∗ ∗ ∗ ∗
Don Quixote – på Gamle Scene, repremiere.
Fint danset af hele korpset i en nu tre år gammel, lidt bleg opsætning af Petipas’ og Minkus’ ballet fra 1869.
Historien om den naragtige ridder Don Quixote og hans væbner Sancho Panza hører til den litterære verdensarv. Med Minkus’ musik fra 1869 til balletversionen i Moskva med koreografi af Marius Petipa blev balletten en del af balletkanonen.
Det er en tynd historie, hvor brillant dans er sat i højsædet og væk er enhver psykologisk udviklingshistorie for de to riddere, der blot spankulerer rundt. Det klares nu flot af Mathieu Rouaux og Alexander Kølpin, der hermed er tilbage som en charmerende karakterdanser på sit gamle teater.
Ikke mindst de to solo-par skal leve op til de store dansekrav. Med Jonathan Chmelensky som den unge mand Basil er det et optimalt og imponerende høj niveau, han præsterer i både spring og med raffinerede, snurrende ben. Wilma Giglio var på repremiereaftenen charmerende og koket som den unge, forelskede Kitri. De blev aftenens glæde sammen med Ryan Tomash som toreadoren. Også hans danseniveau og præcision aftvinger respekt og stiger for hver opgave.
Mod slutningen var også hele kompagniet (i lilla!) i fuldt vigør til publikums positive overraskelse. Så skete der noget i en ellers handlingslammet historie og opsætning.
Status
Det er synligt, at Balletten står i et kunstnerisk vadested hvad angår repertoire og korpssammensætning. Den nye balletchef, Amy Watson, skal nu sikre den rette vej, som først afsløres, når næste års program blive offentliggjort. Det sker vist snart. Så bliver det interessant at se, om nogle af de ønsker eller krav, man kunne stille til Den Kongelige Ballet endelig indfries. Dvs. fastholdelse af og respekt for Bournonville-traditionen, flere internationale samarbejder, nye koreografier samt et dansk forankret kompagni, hvor også damerne bliver driftssikre i linjer og harmonier.
Repertoiret i 2024/25
Tre russiske balletter (og intet andet) inden for fire måneder hos Den Kongelige Ballet er mærkværdigt: nu repremiere på ”Don Quixote”, for en måned siden repremiere på ”Tornerose” – og hele december endnu engang repremiere på ”Nøddeknækkeren”, men til maj et nyt program med lidt Bournonville krydret med andre koreografer. Det er status lige nu, før Amy Watson træder i karakter.
Tilbage til Don Quixote
Tilbage i 2022 til Nikolaj Hübbes nyindstudering (koreografien var allerede afprøvet i 2016) skabte scenografen Steffen Aarfing ny scenografi, som med et mildt ord er meget nøgtern sammenlignet med bl.a. den tidligere af Jens-Jacob Worsaae. Nu er det grelt og lyst med en arena, der kan forskydes og en meget lys himmel, en stor sol/måne og kun mod slutningen nogle møller med en meget markant vinge, som vist aldrig kommer i gang. Meget havde været vundet, hvis lysdesignet havde været mere meddigtende og varieret, ( måske var det planlagt, men svigtede den aften, jeg var der), og kostumerne ved Annemarie Woods havde været mere i synk med den ret regelbundne scenografi.
Kostumerne tager fokus
Nu stritter kostumerne i mange retninger og blive for kraftige fortolkningsmarkører i stedet for en del af den samlede visuelle fortælling: Sort og gråt med mange mønstre i første akt, hvor historien etableres, abstrakt moderne åkandeagtigt (?) i anden akts drømmesekvens, mens bryllupsgæsterne i tredje akt er inspireret af en absurd, teatralsk sfære med flere referencer til bl.a. Goya og den noget yngre belgiske kunstner Ensor. Dvs. rene karikaturer, men hvorfor nu det? Danserne derimod var i tredje akt bryllupsscene i meget lyse farver.
Bravurdans
Det visuelle og den manglende historie skal dog ikke tage glæden fra aftenen, hvor publikum var taknemligt, hver gang bravurdansen kulminerede, og her var ikke mindst Jonathan Chmelensky leveringsdygtig. Tak for det.
I tidl. anmeldelser af balletten (2016 og 2022) kommer jeg mere ind på historie m.m. Se henvisningerne:
2022:
2016: https://www.kulturkupeen.dk/straek-skillingen-don-quixote-kongelige-ballet/
Der er en ekstra historisk detalje, som er interessant. Samtlige store koreografer og balletchefer i det 20. åhttps://www.kulturkupeen.dk/straek-skillingen-don-quixote-kongelige-ballet/rhundrede har som bekendt kastet deres kærlighed på balletten med Minkus’ musik. Men George Balanchine gik i kompagniskab med komponisten Nicolas Nabokov og skabte en helt anden version i 1965, hvor hans selv, 62 år gammel, var lykkeridderen, og drømmesynet Dulchinea blev danset af en 19 år gammel Suzanne Farrell. Her var der vist mere psykologi og en udviklingshistorie nedlagt i balletten.
Kort sagt – Don Quixote fra 1600-tallet er en fortælling, som ikke kan slides op.
Dirigent: Matthew Rowe
Koreografi: Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa (Basils variation i 2. akt af Mikhail Baryshnikov)
Scenografi: Steffen Aarfing
Kostumedesign: Annemarie Woods
Lysdesign: Lee Curran
Musik: Ludwig Minkus
Matthew Rowe / Dirigent
Mathieu Rouaux/ Don Quixote,
Espada / Ludwig af Rosenborg / Don Quixote
Alexander Kølpin / Sancho Panza
Sebastian Suhr / Sancho Panza
Wilma Giglio / Kitri
Silvia Selvini / Kitri
Emma Riis-Kofoed / Kitri
Holly Dorger / Kitri
Jonathan Chmelensky / Basil
Jón Axel Fransson / Basil
Tobias Praetorius / Basil
Ryan Tomash / Espada
Liam Redhead / Espada
Stephanie Chen Gundorph / Mercedes
Lania Atkins / Mercedes
Balletkorset – børn og statister
Det Kongelige Kapel