∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse/ Ulla Strømberg.
Det kan ikke gøres meget bedre – hvis det skal være på den gammel davs facon. Der er fem store stjerner til stjernerne derude i Dyrehaven: Lisbet Dahl, Træsko Torben og hele holdet bag den satiriske og præcise Cirkusrevy, 2015.
Revyen honorerer de fleste ønsker, lige fra konfrontationen imellem høje, slanke Helle og lille Lars fra Græsted – over smarte jyske Inger, der ikke vil kaldes støjsender – til en Ulf Pilgaard, der klogelig nok har lagt Dronning Margrethe i mølposen for nu at genopstå som en uovertruffen prinsgemal i et outfit, der siger spar to til enhver, der drømmer om at være excentrisk i weekenden.
Det gamle hold er tilbage: Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Ditte Hansen, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard. De klæ’r hinanden og kan udfylde de fleste roller og ramme danskerne på de svage punkter: campingtur ved Skodsborg, all inklusive ture til sydens sol og bedsteforældrene, der forsøger at øve sig på det moderne sprog, der kun består af sprogets værste gloser. Det er sjovt og hyggeligt.
Men uden den politiske satire, leveret af Carl-Erik Sørensen, kunne det hele være det samme. Vi forventer, at Helle Thorning karikeres præcist, og hvem kan gøre det bedre end Ditte Hansen, der blot henter vokalerne fra København, plirrer med øjnene og siger mindre end ingenting af betydning, mens det halvlange, farvede hår præcist danser om det malede ansigt. Lisbet Dahl er også allerede legendarisk som Lars Løkke, her i grå habit med en for lille skjorte, men en rap, intelligent replik. Mere af det tænker man, når Henrik Lykkegaard alt for kort spiller en utrolig vellignende Clement Kjersgaard. Så kan det næppe være bedre, når numrene synes for korte.
Lisbet Dahl og Henrik Lykkegaard samler også sympati omkring figurerne Pia og Kristian, mor og søn i Dansk Folkeparti – også i en tekst af Carl-Erik Sørensen, mindre skarp, men her hjælper Nina Schiøttzs på engang meddigtende og distancerede scenografi med grønne kolonihaver og Dannebrog og masser af filmiske indslag og smarte overgange – fra skove til abstrakte mønstre og dalende rosenblade, der får det hele til at glide ned i en rigtig overskudsrevy.
Også kostumerne rammer som vanligt plet, men intet overgås af Prins Henriks jagtdress med rød sweater, en stor rødvinsmave og elsdyr på sportsstrømperne. Igen en genial maske og en vittig, ikke ond tekst om en franskmand i Danmark, der drømmer om at blive konge, kattekonge, hvis det ikke kan være anderledes, men allerhelst Solkonge. Hvilken pointe i en sketch, som er ført helt ajour med turen til Venedig, dagen efter Dronningens fødselsdag!
Og ikke at forglemme historierne om 50 Shades, metroen, der vil tage 40 år at bygge, og nogle dansepiger på scenen, som arbejder hårdt, men bliver tyndere og tyndere. Nu må de snart fedes op igen.
Der er vist allerede solgt 100.000 billetter. Folk kan glæde sig.
