∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Anderledes og overvældende oplevelse på Gamle Scene, når komponisten Simon Steen-Andersen giver den fuld skrue og folder en næsten juvenil skøjten igennem den mørke operahistorie ud.
Komponisten er kun 48 år og i dag bosat og virksom i Tyskland, men ”Don Juans inferno” ligner mere et meget ungdommeligt debutværk eller en ganske moden og belæst mands farvel og tak.
Med udgangspunkt i en af operalitteraturens top fem eller måske top to: Mozarts ”Don Juan” (”Don Giovanni”) fra 1787 kan det opfattes som helligbrøde at gå ind og supplere og rykke rundt. Men ideen er ligetil. Don Juan er en skurk, der har forbrudt sig mod ”loven” og kontrakten med Gud. Derfor må han opsluges af helvedes flammer, da han ovenikøbet har tilladt sig at invitere den myrdede kommandant til middag.
Herfra er der ikke så langt til at møde andre skurke, og de står på spring for at være med på ”rejsen” fra Jago hos Shakespeare og Verdi til den hjemløse kaptajn på Den flyvende Hollænder. Men det er slet ikke nok. Også sejlture på Styx og møde med både Vergil og Dante med pænt sideblik til Delacroixs maleri ”Dantebarken” – og videre og ind til også andre komponisters værker, om det så er som pigtrådsmusik eller klassiske toner. Alt er muligt for den altfavnende komponist, der også er sin egen instruktør og indimellem skaber scenebilleder, som var vi back stage hos Fellini. Heller ikke en omvendt #metoo slipper vi for.
I forestillingen indgår en ikke uvæsentlig video, som kører det meste af tiden. Med mere eller mindre håndholdt camera indfanges mange skjulte kamre i Det Kongelige Teaters bygningskompleks inklusive Ny Scene, som vi for tiden er forment adgang til.
Det er sjovt i starten og signalerer en forvildet operasanger på jagt efter sin identitet eller lign. Men bliver, når det meste vendes på hovedet i mange minutter, noget trivielt. Pointen er trængt ind hos publikum på et tidligt tidspunkt. Fiktion og virkelighed er hvirvlet ind i hinanden. Og så er der vel en lille henvisning til den italienske dramatiker Pirandello og hans vildfarne personer, der søger en forfatter.
”Don Juans inferno” er på mange måder et fantastisk og komplekst værk, der nok kræver flere gennemsyn, for at man fatter de mange lag. Men som teaterværk kan det også være farligt, at komponisten tilsyneladende selv er instruktør og dermed også cameraholder. Ingen har standset ham i processen. Ingen har sagt: nok er nok: du risikerer at forplumre dit budskab. Eller som en ung radiotekniker engang sagde til mig: ”Hvorfor lægge glasur oven på flødeskummet”. Og han havde ret. Man skal ikke overdænge udtrykket af angst for at kede, og slet ikke her hvor det er et stort ”tag selv bord” af perler fra operahistorien.
Operaen er et bestillingsværk og havde oprindelig premiere sidste år i Strasbourg. Siden er der måske filet et par hjørner.
Alle sangere kommer fra udlandet, mens Det Kongelige Kapel og operakoret igen leverer formfuldendt. Men svært må det være at skifte fra Mozart til Wagner og videre til Offenbach på splitsekunder. Dog var det lidt irriterende, at en del var optaget på bånd for at passe til den evigt kørende baggrundsvideo, men selvfølgelig havde alt andet været umuligt – også når ciceronen igennem det hele en stor del af tiden med en wirer i ryggen svæver rundt i luften nogle meter over scenegulvet.
Det er en befrielse at opleve et værk, der vil så meget på en begavet måde efter i den seneste tid, også på det Kongelige Teaters scener, at have oplevet prætentiøse, todimensionale værker (”Den lille havfrue” og ”Under Dybet”, bl.a.) hvor hverken humor eller intellektuelt overskud markerede sig.
”Don Juans inferno” og hans vej fra den famøse middag med de sidste scener i Mozarts opera til to timer senere (uden pause) at se samme middagsbord hænge i luften giver mere end en håndfuld ledetråde til en fordybelse i operagenrens mysterier.
Bliver vi klogere på den evige libertiner? Nej, men komponistens tour de force igennem operahistoriens usympatiske mænd (og et par kvinder) giver stof til eftertanke. En efterfølger kunne vende bøtten og tage udgangspunkt i ”Tosca” og hylde alle uegennyttige kvinder.
Opføres kun få gange.
Koncept, re-komposition og iscenesættelse: Simon Steen-Andersen
Dirigent: Bassem Samir Akiki
Kostumedesigner: Thibaut Welchlin
Assisterende instruktør: Johanne Holten
Assisterende scenograf: Hannah Deutschle
Assisterende lyddesigner: Romain Muller
Bassem Samir Akiki / Dirigent
Fanny Soyer / Sopran
Siphokazi Molteno / Mezzosopran
Cody Quattlebaum / Baryton
Damien Pass / Basbaryton
Fredrik Bjellsäter / Tenor
Geoffroy Buffière / Bas
Plus ensemblet Ictus.
Det Kongelige Kapel.