Kommentar af Ulla Strømberg.
DR 100 år – af Jacob Wendt Jensen.
Hov, der mangler jo halvdelen! var min første indskydelse, da jeg læste den nye bog om DR ”DR 100 år” – et bestillingsværk på forlaget Gad, skrevet af film- og tv-skribenten Jacob Wendt Jensen. Wendt har i de seneste år udgivet en række bøger om dansk populærkultur, bl.a. portrætbøger og senest bogen om tv-serien ”Badehotellet”, tidligere en lignende mammutpublikation om tv-serien ”Matador”.
Men Danmarks Radio er IKKE KUN populærkultur. Danmarks Radio er et statsstyret massemedie, der har udviklet sig eller nedviklet sig, vil nogle nok mene er en konstatering tættere på sandheden. Men DR har altid været andet og mere end den rene underholdning.
DR, Danmarks Radio, har også været oplysning og opdragelse. DR har igennem årtier været garant for,at danske dyder ikke bare diffunderede bort. Men måske ændrede DR sig i takt med den generelle udvikling, hvor samfundet forandrede sig, sproget blev mere fattigt, uddannelseskravene skred, og nye økonomiske og også politiske interesser skubbede på. Måske blev DR en vindbøjtel uden samvittighed.
INTET af dette skisma finder jeg beskrevet i bogen. Det går bare ikke, når der er næsten 500 sider at boltre sig på for forfatteren, siger jeg, der var ansat i 26 år i institutionen og gav mere end 8 timer dagligt til mediet i perioden 1976-2002. (Og måske 2600 radiotimer). Det var stadig i en tid, hvor Danmarks Radio havde visse normer, spilleregler, men sandelig også et oligarki, hvor udvalgte politiske synspunkter og deres ejermænd havde præference.
Ifølge Jacob Wendt Jensens bog er DR derimod en lang kendisparade, hvor de enkelte har fået deres status cementeret af ugeblade, formiddagspresse og lignende. Nogle få udvalgte ”tv-stjerner” udtaler sig derfor i korte, banale vendinger som sandhedsvidner. Det skal gøre det ud for portrættet af institutionens 100 år.
Det går altså ikke, gentager jeg. Bogens titel er simpelthen forkert. Hvor er der noget om den klassiske musik, den lødige litteratur, det legendariske radioteater, den værdsatte radiomontage, de kulturelle programmer, hvor folk af og til vidste, hvad de talte om? Eller den nødvendige nyhedsdækning indtil monopolet blev brudt?
Det kan godt være, at forhistorien, udgangspunktet tilbage i 1924-25, får nogle ord med på vejen og fylder de første 45 sider, men bogen er på 438 sider og har i øvrigt ingen direkte litteratur- eller kildehenvisninger.
Det er som om fortiden næsten ikke eksisterer i bogen, selv om der på bedste google-manér dog er nogle krummer om det, der skete engang, blot hængt op på personer og ikke ideologier.
Men et massemedie, som er så tæt på statsmagten, er ideologisk bestemt, og som alle steder, hvor der både er hierarkier og en stor økonomi, er der også meget kammerateri. Det har resulteret i mærkelige personaledispositioner. Heller ikke det kan læses ud af den venlige bog.
Jeg giver op. ”DR i 100 år” handler ikke om den institution, som jeg troede at kende en smule til.
I øvrigt skulle der være en anden jubilæumsbog på vej. Måske den tager mere ideologisk fat og kommer sandheden bare et par my nærmere.
(DRs indtægter/udgifter ligger årligt i omegnen af 4 milliarder kr, betalt af danskerne via skat, tidligere via licens. Så institutionens ve, vel og eftermæle er faktisk et vigtigt nationalt anliggende.)
Gads forlag udkommer 1.11. 2024.
Jeg er vokset op med Statsradiofonien, min far blev ansat af Emil Holm i 1929 og arbejde derinde i 42 år. Jeg husker min fars kontor i Stærekassen, derefter på Rosenørns alle 22, orglet, der blev bygget i koncertssalen og de enorme problemer man havde med at bringe de lange og høje orgelpiber fra Åbenrå igennem København på lastbiler til Radiohuset, jeg husker, hvor stolt jeg var, da min far præsenterede det nye orgel ved en torsdagskoncert, jeg husker grammofonafdelingen, hvor de tykke voksplader med indtalte tekster lå i køleskabe, jeg husker julefesterne, hvor vi børn legede ovenpå loftet af koncertsalen mens den blev bygget, jeg husker mange juleaftener, hvor jeg sad og græd over Den lille pige med svovlstikkerne-udsendelserne var direkte, så jeg sad alene i koncertsalen mens nogle af Danmarks største kunstnere optrådte, min far var god til at tage mig med, jeg har mødt den tids største sangere, dirigenter, komponister, musikere-de kom til torsdagskoncerterne og bragte stjernestøv ,der smittede, jeg husker radiovognene, der kørte ude i hele landet og i vores nabolande og optog koncerter, kirkeklokker o m.m. Se- det er Statsradiofonien/Danmarks Radio igennem 100 år, dengang havde radioen en sjæl som der overhovedet ikke er nævnt.
Kære Susi, tak – hvilke smukke erindringer – mine er nok lidt mere delte og handler en del om politik og ensretning. Men ak, hvis det lader sig gøre alene at fortælle om den poppede og folkelige side af DR, så er der virkelig noget, som går tabt.