Kommentar af Ulla Strømberg.
DR blev 100 år d. 1. april. Men nu er det alvor!
Var det blot en vittighed – eller sandheden, at Danmarks Radio fyldte 100 år forleden, d.1. april?
Nu, få dage efter, er et par politikere trådt i karakter og kræver forandring: henholdsvis den nuværende kulturminister, Jakob Engel- Schmidt (M) og en tidligere undervisningsminister og kortvarigt kulturminister, Bertel Haarder (V).
Jeg fortolker det som et ønske om forbedring af DR og måske også i bedste amerikansk stil: en opstramning af arbejdsstyrken, som er på næsten 3.000 sjæle i dag. DR er et massemedie, der f.eks. hvert andet år forkorter radioaviserne, som nu varer 3 minutter hen igennem dagen – og 15 minutter kl.12. Det er alt på radiosiden. Der er brug for en ny vagthund, nu hvor organisationen skal have ny generaldirektør.
I øvrigt modtager DR ca. 4 milliarder kroner fra Staten via vores skatteindbetalinger. Det må kunne gøres billigere og bedre, siger også jeg – sammen med de to politikere.
Fødselsdagen
Vanen tro var og er 100 årsdagen en DR-markering med manér, hvor det er ”profiler” og helst i den meget lette genre, der får lov at ”sætte ord på” deres begejstring for DR. Morgensendefladen på P1. havde d.1.4. inviteret tre udvalgte komikere i studiet: Søs Egelind, Jan Gintberg og Anne-Grethe Bjarup Riis. Ingen havde noget at sige, journalisten måtte træde vande, og Bjarup Riis havde ikke læst invitationen og talte om alt andet end DR.
Lige efter middagsradioavisen kl.12.00. satte P1. ”Hip Hurra” af Tommy Seebach på grammofonen eller var det en knap, der blev trykket ned? Sangen skulle vare så længe som muligt for at holde humøret oppe hos P.1. lytterne! Hvilken begavet fejring.
Tordenskjolds soldater
Ellers har det været Tordenskjolds soldater inden for studieværtsgebetet, der har udtalt sig som eksperter og specialister på det DR, hvor mange af dem stadig henter deres løn. Altså ikke uvildige vidner! Smart, så slipper institutionen for kritiske ord. Er det ikke lidt amerikansk?
Berlingske Tidende var dog gået et lille skridt videre og hev bl.a. fat i den tidligere generaldirektør, Christian S. Nissen, der blev fyret uden varsel på grund af en budgetoverskridelse på sølle 300 millioner kroner, som bestyrelsesformanden ikke blevet orienteret om. Det var i forbindelse med bl.a. DRs udflytning til Ørestad og bygningen af Koncerthuset, i 2004. Nissen er stadig en positiv mand og kunne derfor fremhæve DRs børne-tv-programmer og placere produkterne i verdensklassen.
Bøger om DR
Der er udkommet to bøger om DRs 100 år – begge anmeldt her i kulturkupeen, se nedenfor – den ene grotesk populistisk, mens den anden gik grassat i strukturelle mønstre og personer i ikke mindst Nissens tid, 1994-2004. Min konklusion lød, at DR fremstod som en institution, der ikke var og er i stand til at styre sin egen historie.
En tredje bog, en rigtig nichebog af den gammeldags slags, handler om kort- og langbølge-æraen, som nu er slut. ”København – Kalundborg” – bogen er på trapperne her i april og udgives af forlaget Almuebøger – og skrevet af Niels Plaschke.
Karakteristik af DR
Sandheden om DR er tilsyneladende umulig at indfange, og det er faktisk uhyggeligt. For generelt er det muligt med flid og kildekritik at fange en del af sandheden om et historisk fænomen, f.eks. en teaterinstitution, et kunstnerisk område i en begrænset tidsperiode, et politisk parti eller et massemedie. Alt lader sig karakterisere af gode, saglige historikere, hvis det altså er målet. Men ikke DR, som ligner en nød, der ikke vil knækkes – eller en drage, der spyr gift ud på dem, der nærmer sig.
Årsagen er nok, at DR er født af og siden næret af primært politiske interesser. Og enhver historieskrivning bliver derfor også politisk farvet – uden omsvøb. Det vil alle, der har arbejdet i DR, nok sande – bare ikke historikerne.
Den gamle kultur
Selv tilbragte jeg mere end et kvart århundrede i DR i en tid – lige efter 1968 – og efter afsløringen af de røde lejesvende. Men gamle dyder, bl.a. som sprogbehandlingen, blev stadig holdt i hævd. En lille talefejl som ” Det bliver regn hist og pist” sagt i en sen aftenradioavis, blev påtalt næste dag, hvor jeg skulle stå skoleret. Det var i 1984.
Tænk på, hvordan sproget røgtes i dag på P3 og i flere underholdningsprogrammer på skærmen! Selv i Orientering bandes der lysteligt af de indbudte gæster.
Det var også muligt at avancere m.m. hvis man tilhørte partiet, fagforeningen eller blot havde ”fætre” oppe i systemet. Ved ikke helt, hvordan det fungerer i dag!!
I 1980erne var der også store ”klasseskel” imellem det nye TV og den gamle radio. Mødte en tv-medarbejder en radiomedarbejder ude i byen, ville tv-manden sjældent hilse.
Et samarbejde imellem P3 og P1 var i adskillige år utænkeligt. Og samarbejde imellem hovedstad og provins blev der fnyset af, selv om det var en tvungen opgave.
Nye strømninger, nye tendenser
Men så dukkede nye strømninger frem. Unge studerende fyldte i gangene, faggrænser skulle nedbrydes, alle skulle være både journalister og teknikere. Resultatet kan stadig høres i radioen. Praktikanter var billig arbejdskraft og blev sat til at udføre journalistarbejde, og det blev sværere og sværere at tale om kvalitetsforskelle, for ord som kvalitet har med tiden fået ny betydning.
Mantraet er nemlig blevet antal lyttere og seere og opmærksomhed og gennemslagskraft i andre medier.
Blodbad på stofområder
Vigtige områder blev ”myrdet”. Den lødige teater- og litteratur- og filmdækning blev i en overgangsperiode klaret af ikke-fagligt uddannede folk for siden helt at forsvinde – og værst af alt for en teaterhistoriker: Radio- og TV-Teatret døde også. Selv om ”båndene” vel er bevarede, kan ingen komme i nærheden af dem, jo, nu ligger de seneste årtier på Det Kongelige Bibliotek, men hvad med folkets adgang?
Da studieværten blev opfundet
Noget af det mest ødelæggende for DR, og som har modarbejdet opretholdelsen af et lødigt, oplysende og velfunderet DR, er opfindelsen af studieværter. Få udvalgte bliver hurtigt institutionens kæledægger og kastes ud i alt. Hvis de var gode til at formidle sport eller forbrugerstof, flyttes de hurtigt videre til storpolitiske nyheder – og i værste fald til Melodi Grand Prix, støttekoncerter og kongestof.
Uhyggelige er også de udsendelser med et konkurrenceelement, uanset om det kun er ”kendisser” som er deltagere eller det er et mix med ”almindelige” mennesker. Hvorfor hører det stofområde hjemme i en statsfinansieret public service institution som DR?
Et paradox
DR blev hverken kvalitativt eller kvantitativt bedre efter etableringen af den kommercielle station TV2.
Det økonomiske grundlag for de to konkurrenter er nogenlunde det samme – ca. 4 milliarder kroner, hvor TV2 bl.a. får annonceindtægter og statsmidler til alle regionale stationer, mens DR tidligere fik licens, men nu blot direkte skattekroner uden anden modydelse end at holde skuden flydende. Det er da forskelsbehandling.
Det politiske stof
Der, hvor seriøsiteten har været mest holdbar er inden for det politiske stofområde.
Det er til at forstå, for i sidste ende (via bestyrelsen som er delvis politisk) ejer vi alle sammen DR – og derfor er det godt, når nogle politikere tager ansvaret på sig for at sikre, at DR ikke bare smutter uden om et kvalitativt og økonomisk ansvar for alene at leve op til nye, populistiske parametre.
Men tør man stole på den nuværende kulturminister? Forhåbentlig vil han et lødigt og et oplysende DR – meget gerne i en mindre organisation uden pop, som bør leve på markedets præmisser. Hvad Bertel Haarder angår, er det godt, at han er på banen, bare det ikke bliver et højskole-DR , han vil have genindført. Husker alt for tydeligt nogle tendenser, som florerede i 1990erne – måske i Nissens tid – både i Radioen og på skærmen.
Der var engang i en tilbagevendende sketch med Peter Schrøder, hvor hans figur altid afsluttede med ordene: ”Det er fand’me uhyggeligt”. Jeg tilslutter mig udsagnet, på trods af sprogbrugen!