Menu Luk

Dracula som musikteater på turné – Figaros og Den Ny Opera.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

“Dracula” som musikteater på turné – Figaros og Den Ny Opera..”Dracu

Det er sjovt, det er hyggeligt og noget gammeldags.  Uhyggeligt er det ikke, selv om publikum hele tiden advares.  Nok er der vovede vittigheder, helt i stil med London Toast Theatres juleforestillinger, men “Dracula” er alligevel anderledes og på dansk med fødderne plantet i gamle danske slagere og giro 413, mens der ovenover svæver opera- og operettetoner fra Tryllefløjten til Den Glade Enke.

Det er vist blevet mere end moderne at gå til den en gang så foragtede sangskat, der lød ud af radioerne tilbage i 1960-erne og 70-erne.  Men når de spilles i dag,  synger alle med eller klapper i takt og ler. Det er tilsyneladende nemt at give de ret tåbelige tekster et twist, så de kan passe ind overalt – og også i ”Dracula”.

Dracula. Figaros og Den Ny Opera. 2022. Pressefoto.

Her i denne meget musikalske  og karikerende version  af Dracula” kommer vi vidt omkring, fra Transsylvanien til London for at slutte på Bornholm!  ”Dracula” vil gerne flytte væk fra sit slot og sin mor. Derfor kommer en ejendomsmægler på besøg fra London. For denne version af ”Dracula” jonglerer frit imellem lokaliteter og tider. Der er mobiltelefoner og andre moderne muligheder samtidig med, at de legendariske hugtænder næsten står i vand, parat til at hugge sig fast i ungt kød.

Dracula. Figaros og Den Ny Opera. 2022. Pressefoto.

Det er mit første møde med teatergruppen Figaros, der vist altid kun vil være morsomme. De synger alle godt og har masser af fysisk overskud, mens de løber eller lunter ud og ind af roller og forklædninger for hele tiden at aflevere nye  sjove sange med skæve associationer til klaverakkompagnement. Figaros egen Lisbeth Kjærulff og co. står for det hele med både idé, tekster og vigtigst af alt: musikken fra det store repertoire, som ligner et rent ta’ selv bord: forsyn dig med al slags musik. Det er altid både sjovt og lidt vovet at mixe Mozarts Don Giovanni og Tryllefløjten  med Frank Sinatras: My way  og  Otto Brandenburgs: Alle sømænd er glade for piger, for ikke at nævne Rifbjergs brev til “Mor”. Alt bliver drejet rundt for at passe til “Dracula”.

.

Dracula. Figaros og Den Ny Opera. 2022. Pressefoto.

De kan alle synge, selv om de har forskellige baggrund. En er fra Musicalakademiet resten har en mere klassisk musikalsk baggrund. Gode er de og musikalske ligeså med en aktiv Allan Dahl Hansen på klaver m.m.. Deres ageren er på kanten af falden på halen komedie, som de går ud og ind af illusionen om  et Transsylvanien med vampyrer.

Det visuelle kunne måske godt trænge til en foryngelseskur og være ligeså collage-agtig som  selve drejebogen.

I disse tider, går det næppe an at have Dracula frit løbende rundt og være sulten efter unge kvinders blod, derfor bliver også en unge kvinde forvandlet til en sulten halvvampyr. Kønnenes ligestilling.

Hvad skal teatret bibringe os? Lidt glemsel? Så er ”Dracula” lige sagen,  Underholdning?  ”Dracula” er sagen. Men søges fornyet viden om og indsigt i  livet, døden og det midt imellem,  så er ”Dracula” ikke sagen.

Men hyggelige er de, så gå ikke af vejen, hvis ”Dracula” skulle komme forbi din by eller teaterforening. ”Dracula” spiller  52 gange i det ganske land i de næste måneder.

 

Instruktion og medvirkende:

Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Kristian Jensen og Allan Dahl Hansen

Manuskript:

Kjærulff, Dueholm og Jensen usædvanligt frit efter Bram Stoker

Kostumer:

Nathalie Meldgaard

Scenografi:

Hans Dueholm.

Produceret af Figaros og Den Ny Opera.

www.figaros.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *