∗ ∗ ∗ ∗ ∗
til sangerne – 4 stjerner til iscenesættelsen.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Don Carlos af Verdi på Det Kongelige Teater.
Med et flot sangerhold blev Don Carlos i den nye iscenesættelse god at lytte til, men lidt anstrengende visuelt at følge. For den italienske instruktør, Davide Livermore, der er berømt for sine ”opdateringer”, havde valgt at lægge historien i et Spanien i Franco sidste dage, dvs, 1950-70er – og ellers fuld skrue på projektioner og videofinesser. Det er fint nok, især hvis man er bange for kunstnerne på scenen, eller at partituret ikke er stærkt nok. Men omvendt kan for megen teknik hurtigt skygge! Instruktøren burde have troet på Verdi og sangerne.
I 1867 havde Verdi premiere på dette bestillingsværk til Pariseroperaen. Det gik pænt, men ikke mere. Sangere kunne ikke honorere kravene. Bedre gik det siden i London og i Italien, og “Don Carlos” er efter flere ændringer og forkortelser et værk, som altid rammer publikum, når vel at mærke kunstnerne er på niveau.
Det er en kærlighedshistorie: unge spanske Don Carlos elsker franske Elisabeth, der af storpolitiske grunde bliver gift med hans fader, Filip II. Så bliver det dramatisk, for faderen er stejl og udenom er der kæft, trit og retning i en diktaturstat, hvor storinkvisitoren er øverst i hierarkiet.
Med den nye produktion i samarbejde med både Den finske Opera og Den Norske Opera er København første stop på vejen med den internationalt kendte italienske instruktør og hans faste scenografimakker, designvirksomheden Gio Forma fra Milano suppleret af videofirmaet D Wok.
Men selv om det markeres, at det er en ny produktion, tog Davide Livermore vist tilløb i Monte Carlo allerede i november 2023 med samme scenografi, men i klassiske, spanske kostumer, så vidt fotos fra produktionen.
Med vores hjemlige sanger, dog som gæst nu, Stephen Milling som Filip II og Gisela Stille som Elisabeth er niveauet lagt og følges flot op af den kun 33 årige koreanske baryton Gihoon Kim som Rodrigo/Posa, den tro ven af Don Carlos, Roberto Scandiuzzi som storinkvisitoren og Aytaj Shikhalizada som Eboli, kvinden der også elsker Don Carlos og forråder sin dronning. (Holdet ved premieren, d.8.9.2024.)
Det springende punkt i denne omgang er den tunge iscenesættelse med for mange sceneskift, hvor alt går i stå og et grå tæppe dækker scenen. Lidt underligt i og med det meste jo er yderst avancerede projektioner på bagvæggen og spejle på siderne, hor skift kan foregå som et fingerknips.
Flot er det at skue, ind imellem, med masser af skiftende malerier inden for guldrammer og klassisk arkitektur i svimlende formationer. Men ofte synes det også overflødigt og grænsende til det stavepladeagtige, når en tilsyneladende flot paladsvæg med store malerier pludselig oversvømmes af grå skyer, fordi det følelsesmæssigt trækker op. eller en flodbølge af rød farve bruser forbi, når vold og ulykke lurer.
For meget, for tungt, og ud og ind med voluminøse møbler for at understrege, at vi også er i nutiden.
Med mere mådehold i de visuelle gimmicks havde effekten været meget større, f.eks. når Picassos Guernica-billede (1937) i to omgange kommer kortvarigt til syne og sidste gang i samklang med endnu en blodig flodbølge, alt takket være videoteknik. Havde dette visuelle element stået alene, ville virkningen på publikum have været overvældende.
For at flytte historien fra 1500-tallet til det 20. århundrede med reference til Francos rædselsregime i 30erne og fremefter ruller store 1950er-biler lydløst ind på scenen. Det er smart, altid effektfuldt, men bliver endnu et overbud.
Så mange ord om scenografien, der fylder, og lidt om kostumerne, hvor herrernes uniformer eller casual tøj er ok, mens der ikke er meget at råbe hurra hos kvinderne. For der er vist anvendt syntetiske stoffer og for mange mønstre til det ellers flotte kvindekor, som bl.a. skal agere hoffets damer. Det går altså ikke, at det ligner udsalg på en provinsgågade anno 1975. Et dumt sted at spare i en ellers dyr produktion!
Men historien holder med den yngre tenor Matthew White som Don Carlos, der klarede det sanglige, selv om kapellet var lige ved at overdøve ham i starten. Både Gisela Stille og Aytaj Shikhalizada (Eboli – som hun også sang i Monte Carlo) fik styrke og overbevisning i deres store arier.
Ved premieren var det Hihoon Kim, som den trofaste Posa, der sikrede, at publikum levede sig ind i de mange ulykkelige, gode som onde, skæbner.
Ved genopsætningerne i Finland i januar 2025 og Norge senere(?) ville det være fornuftigt at skrue ned for de mange visuelle skift og lade det hele følge Verdis musik på harmonisk vis.
Don Carlos – af Verdi – 1867 – her dog i en italiensk version fra 1884
Musik: Giuseppe Verdi
Librettist: Antonio Ghislanzoni og Camille du Locle
Dirigent: Jordan de Souza
Iscenesættelse: Davide Livermore
Korsyngemester: Steven Moore
Scenograf: Gio Forma
Kostumedesigner: Mariana Fracasso
Lysdesigner: Antonio Castro
videodesigner: D Wok
På scenen:
Jordan de Souza/ Dirigent
Stephen Milling/ Filip II
Goderdzi Janelidze/ Filip II
Matthew White/ Don Carlos
Anthony Ciaramitaro/ Don Carlos
Gihoon Kim/ Rodrigo
Jens Søndergaard/ Rodrigo
Roberto Scandiuzzi/ storinkvisitoren
Volodymyr Tyshkov/ Storinkvisitoren
Kyungil Ko/ En munk/Kejser Carlo V
Tae Jeong Hwang/ En munk/Kejser Carlo V
Gisela Stille/ Elisabeth
Chiara Isotton/ Elisabeth
Aytaj Shikhalizada/ Eboli
Emanuela Pascu/ Eboli
Marlene Metzger/ Tebaldo
Jacob Skov Andersen, Nia Coleman .
Statister, kor, kapel.
Det Kongelige Kapel
Din anmeldelse beskriver tæt på min oplevelse. Dog fik jeg meget mindre ud af sangerne på grund af den ‘overdøvende’ video billedside. Måtte ind imellem holde mig for øjnene for at koncentrere mig om sangen. Uhyggelig tendens at bringe så voldsomt meget video ind i teatret.
Tak Nina, det er jo interessant, at du som garvet scenograf netop oplever, at “billederne” kommer til at styre og skygge. Mådehold i alt – også hos operainstruktører og scenografer.
Helt enig – så forestillingen i går 11.9. Fremragende sangere, men hvorfor næsten kun udenlandske ? Jens Søndergaard som markis de Posa var fantastisk, og vi har da andre danske sangere på højt niveau.
Hvorfor alle de pauser med fuldt lys i salen.
Jeg ville have foretrukket de spanske kostumer. Helt klart at man kan modernisere en opsætning, , men synes ikke, det gav noget til operaen, som iøvrigt er en af mine yndlingsoperaer, som jeg har set en del gange
Tak for kommentaren – næsten enig. hvis blot kostumerne havde væet smukkere kunne det moderne look gå an.
I grunden er det jo falsk varebetegnelse fra teatrets side at kalde forestillingen for Don Carlos, som er titlen på den oprindelige franske femaktsversion: der er tale om den beskårede italienske version i fire akter, Don Carlo, som ganske vist er den hyppigst spillede, men som er klart ringere både tekstligt og især dramaturgisk.
Ærgerligt nok: hvornår får vi mon den fulde og bedste version at se og høre i København? Jeg så den i Konwitschnys iscenesættelse i Hamburg for en tyve år siden (der findes også en DVD-version fra Wien, med knap så god besætning): uforglemmeligt og meningsfuldt i sine wagnerske dimensioner, hvor følelserne får lov at følge med.
Tak for kommentaren – og enig, mærkeligt med titlen – og ja – en fuld version anno 1867 i fem akter og så skulle der vist også være et balletdivertissement efter franske krav.