så kommer pludselig en sætning i forbindelse med Theo Bjerg og Statens Museum for Kunst om en ikke realiseret tilbygning: .”(…) også evnede at udfordre den aksiale symmetri i Dahlerups bygning”. Det er ovenikøbet en billedtekst s.127
Prøver man at læse bogen og undersøge fotos og tegninger, er det ganske skuffende. Billedteksterne er ringe. Der er ingen årstal på, og flere gange er udvalgte fotos næsten misvisende og uden samklang med det, som skal anskueliggøres. Et sted er fotoet tilsyneladende spejlvendt af en model (s. 208).
Årstal og kulturpolitiske forhold er uvæsentlige for Dahl. Men at sætte et gammelt foto fra byen uden årstal, er helt håbløst, når Dahls projekt jo handler om byen, som den var og er nu.
Der er også en meget lemfældig omgang med kilder.
Bag i bogen opregnes kun 10 bøger. Det var ikke meget. Hvor er resten af Dahls viden kommet fra? Er det tankespind – eller åbenbaringer?
Der har både været redaktør, billedredaktør m.m. på bogen. Og et hav af private fonde. Det kan undre, at der ikke er mere seriøsitet forbundet med udgivelsen.
Desværre er det ikke første gang, jeg på det seneste i forbindelse med arkitekturbøger fra Strandberg Publishing må skrive, at der mangler kildehenvisner, årstal og realoplysninger Senest bl.a. i ”Henning Larsens skitser” af Merete Ahnfeldt-Mollerup, ”Moderne i 100 år – Vilhelm Lauritzen Arkitekter” af Christian Bundegaard og nu Holger Dahls bog.
En ambitiøs serie som Ny Dansk Arkitektur er redigeret og skrevet af Kristoffer Lindhardt Weiss. Men teksterne synes ganske tendentiøse og dermed mindre pålidelige.
Da meget få bogforlag (Bogværket og Frydenlund undtaget) for tiden udgiver arkitekturbøger, har Strandberg Publishing et stort ansvar, som de bør varetage med største alvor og faglighed.
Drømmenes København
af Holger Dahl er udkommet november 2022. Sidetal: 288