Pinligt for DR.
Kommentar af Ulla Strømberg.
Vi står midt i suppedasen. Vi kan ikke slippe for at betale licens til DR, men vi har ingen indflydelse på Radio-Tv-stationen, der synes at opfatte sig som en stat i staten, der kan indkassere penge uden at skulle så til ansvar endsige opføre sig ordentlig og urbant.
For DR kan tilsyneladende helt uden samvittighed sende både dårlige og uresearchede udsendelser – og som seneste eksempel med Clement Kjersgaard: tåkrummende, pinligt personangribende, selvhævdende hurtigsnakkende pseudointerview med Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen. Mette Frederiksen blev afbrudt uafbrudt og igen og igen!
Jeg har aldrig set noget lignende. Sad blot og ventede på, at Mette Frederiksen ville rejse sig op og gå ud af studiet. Det taler til hendes ære, at hun blev siddende, men viser desværre også mediets magt, at hun valgte at stå pinen ud.
Jeg håber, DRs formand og DRs generaldirektør giver en personlig undskyldning til Mette Frederiksen. Sådan kan man ikke behandle en person, og det uanset om Mette Frederiksen er politiker, meningsmager, journalist eller blot havde optrådt som privatperson.
Vi har netop været igennem en uge med Mogens Lykketofts tro på egen revselsesret. Nu er det Clement Kjærsgaard, der tilsyneladende tror sig udstyret med særlige evner.
Hvis ikke DR kommer med en officiel undskyldning, vil jeg herme starte kampen for at kunne vælge DR fra. Jeg ønsker ikke at betale licenspenge til en institution, som er fuldstændig blottet for ydmyghed og respekt for andre mennesker.