∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Don Juan af Molière på Det Kongelige Teater.

Denne opsætning af Don Juan er vaskeægte regiteater.

Dvs. instruktøren Anna Balslev har lagt hovedet i blød på et tidligt tidspunkt og udtænkt en sindrig fortolkning og historie, der nok bygger på udgangspunktet, Molières tekst, men som hun selv citeres for i programmet: ”Derfor er vi også gået hårdt til Molières tekst”.

Det kan selvfølgelig betyde mange ting, men, hvad jeg fornam, var ikke mindst kraftige beskæringer og skæve fortolkninger. Men forestillingen er overraskende flot at skue!

Don Juan-myten fortoner sig lidt i fortiden, men føres altid tilbage til spanieren Tirso de Molinas tekst fra 1630, som Molière tager udgangspunkt i og iblander lidt Commedia dell’arte, da han skriver sin komedie i 1665. Siden følger ikke mindst Mozart i 1780erne med ”Don Giovanni” og i det 20. århundrede bl.a. Max Frischs lille komedie: ”Don Juan eller kærlighed til geometrien”- netop på baggrund af Molières Don Juan-replik ”Jeg tror på at to og to er fire…”.

Hos hver forfatter er der forskydninger, og ligeså i Søren Kierkegaards berømte analyse af Mozarts musik.

Men det, Anna Balslev gør i denne opsætning, virker desværre irriterende på en gammel teaterhistoriker.

Anna Balslev er en ung instruktør med en håndfuld iscenesættelser bag sig, hvor alle har været præget af en fascinerende og overbevisende visualitet, men ofte med verbalt svage skuespillere i bl.a. ”An education” (Republique), “Stolthed og fordom”, (Betty Nansen) ”Et dukkehjem” (1. og 2. version på Det Kongelige Teater), hvorimod alt lykkedes i monologen ”Væggen” på Edison.

I denne ”Don Juan”, hvor Anna Balslev ser Don Juan som en moderne frihedssøgende person, er der brug for stærke stemmer i skuespillerkorpset på Det Kongelige Teater, for teksten er krævende i Per Aage Brandts oversættelse. Karen-Lise Mynster og Ena Spottag, som henholdsvis Don Juans moder og to kombattanter, har styr på replikkerne, så de står lysende klare. Også de mindre roller spillet af Ellaha Lack, som Don Juans ægteviede og Kristoffer Eriknauer som Charlotte(!) fungerer rent sprogligt.

Men Morten Hee Andersen, der nok kan både løbe, danse og forføre personager af flere køn, har en alt for moderne og nuancefattig replikføring. Også Sganarelle, her spillet af Mathilde Arcel, har samme moderne diktion med tryk på hvert ord og ind imellem hver stavelse. Det går altså ikke i det lange løb, dvs. i 105 minutter.

Produktionen vil meget. Scenen er ræverød med et flot bagtæppe (eller mellemtæppe), som til sidst bæres ud af 6 granvoksne, sortklædte, mandlige scenearbejdere. De røde eller brune kostumer balancerer fint imellem 1600-tallets barokke stil og moderne tid. Ikke spor dumt af den altid spændende scenograf Karin Gille, der til sidst lader hele det enorme scenerum med rod og plasticposer i hjørnerne blive synligt for at demonstrere, at showet er ovre – kun Don Juan har ikke fattet det.

Instruktøren Anna Balslevs både overordnede og specifikke fortolkning kan man være enig eller uenig i. Men det er kompliceret, at lade Sganarelle, her spillet af Mathilde Arcel,  blive forelsket i Don Juan og vice versa og lade dem bade sammen.  Sganarelles kostume er en spændende rød habit med blondebluse, der viser tilbage til et berømt kobberstik af den oprindelige Sganarelle, spillet af Molière selv som en foroverbøjet, ironisk koketterende commedia dell’arte figur. Det er dog Molières Sganarelle fra den komedie af samme navn fra 1660, som var en stor succes i Paris på flere scener dengang, og figuren gik igen i 1665.

Ligeledes er det kompliceret, at den Charlotte, som skal giftes med Pierrot, er en høj ung mand, mens Pierrot spilles af en kvinde.  Moderne måske, men nødvendigt? Nej.

Det moralsk fordømmende i Molières ”Don Juan” har igennem tiderne været titelfiguren og libertinerens brud på alle normer og moralbegreber. Han løber fra sin nygifte frue, forfører forskellige personer samt forstiller sig over for sin moder og lytter ikke til himlen (eller Gud). Nok forlades Don Juan af både personer og såmænd af hele teaterinstitutionen til allersidst, men hvis han ifølge instruktøren egentlig blot er moderne, hvad så?

Er der en Gud eller et kodeks, han har forbrudt sig imod?

Tilsyneladende skal Sganarelle være en moralsk figur, for hans sidste replik, der bl.a. indeholder ”Min løn, min løn…” er strøget, men normalt fremstår han som den underdanige tjener, der kender sin plads i hierarkiet og blot skal finde en ny herre at tjene.

Jeg blev ikke klogere på Molière eller Mozart eller andre i denne omgang, men må nok sande, at det for tiden er moderne at klippe og skære i de klassiske tekster, bytte rundt på kønnene, sætte ny musik under og stadig bruge vand på scenen.

Dramatiker: Molière

Iscenesættelse: Anna Balslev

Scenografi og kostumedesign: Karin Gille

Komponist: Viktor Dahl

Lyddesign: Jonas Peter Vest

Lysdesign: Jonas Bøgh

Oversættelse: Per Aage Brandt

Medvirkende:

Morten Hee Andersen / Don Juan

Mathilde Arcel / Sganarelle

Karen-Lise Mynster / Donna Louisa

Ena Spottag / Pjerrot / Don Carlos

Kristoffer Eriknauer / Charlotte

Ellaha Lack / Donna Elvira

www.kglteater.dk