∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Det uerstattelige menneske – Louisiana.

Imponerende udstilling på Louisiana som er mere end bare en kunstudstilling. For Louisiana har næsten siden begyndelsen i 1958 været kendt for indimellem at vise udstillinger, der sprænger de gængse kunstrammer.  Således også her. Titlen indikerer heldigvis noget positivt, noget humant: Det uerstattelige menneske.

Dermed er udstillingen også en kærlighedserklæring til det menneskeskabte og en markering af, at kunstig intelligens ikke bare skal komme og overtage det hele.

 

Men udstillingen er ikke nem, for der er hverken direkte løsninger, eller mindste gnist af mulighed for at regnestykket kan gå op. Dermed er det også en meget ærlig udstilling, hvor de udvalgte kunstnere – 60 i alt, sagtens kunne have været andre. Værkerne repræsenterer blot nogle tanker, som passer ind i de overskrifter, som udstillingen med begrebet KREATIVITET som fællesnævner opererer med.

Barndom, arbejde, kunstig intelligens,  tid, krydsbestøvning,  m.fl. er overskrifterne, Kurator på udstillingen er museumsinspektør Matthias Ussing Seeberg, der i kataloget har skrevet en introducerende tekst, der prøver at forklare udstillingens mange dagsordener.  Ikke mindst begrebet krydsbestøvning, hentet fra biologien, er nyt og  brugbart for at forklare, at ideer ikke kun opstår inde i hovedet på en person, men dannes i menneskers møde med andre mennesker. Forleden læste jeg i forbindelse med den dansk/tyske kunstner Melchior Jorck et lignende forsøg, hvor den svenske botaniker og læge, Carl von Linnés klassificeringer blev  brugt. Det er vist det nye ”sort” at gå til biologien for at forklare kunsten.

Jeg var så heldig, og jeg ville unde nogle flere samme mulighed, at blive vist rundt af Matthias Ussing Seeberg. Derved blev meget næsten soleklart, bl.a. et ophængning: f en hel væg dækket af quiltede tæpper fra Alabama i Systaterne i 1930’erne. Nok stak de lidt af, men  var et interessant eksempel på tidligere tiders opfattelse af begrebet TID.

Ting tager tid – engang havde også bymennesket pauser i tiden mellem det ene gøremål efter det andet. Sådan er det ikke mere. Den ulyksalige smartphone er for de fleste tilgængelig 24 timer i døgnet, og hvert sekund uden indtryk udefra bruges til at trykke og scrolle. Mennesket er blevet slave på ny.

Et værk refererer direkte til telefonen. Smukke, sarte store raderinger, hvor den tyske billedkunstner Andre Büttner (f. 1972) har taget sine fingeraftryk på den lille mobilskærm og projiceret dem op i stort format og anvendt dem som motiv i flere raderinger.

Andrea Büttner
Phone Etching (Telefon-radering), 2015
Radering, 195 x 112 cm
Courtesy the artist and Hollybrush Gardens, London,
Foto: © Andrea Büttner / VG Bild-Kunst

Men selv om udstillingen er stor,  har museet bestræbt sig på i den meget gennemtænkte ophængning og organisering at skelne imellem de forskellige temaer, hvor nogle værker er mere tydeligt aflæselige end andre.

Barndom er et klart begreb og stiller bl.a. den frie leg, vist på en video, over for den programmerede og stramme opvækst. Et japansk værk, som næsten indleder udstillingen, er ganske uhyggeligt, hvor små børn i et klasselokale delvist er udskiftet med maskiner.

En mere ironisk lille video viser en pige, ca. 10 år gammel  i skoleuniform, sidde og tegne efter Picasso, står der i teksten. Vi ser vist ikke, hvad hun gør. Men hendes pålagte opgave over for den store,  frie billedkunstner siger meget. Lige rundt om hjørnet på næste væg vises ovenikøbet en lille picassoværk, hvor to børn sidder og tegner: ”Tegnende børn” – fra 1954. (lån).

Således er der på udstillingen flere værker, der umiddelbart appellerer til ens æstetiske sans og kunstneriske glæde. Måske 20 meter derfra kan opleves det modsatte. I et helt hvidt rum, som kun er åbent i 30 minutter ad gangen, derefter en pause på 30 minutter og igen adgang.

I rummet står et hvidt skrivebord uden stol. Under bordet sidder en stor gorilla sammenbøjet,  meget naturtro med stille bevægelser, og der er en ubehagelig gorillalugt. Kunstneren er Ryan Gander, værkets titel er  ”Skole for sprog”. 2023.  Tanken kommer hurtigt hen på den prisbelønnede svenske film ”The Square” der var et interessant  debatindlæg om, hvad moderne kunst er og kan.

Overalt er teksterne på væggene gode, inddelingen hjælpsom, udstillingen stor, for stor? Nej, ikke hvis man som Louisiana ønsker at sprænge billedkunstens snævre rammer og inddrage eksempelvis også litteratur – i små elegante bøger, der ligger på hylder rundt omkring.

Selvfølgelig kan  udstillingen også opfattes som et højskoleprojekt for viderekomne, men det er der vel heller ikke noget galt med. Vi lever i en verden, hvor det banale er ved at tage magten fra os med eller uden maskinernes hjælp. Derfor er udstillingen “Det uerstattelige menneske” en nyttig og eftertænksom udstilling, som kan opfattes på flere niveauer.

PS. Et lille, undseeligt værk af Jenny Holzer drukner næsten, men siger meget: