Foto: Eva Zierau
Launceston
Launceston er Tasmaniens næststørste by. Den ligger i bunden af floden Tamar River, der munder ud i havet. Byen er kendt for sine historiske bygninger samt den flotte slugt Cataract Gorge, der er omgivet af bjerge og klipper.
Foto: Eva Zierau
Man kan gå ture omkring slugten eller tage en svævebane over den. Launceston er en hyggelig by med en marina og tjekkede restauranter. Om lørdagen er der, som i Hobart et hyggeligt marked. Australierne elsker deres markeder. Byen ligger kuperet og har en meget smuk botanisk have. Det er en lise at gå tur dér eller sætte sig på en bænk og bare nyde de smukke træer.
Baglandet er primært smukke vinområder. 50 min. kørsel fra byen finder man Bridestowe Lavender Estate . Et stort område med skønne lavendelmarker. De blomstrede desværre ikke, da vi var der, men vi kunne let forestille os, hvor smukt det må være, når de blomstrer i januar og februar. Den tilhørende Woodcroft Café er rigtig hyggelig. Vi fik lavendelscones med lavendelmarmelade og lavendel is. Smagte fint. På deres hjemmeside http://bridestowelavender.com.au kan man få opskrifter på alt fra lavendelbrownies til en lakseret med lavendel pickels. Godt alternativ til julemaden.
Foto:Bridestowe Lavender Estate
På en uge kan man se det meste af Tasmanien. Vi var der kun i fem hele dage, så der var ting vi ikke fik set. F.eks. Port Arthur, byen hvor engelske straffefanger og oprørere blev deporteret til i 1800 tallet. Det skulle efter sigende være en gribende oplevelse. Det bliver næste gang turen går Down Under. Tasmanien er bestemt et besøg værd.