∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Drengenes verden. Københavns Drengekor, 1924-2024. Jubilæumsbog.
Den velskrivende musikhistoriker, Henrik Engelbrecht, har fået til opgave at fortælle Københavns Drengekors 100 års historie. Det skal fejres og vil nok blive det på behørig vis her i efteråret, 2024. For det er en bedrift, at noget så atypisk for skiftende tider og modetendenser som et drengekor har holdt ud og aldrig slækket på hverken kvalitet eller målsætning.
Henrik Engelbrecht er en eminent fortæller, der altid graver sig ned i alle detaljer. Denne gang er han ganske tæmmet og holder igen med anekdoter, og der er INGEN skandaler med i bogen. Nu er jeg ikke så velbevandret i den danske korverden, så jeg ved ikke, hvad der kunne have været med. Men det er behagelig og oplysende læsning, og man bliver ganske imponeret.
Historien begynder langt tilbage i tiden, for lyse drengestemmer har altid fascineret komponister. Samtidigt kommer Engelbrecht også ind på de kampe blandt danske komponister og dirigenter, som udspillede sig i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Spørgsmålet var: Skulle man fastholde og genskabe den simple, rene historiske klang? Eller skulle man hoppe på de skiftende moderetninger som ikke mindst romantikken og senere modernismen lagde op til?
I Danmark blev det Henrik Rung og siden Thomas Laub, der stod for en fastholdelse af en ren, stilfærdig og smukt klingende musik, som ikke mindst er repræsenteret hos den italienske renaissance-komponist Palestrina.
Rung og Laub var lærde folk, og der er en slags arvefølge, hvor en ung Mogens Wöldike nærmest får stafetten i begyndelsen af 1920erne.
I kølvandet på Første Verdenskrig besøger flere drengekor København, og musikkyndige får øjne og ører op for skønheden, hvor ikke mindst Thomanerkoret fra Leipzig fascinerer. Dette kors historie går tilbage til Bachs tid.
Med pengefolk, bl.a. den ene af brødrene Wilhelm Hansen (fra musikforlaget) som støtte, bliver Købehavns Drengekor en realitet i efteråret 1924.
Efter tysk forbillede erkender man, at det er fornuftigt, hvis drengene går i skole sammen, men man undlader at grundlægge en kostskole. Til gengæld skabes få år efter en sangskole i Hindegade (tæt på Nyboder) i den nedlagte Sankt Annægade Vester Skole, hvor skoleinspektør Schepelern residerer.
Mogens Wöldike leder drengekoret, men han har mange andre gøremål, som er nødvendige for at leve og fastholde en karriere. I perioder må han nedprioritere drengenes offentlige koncerter i både kirker og koncertsale.
Det hele er vist med i bogen, og der er mange aktiviteter. Ikke mindst interessant er det, at Wöldike og andre faktisk gerne vil have drengekoret bedømt af dagbladenes musikanmeldere. 19. december 1927 afholdes julekoncert i Holmens kirke. Frejlif Olsen fra Ekstrabladet skriver en mærkelig anmeldelse. Drengene synger pænt, men englesang er det ikke. Og så kommer Olsen med et godt råd:
For at faa Drengene til at synge, så det klinger af Harper og Englelyd, skal de have prygl, ikke bare et par Lussinger i Ny og Næ, de skal opdrages med Klø, de skal ryste og skælve og bæve og gøre sig vaade af Skræk forud for hver Prøve, de skal skære Tænder af Raseri og faa Taarer i Øjnene af Fortvivlelse alene ved Synet af Wöldike, den Djævel, den Menneskepisker og Drengeflaaer! ( Citeret fra s. 43 )
Ak ja, men hvor slemt det var i 1930erne og 1940erne, er der ingen beretninger om, men sympatiske ”øjenvidneberetninger” fra kendte, tidligere elever er med til at skabe en god atmosfære omkring drengekorets historie. Teaterinstruktøren Peter Langdal, operasangerne Johan Reuter og Gert Henning-Jensen synes ikke at have traumatiserede oplevelser fra tiden i sangskolen.
Med til historien følger også, at lokalerne i Hindegade var alt andet end gode og moderne. Det resulterer i at Sanct Annæ Gymnasium, der stod færdigbygget i begyndelsen af 1970erne, nabo til Vestre Kirkegaard, bliver det nye hjemsted. Som tiden kræver det, er der både piger og drenge i skolen, men drengekort forbliver sin egen med selvstændige opgaver og sikkert også egne lærere.
Efter Wøldike fulgte Niels Møller, siden Per Enevold og fra 1990 til 2020 Ebbe Munk. I dag er det Carsten Seyer-Hansen, som er leder. Han er outsideren, der kommer fra Jylland (!), men har stor korerfaring, bare ikke fra sangskolen og drengekoret.
Bogen om Københavns Drengekor rummer et utal af billeder og mange af dem fra de talrige rejser i udlandet, som ikke mindst fra 1950erne blev en realitet. Med kongelig protektion har koret været både i USA og Frankrig i officielle sammenhænge samt sunget ved royale bryllupper og begravelser.
Et særligt kapitel i korets historie beskriver den tidsmæssigt begrænsede årrække, drenge har de lyse stemmer, som mange finder så attraktive. Fra måske tredje klasse til 7. eller 8. klasse. Så indtræder transformationen, stemmen går i overgang. Flere kommer heldigvis ind på problemet, for ligesom med balletdansere, så skal de unge også forberedes på et liv efter kortiden. Det kan se ulykkeligt ud for den enkelte, der pludselig ikke kan være med i fællesskabet. Teaterinstruktøren Peter Langdal synes ganske ærlig, når han tænkte: ”Hvad gør jeg nu? Og så lavede jeg et jazzorkester med nogle af mine kammerater i stedet for.”
Bogen er et af de mest velskrevne jubilæumsskrifter, jeg har læst.
Tillykke med jubilæet. Og læs mere om drengekoret: