∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Drøm om efteråret af Jon Fosse på Aalborg Teater.

Det er med den norske forfatter og dramatiker Jon Fosse (1959) som med Wagner, enten er man for eller også imod. Og indrømmet: det overraskede mig lidt, da Jon Fosse sidste år fik Nobelprisen, den fineste litterære pris overhovedet. Så der er nok noget i det forfatterskab, jeg ikke fanger eller sympatiserer med. Måske er det langsommeligheden, gentagelserne, det nedtonede. Jeg sætter stor pris på bl.a. Samuel Beckett, der for 60-70 år siden barberede sine dramatiske tekster ned til næsten ingenting og derved synliggjorde alverdens trængsler i “Mens vi venter på Godot”. Men hos Jon Fosse er det svært at finde det nye, det anderledes, det dybere.

Jon Fosses dramatik, som i de senere år også har været dyrket på mindre danske teaterscener, nærmer sig det minimalistiske i sprogbrug og tone. Dialogerne imellem mennesker, der som regel kun er betegnet mand, kvinde etc. rummer adskillige gentagelser af de korte sætninger og med kun få, nye ord og sætninger. Derved opleves det som om, menneskets tankespind er i evig runddans om specielle problemer. Men det kan også føles trættende, næsten kedsommeligt. Så bliver det alene skuespillernes opgave, sammen med instruktøren, at skabe liv på scenen og evt. genkendelse hos publikum.

”Drøm om Efteråret” (spillet bl.a. i 2000 på Odense Teater) er takket være Nicolei Fabers stilfærdige instruktion suppleret af en underskøn scenografi, ved Katrine Krohn, blevet et stramt og raffineret kammerspil, trods alt. Scenen er i koralrødt, smuk at skue, og denne ensartethed ses også i hele koreografien og høres i pauseringerne. Et let gennemsigtigt tæppe bølger hele vejen rundt om en firkantet spilleplads, hvor gulvet er belagt med rødt grus, og ovenpå står en lang bænk eller gravsten. Det er alt. Scenen er en kirkegård.

Det er her de i alt 6 personer mødes og udveksle de gentagende fraser.  Tid og sted er ikke ophørt, men dog løftet op for at flyde sammen til sidst, hvor fortid, nutid og fremtid står side om side.

Historien er simpel og kompleks. En yngre mand kommer ind i regnvejr og møder en kvinde, han har kendt, men aldrig haft en affære med.  Siden viser det sig, at hans bedstemoder skal begraves samme dag, samme sted. Forældrene og senere den fraskilte kone betræder derfor det knasende grus i elegante sørgedragter, mens en stor pompøs krans minder os om, hvad der er i sigte. Død og begravelse – ubestandigt liv. Samtidigt er parret, der mødes, de egentlige hovedpersoner.

Her er det svært at forstå teatrets casting, for parret synes lidt umage på flere planer, også aldersmæssigt. Ingen af dem, hverken  Østen Borre Simonsen eller Marie Knudsen Fog, bruger kræfter på at skabe et scenisk nærvær, snarere tværtimod. Derfor er det helt umuligt på nogen måde at se identifikationsmuligheder eller fatte sympati for figurerne. Anderledes er det med de tre andre: moderen, ekskonen og tildels faderen, der dog synes lidt muslingeagtig i sin lukkethed.

Det er ikke svært at forstå, hvad der har været udgangspunktet for Fosse, der i dag er konverteret til katolicismen efter nogle år som ikke-religiøs: Døden som forløsning, men ikke nødvendigvis som forsoning. Kærligheden som en nødvendighed og samtidig en byrde. Ikke uden grund citerer programmet et par af Søren Kierkegaards kendte fraser om ægteskabet. Også familieskab rummer lignende håbløsheder. Jon Fosse er sortseer. Men når der pludselig også indsættes tegn på mere banale fysiske behov, så står casting og personinstruktion i vejen. En mand, som tænker på en kvinde samtidig med, at han har skåret båndene over til både forældre, bedstemoder og værst af alt, til sin egen søn, er svær at fatte sympati for. Jon Fosse er indimellem også uhyre banal og jordnær i sin replikføring og handlingsgang. Så er det svært at se andet end livets grusomme banaliteter. Men desværre ikke på en sofistikeret James Joyce-facon.

Er det vigtigt, uafrysteligt? Måske, hvis man kan identificere sig med figurerne. Men ikke mindst ”han” synes så uinteressant og afstumpet uden interesse for andet end sig selv, at det er alt for nemt at afskrive ham.  Han lever fra sekund til sekund og bliver da også begravet til sidst rent bogstaveligt. For så kan kvinden nemlig se på hans død i forening med de andre kvinder: moderen og ekskonen.  Forsoning mellem kvinderne over den fjerde persons død. Ja, måske.

Kort sagt – hvor jeg elsker Wagner, er Jon Fosse sværere for mig at kapere.  Men indrømmet, han har sine tilhængere, ikke mindst i teaterverdenen, hvor bl.a.  skuespillerne elsker hans knappe replikker og dialoger.

Medvirkende:
Østen Borre Simonsen, Camilla Gjelstrup, Marie Knudsen Fog, Martin Ringsmose, Clara Josephine Manley

Producent: Aalborg Teater
Dramatiker, forfatter: Jon Fosse
Oversætter: Madame Nielsen
Instruktør: Nicolei Faber
Scenograf: Katrine Krohn

Forlag
Columbine Teaterforlag