∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det ukendte Sydfrankrig. Ny bog af Mads Christoffersen og Eva-Marie Møller.
Interessant bog, der egentlig kan opfattes som en guide, der går bag om facaden og fortæller spændende og lidet kendte historier om det franske samfund i det sydøstlige område centreret omkring Arles og Nimes.
I disse dage står der i øvrigt Frankrig i overskrifterne overalt i europæiske aviser på grund af Tour de France, den kommende sommerolympiade og ikke mindst det lynudskrevne valg som følge af præsident Macrons partikoalitions ringe tilslutning ved EU-valget for nylig.
Kærlighed til Frankrig
Mange tusinde danskere ejer i dag fast ejendom i Frankrig. For nogle skyldes det solen og varmen, for andre er det måske landets særlige karakteregenskaber, der har virket tiltrækkende. Baggrunden for bogen ”Det ukendte Sydfrankrig” er nok en blanding for Mads Christoffersen og Eva-Marie Møller: De har et hus i nærheden af Nimes i en lille by, hvor de igennem et par årtier er kommet tæt på den lokale befolkning. De holder også af klimaet og dertil skal lægges deres professioner som henholdsvis kultursociolog og journalist. Derfor tager de flere spadestik ned i landets egenart. Klogelig nok går ”Det ukendte Sydfrankrig” ikke politisk til værks, men forfatterne bruger deres erfaringer og nysgerrighed, når en lang række lokale borgere interviewes om deres personlige baggrund og engagement.
Jeg kommer til at tænke på den gamle vittighed: Enhver indianerfamilie består af en far, en mor, en bedstemor, fem børn og i hjørnet af teltet: en antropolog.
Den lokale by
I den lille by, hvor forfatterparrets hus ligger, har flere af beboerne interessante livsforløb. Nogle har slået sig ned for at slippe væk fra storbyens ræs og dyrke bl.a. lokale råvarer. Andre har boet der i en menneskealder og er efterkommerne af “Les Pieds Noirs”, oversat: Sortfødderne. Det er franskmænd, som levede i Algier indtil 1962, hvor landet blev selvstændigt. Flere af de citerede ”sortfødder” husker tilbage på deres barndom som en fredelig sameksistens med arabiske og muslimske kammerater. Men tiden omkring Algiers selvstændighed og løsrivelse fra Frankrig var også præget af uro og angst, især hos de gamle kolonister.
Et endnu mørkere kapitel beretter om tilværelsen for de såkaldte ”harkier”. Det var arabere bosiddende i Algier, men med venlige følelser over for kolonimagten. Da løsrivelsen fra Frankrig blev en realitet, nægtede den franske stat at give disse op mod en million borgere tålelige forhold i moderlandet. Det var strafbart at hjælpe dem til Frankrig, selv om mange havde været soldater og lign. for franskmændene. Alligevel var der adskillige tusinde, som lykkedes med at komme illegalt til Frankrig. Som tak for deres loyalitet fik de blot et liv i en lejr, og de mindreårige børn kunne ikke gå i almindelige skoler.
Hertugen af Uzès
Et andet ”sociologisk fænomen” bor i Uzès, som er en mindre, meget charmerende og nyrenoveret by, hvor bl.a. lørdagsmarkedet er stort og meget velbesøgt. Midt inde i byen ligger der et gammelt slot. Det ejes af ”Hertugen af Uzès”, og efter måneders forsøg lykkes det Mads Christoffersen og Eva-Marie Møller at få lov at besøge hertugen, som i øvrigt er formand for en forening af højadelige franskmænd, ANF, ”Association de la Noblesse Francaise”. Meget pædagogisk forklarer hertugen om sin særstilling. Bl.a. har han en titel, hvor byens navn indgår. Der findes kun 100 franske adelsfamilier tilbage med samme status, resten har måttet sælge ud af gods.
At han føler sig hævet over de lokale borgere, er ikke til at tage fejl af. Men hertugen har også humor, da han forklarer, at det er vigtigt for slægtens mandlige overhoveder eller sønner at gifte sig rigt og helst med enearvinger. Det er dyrt at vedligeholde et slot.
De gule veste
Som kontrast til denne overklassemand er der et afslutningskapitel om ”De gule veste”. Det fænomen, som kort tid efter Macron blev valgt til præsident bredte sig i hele Frankrig. Det var et oprør fra bunden, og Mads Christoffersen skrev allerede i 2020 den meget informative bog ”De gule veste har ordet”. Nu fire år efter bliver det til en opdatering. Ikke meget har ændret sig. Macron-regeringen har ikke sikret de lavtlønnede bedre vilkår. En fortsat stigende social ubalance i det franske samfund er en realitet. “De gule veste findes, men stemmerne er blevet mere lavmælte.
Byen Arles med fotokunst og nyt kulturcenter
Bogen ”Det ukendte Sydfrankrig” har dog også positive historier, bl.a. om hvordan nogle områder og byer via fortidens storhed og nutidens enten offentlige eller private initiativ kan blomstre.
Et interessant eksempel er byen Arles. Ganske berømt vil alle mene, men i dag alligevel anderledes end ved besøg for årtier siden. Hele den inderste bykerne fremstår funklende lys med nyrensede husfacader og naturligvis den velbevarede romerske arena, der smukt ligger adskilt fra den omkringliggende halvcirkel af byhuse. Ro og harmoni er hovedindtrykket, samtidig med at byen, i lighed med bl.a. Nimes, anvender arenaen til forskellige aktiviteter fra koncerter til tyreløb eller lign. Tæt på ligger ruinerne af et romersk teater, hvor både søjler og stensæder i en halvcirkelform er bevaret, men der er alligevel forsvundet så meget, at det vist ikke kan anvendes til moderne formål.
Men Arles har fået et moderne image takket være en tilbagevendende fotofestival: ”Les Rencontres d’Arles”. Igennem 40 år har juli måned været tiden for festivalen. Det har afstedkommet et utal af små fotogallerier i de gamle gader samt landets store nationale fotouddannelse på ENSP – ”Ecole Nationale supérieure de la Photographie” i et stort, moderne kompleks lige uden for bymidten.
Over for ENSP, på modsatte side af boulevarden, ligger byens nye vartegn: LUMA – et kulturcenter med en bemærkelsesværdig tårnbygning tegnet af den amerikanske arkitekt Frank Gehry.
Bag LUMA står en formuende kvinde, Maja Hoffmann, som er vokset op i området. Med en stor kærlighed til både kunst og kultur blev LUMA som institution allerede stiftet i 2004 i Zürich. I 2013 begyndte projektet i Arles at tage form, 8 år efter åbnede Gehrys spektakulære udstillingstårn, for her i 2024 at have nået målet: Et stort gammelt industriområde er renoveret, og Arles har fået et kulturcenter med mange kvadratmeter til udstillinger, atelierer m.m. Alt betalt af private penge. Selv om projektet kan sammenlignes med Bilbaos succes som kulturcenter, hvor startskuddet var Gehrys bygning, der rummer Guggenheim-museet, har LUMA ikke en samling af international kunst og lægger dermed op til en bredere definition af kunst-, kultur- og miljø-debatbegrebet. Spændende er det.
Teateraktiviteter
”Det Ukendte Frankrig” omtaler kort den store Teaterfestival i Avignon, som hvert år samler teateravantgarden. Også nogle gamle teaterpioner, som har boet og arbejdet i regionen i snart fem årtier får ord med på vejen. Deres arbejde giver mindelser om de vilde 1970ere, hvor grænser skulle nedbrydes og kunsten kunne bruges dertil. Roy Hart drog i 1974 fra London til Frankrig sammen med ca. 45 unge sangere og skuespillere. Snart fandt de et gammelt slot, som siden blev istandsat. Gruppen spillede og spiller fortsat teater og afholder koncerter. Selv om nye kunstnere er kommet til, er gennemsnitsalderen høj, da bogens to forfattere besøger stedet.
Cykel- og kajakture
I flere kapitler er der gode råd til de sportive. For bogens forfattere går ikke af vejen for at sejle i kano og nå Pont du Gard til vands eller klatre op ad mindre bakker og bjerge på el-cykler. Landskabet er ganske afvekslende og store områder synes at være øde og charmerende. Overalt møder parret venlighed og imødekommenhed. Men de er også nysgerrige og gode til at finde mærkværdige historier og hemmeligheder, bl.a. bjørnetrækkerne fra Pyrenæerne. Det var mænd, som havde gjort det til en levevej at rejse rundt med bjørne og optræde med de vilde dyr. Det har ikke været noget for efterkommerne at prale af. Ved en tilfældighed finder forfatterne en bog om fænomenet og får siden opsøgt slægtninge til disse bjørnetrækkere.
Bogen ”Det ukendte Frankrig” rummer mange flere historier, bl.a. om tyrejagter, gedeost, olivenolie og ikke mindst om hulemalerier fundet i de seneste årtier.
Bogen er et must for alle, der enten har hus i Frankrig, snart skal til Frankrig eller blot dagdrømmer om det mangefacetterede land, som er en guldgrube af kultur, natur og historie.
Udkommet foråret 2024
Forlaget Mondogrande.
Se også https://www.kulturkupeen.dk/smaa-rejsetips-til-romerske-monumenter-omkring-arles/