∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Dødsdansen –Holstebro Dansekompagni på turné.
Wow, sikke en god oplevelse hos Holstebro Dansekompagni på et tidspunkt, hvor der er brugt mange ord på at dissekere Den Kongelige Ballets mangler og problemer. Så lykkes det bare Holstebro Dansekompagni at producere en moderne, indholdsrig, fortællende ballet, skabt og danset på et højt professionelt niveau. Flot.
Strindberg er god at tage udgangspunkt i, også hvis man er koreograf. Det viste Birgit Cullberg for mange år siden med den legendariske ”Frøken Julie”.
Her er det “Dødsdansen”, om det ulykkelige ægtepar Edgar og Alice, der både tiltrækkes og væmmes ved hinanden, som de sidder næsten isoleret fra omverdenen i en gammel militærforlægning, hvor de har gjort sig upopulære hos alle. Og så er de fattige! Men ind kommer fætter Kurt og sætter ild til det gamle parforhold.
De fleste pointer hos Strindberg er kommet med i denne 70 minutters dans, der faktisk godt måtte være gjort lidt kortere, for engang imellem kører den i ring med den evige tiltrækning og frastødning. En ting mangler dog, og det er nok umuligt i en nonverbal forestilling. For telegrafen er væk. Alice havde lært sig at bruge den, og i et øjebliks ophidselse havde hun angivet Edgar. Heldigvis er der både hos Strindberg og i balletten happy ending, hvis man kan kalde det sådan, når livet blot går videre, som det plejer.
Strindberg har vist engang udtalt: Sætter man to rotter i et hul, æder de hinanden op. Sådan er ægteskabet også!
Og det er faktisk hvad der sker imellem de modne dansere, hvor Marie Brolin-Tani, der også har fået ideen til balletten, danser Alice-figuren med mange kropslige nuancer, men færre mimiske. Edgar, den afdankede kaptajn danses af Alexandre Bourdat. Han får ikke mindst i ”Bojarernes indtogsmarch”, en gammel norsk melodi valgt af Strindberg, fuld kraft på denne ulykkelige mandspersons kropslige udtryk. Og så falder han om – præcis som hos Strindberg.
Lionel Ah-Sou som fætter Kurt har rollen, der kan være svær at gribe. Desværre mangler han nuancer i sin mimik, hvilket her gør figuren monoton og næsten karakterløs. Det er synd, for han kan danse og fungerer ellers som den unge tredjeperson.
Historien er så almen, tragisk, og et evigt billede på parlivets fortrædeligheder. Når der så også er en nærmest fysisk indespærring, bliver det meget grumt og velfungerende som udgangspunkt for dans på et begrænset gulvområde.
Lydmaleriet, engang imellem afbrudt af lidt salonmusik m.m., er yderst velfungerende. Ligeså scenografien, et rigtigt Biva-hjem på et lyst tæppe og en række forskellige standerlamper på siden for at skabe stemning af dagligstue. Godt tænkt.
Holstebro Dansekompagni har før fortalt gode historier og gør det nu igen. Her rammer de rent kunstnerisk på mange måder plet: en evig historie, som fortælles lige ud, modne og dygtige dansere, virkningsfuldt lydbillede, effektiv og fortællende scenografi og lysdesign, så her kan både Den Kongelige Ballet og ikke mindst Dansk Danseteater godt lære lidt og komme publikum nærmere.
Koncept og idé / Marie Brolin-Tani og Melody Putu
Koreografi og iscenesættelse / Thomas Bentin
Medvirkende dansere / Marie Brolin-Tani, Alexandre Bourdat og Lionel Ah-Sou
Musik og lyddesign / Christian Tronhjem
Kostumedesign / Åsa Gjerstad
Lysdesign / Hans-Olof Tani
Koreografisk konsulent og producent / David Cornelius Price
Pressefotos og trailer / Søgaard Film
set og oplevet på Teater-V d.31.10.2024