Kommenteret af Ulla Strømberg.
Dramafronten – snart en saga blot?
Den unikke danske teaterinstitution ”Dramafronten” har flere gange om året haft præsentationer, hvor kortere stykker dramatik af ca. 10 minutters varighed er blev opført ude i virkeligheden som readings. Dvs. professionelle skuespillere i hverdagstøj uden ekstra kulisser spiller med tekst i hånden.
“Dramafronten” har eksisteret i mere end 12 år, men det helt nødvendige tilskud fra Kulturministeriet via Scenekunstudvalget stopper fra næste år. Der skal ske noget nyt, noget (yngre?), noget andet, må være begrundelsen, som dog ikke foreligger offentligt.
Puljetænkning
Kulturministeriet elsker puljer, ad hoc – og hovsabevillinger. Det giver magt at kunne vælge og vrage imellem ansøgere og i øvrigt også at kunne sammensætte de udvalg, som skal fordele ministeriets midler. Del og hersk.
Ingen skal føle sig sikre, alle skal bejle til ministeriet og aldrig være negative over for den førte kulturpolitik, for det kan give minus i bogen. Kun hvis man er så heldig at være en del af et lovkompleks (dvs. et større teater, museum eller lign, – eller ligefrem en statsinstitution som Det Kongelige Teater, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Hirschsprungs Samling og lign) kan der være økonomisk tryghed. Ellers er der eksamen hvert år eller hvert andet eller tredje år.
Inden for teater er det ikke mindst det altid siddende scenekunstudvalg, der lægger linjen – og udvalgets smag kan være svært at afkode, men er ofte ganske modepræget, dvs. tidens begreber som økologi, sameksistens, udsatte borgere, tvær-dit, tvær-dat, bæredygtighed, international, etc. skal helst være en del af projektet.
Dramafrontens bedrifter
“Dramafronten” har været en unik ”institution” inden for dansk teater med udvikling af dansk drama. Fronten blev startet af Rhea Leman i 2009, og med Tine Bertelsen som administrator har “Dramafronten” adskillige steder rundt i hele landet, i Norden og i Chicago(!) gennemført såkaldte ”readings on location”.
Det helt unikke har udover kontinuiteten og mængden (over 200 forskellige tekster) været de skiftende lokaliteter på steder, hvor vi alle færdes og vader forbi. Igennem årene har det været dybt fascinerende at være med som tilskuer, for uden publikum, intet teater. For heller ikke en iscenesat reading eksisterer uden, at der er modtagere.
De udvalgte ”locations” – eller lokaliteter – har været vidt forskellige: et venteværelse hos en læge, en billig cafe i Helsingør, en bodega i det indre København, en instrumentmagerbutik i København, et gadehjørne, en Østerbro- opgang, et grønt anlæg, Kongens Have, en gavebutik og mange, mange flere. Stederne har været sjove, anderledes og indimellem ligefrem grimme, som da vi stod i en uhyggelig parkeringskælder i Amaliegade tæt på det sted, hvor Casino Teatret engang lå.
Derfor vil det være svært for “Dramafronten” at fortsætte efter det delvist amerikanske mønster, hvor kun professionelle kræfter deltager og skal aflønnes. Uden økonomisk støtte, intet professionelt teaterarbejde.
Mange af dramatikerne til de korte stykker på ca. 10. minutter er folk, der har leveret til større teatre, bl.a. Claus Flygare, Jochum Rohde, Kristian Halken og mange flere.
De mange skuespillere, der har deltaget i de seneste år er bl.a. Tina Gylling Mortensen, Sarah Boberg, Ditte Hansen, Jesper Hyldegaard og mange flere. Også instruktørerne er nogle af dem, publikum møder på de største teatre, bl.a. Madeleine Røn Juul, Christoffer Berdal og Pia Rosenbaum.
200 forskellige små stykker dramatik
Med readings on location (lidt svært at oversætte) er det lykkedes at sætte lys på den evige drøm om ny dansk dramatik. Nogle af teksterne har været fremragende, andre problematiske, men det er en god måde at afprøve og udfordre ideer og teatertraditionen på. Måske har ”Dramafronten” også reddet en række teatre fra at arbejde med tekster, der ville have vist sig at være håbløse.
Ny dansk dramatik tidligere
Engang råbte alle på ny dansk dramatik. Teatrene gjorde et halvhjertet forsøg – bedst gik det vist på Folketeatret og Aarhus Teater. De dramatiske tekster blev ligefrem udgivet i bogform i 1970erne og 1980erne og spillet på flere teatre. Det var dengang skribenterne hed Sten Kaalø, Vita Andersen, Sven Holm og Kirsten Thorup. Radioteatret havde dog i årevis arbejdet med dansk dramatik, som ikke mindst forfatterne nød godt af, mens færre og færre lyttede med.
DRs TV-Teatret fejrede imponerende triumfer i perioder med Leif Panduros virkelighedsnære stykker. Siden blev begreberne udviskede, underholdningsafdelingen producerede ”Matador”, og en ny vej var banet for en lang række TV-serier. Her har der som regel været én ophavsmand til ideen (Lise Nørgaard med ”Matador”, Adam Price med ”Borgen”) mens flere forskellige skribenter har leveret enkelte afsnit. Det har fungeret flot, og den form er næsten blevet hovedregel.
Da TV 2 fik revanche
TV 2 har siden starten været svagere på dramaområdet og nok heller ikke haft samme gavmilde økonomi, men med ”Badehotellet” kom noget, seerne ville have: genkendelighed, nostalgi og stemning. Som det var med ”Matador”, havde ”Badehotellet” en svær start. Den tydelige leflen for publikum blev opfattet som populistisk – af anmelderne, men ikke af seerne.
Dramafrontens kvaliteter
Set i dansk, dramahistorisk lys har “Dramafronten” været unik. For ”Dramafronten” har aldrig været højpandet, men dog stået for en genuin tro på teatrets egenart, dvs at der er brug for: en skuespiller, en tekst og et publikum. Tre elementer, for mere skal der ikke til (efter Ingmar Bergmans filosofi).
Tilgengæld har skribenterne sjældent haft mulighed for at afprøve teksterne i større format, på en “scene” og i direkte konfrontation med et stort publikum. Der har nok heller ikke været så megen evaluering med henblik på at transformere teksterne fra “Dramafronten”s regi til det store og levende teater.
Men den ”skitsetegning” som ”Dramafronten” har stået for, er af Kulturministeriet nu sat på stand by. For hvem tror egentlig i dag på teater i klassisk forstand?
Hvad ministeriet vil have
Seneste udspil fra Scenekunstudvalget (sammen med musikdramatisk udvalg) er en uddeling på lidt over 13 millioner kroner til ”tværæstetiske forestillinger og andre aktiviteter i krydsfeltet mellem musik og scenekunst. Projekterne har samfundsmæssigt fokus med tematikker som klimakrise, bæredygtighed, mistrivsel og teknologi”.
Dette nye initiativ er sikkert helt fint, men en lang række af de accepterede projekter virker luftige med engelske titler og skabt for at tilfredsstille Scenekunstudvalget! Sådan skabes ikke stor kunst. Jeg har i øvrigt aldrig forstået begrebet ”tværæstetisk” i teatersammenhæng, for det tværgående er jo iboende i alt teater. Der skal jo være lyd, lys, bevægelse, ord, rum, levende skuespillere og publikum – altså billedkunst, litteratur, musik, dans, retorik etc. i en symbiose. For uden en dyb fornemmelse for det hele vil der aldrig opstå godt teater. Men så opfindes ordet tværæstetisk som noget nyt og moderne, hvorefter mange teaterfolk og skuespillere føler sig nødsaget til at hive dansere ind på scenen og vice versa og beskrive samfundsforhold som klimakrise eller lign. blot for at opfylde nogle moderigtige krav.
Fremtid
Forhåbentlig finder ”Dramafronten” en ny vej i fremtiden. Men måske tiden er inde til flere og nye samarbejder – der er bl.a. en dramatikerskole i Aarhus, hvor kun ganske få har vist sig at have tilstrækkelig med skrivekvaliteter til større scener. Også en forfatterskole i København kunne måske bruges, og så er der alle de mindre teatre og egnsteatre, som dog er gode til at behandle lokale problemstillinger.
For det er vigtigt, at “Dramafronten” åbner op og får nye generationer af kunstnere ind – med henblik på at skabe også morgendagens teater.
Derfor må “Dramafronten” blive ved. Verden venter fortsat på nye dramatikere, og vi er mange, der glæder sig til en omgang ”Dramafronten” til – også ude i virkeligheden.