∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Det fortrolige rum – projekt Glemmebogen. Turné.
Makkerparret Ina-Miriam Rosenbaum og Kristian Halken har før gjort det med succes. Med fuld kraft har de igen kastet sig over noget ret usexet, denne gang Offentlighedsloven.
“Det fortrolige rum” handler ikke kun om, hvordan vi får indsigt i, hvad der sker centralt i samfundet.For historien er henlagt til 2068, i et samfund hvor meget er genkendeligt og også lidt orwellsk. Et overvågningssamfund, hvor meget er forbudt, bl.a. LEGO på grund af giftstoffer i plasticen. Statsministeren hedder stadig Mette F, for i 40 år har intet forandret sig. Myndighederne har talt om en fortsat virus ”Medusa”, så almindelig omgang mennesker imellem er vanskelig, ja delvis umulig. Alle lever skjult. Statsministeren har ikke vist sig offentligt i 10 år, men hendes håndgangne unge mænd, alle i fine habitter, holder hele tiden pressemøder, som ses på bagvæggen. Er der noget som er genkendeligt?
En journalist, spillet lidt for aggressivt af Anders Budde Christensen, sætter sig for at finde ud af, hvad der foregår, og hvad den grønne pille indeholder, som alle skal indtage under tvang. Selvfølgelig viser det sig, at pillen kun indeholder noget sløvende. Befolkningen er holdt for nar i mere end 40 år. Der er ingen virus, Ingen, INGEN har kunnet få indsigt i, hvad der besluttes, hvilke tiltag, der tages og hvorfor.
Den seneste offentlighedslov, vedtaget under Helle Thorning Schmidts regering i 2013, viser sig nemlig at være mindre demokratisk end den eksisterende. Det har tilsyneladende været hensigten at give offentligheden ringere vilkår til at følge med nu, end den tidligere lov fra 1985 gav mulighed for.
Det er en tung og vittig dramaturgisk vej at gå rundt om ”Medusa” etc., men langt hen ad vejen fungerer det at flette de to historier sammen med en fortæller spillet af Sofie Buch Hoyer. Hun er vist nok en ægte journalist, men agerer fint.
Det stærke ved forestillingen er, udover aktualiteten, selve interaktionen mellem bagvæggens flotte film med adskillige aktører – konen, regeringen og til allersidst en Mette F på 90 år, spillet fint af Ina-Miriam Rosenbaum selv. Her ligger den virkelige ironi og uhygge. I glimt ser vi to års Corona-tid, mange år med Margaret Thatcher etc. Der er med overlegenhed lånt fra mange hylder i nyere politisk historie. Teksten af Kristian Halken er både sjov og tindrende uhyggelig.
Forestillingen er teknisk flot gennemført og effektivt spillet af Budde Christensen. For et lærred giver jo ikke meget modspil.
Forestillingen er skabt i samarbejde med Svalegangen og kommer den forbi din by, så brug lige et par timer. Det er ikke spildt.
Det er afgjort en spil, der lægger op til samtale over en kop kaffe bagefter. Men sådan er det jo ikke lige nu, da vi lever i en coronatid. Men ligesom forgængerne ”Corydong” om Dong og ”En Retfærdig Krig” (eller ”Den retfærdige kriger”) er ”Det fortrolige Rum” en fortælling hentet ud af virkeligheden. Der var også forestillingen ”Skattesagens helte”, men den så jeg ikke.
Fremstillingen af sagerne i det samlede Projekt Glemmebogen er næppe den rene sandhed. Der er ganske meget agitprop over instruktionen. Men det gør ikke noget, samlet set har Projket Glemmebogen afgjort skærpet vort sanseapparat.
MEDVIRKENDE ANDERS BUDDE CHRISTENSEN
DEN VIRKELIGE JOURNALIST SOFIE BUCH HOYER
IDÉ OG INSTRUKTION INA-MIRIAM ROSENBAUM
TEKST KRISTIAN HALKEN
SCENOGRAFI OG VIDEODESIGN SIGNE KROGH
LYSDESIGN HENRIK SLOTH
LYDDESIGN ANTON BAST
FILMKLIPPER NILS AASHOLM
VIDEOTEKNIK JENS HANSEN
ØVRIGE MEDVIRKENDE SOFIA MEHLUM, SØREN BANG JENSEN, ANNA UR KONOY, HENRIK WEEL, KARIN BANG HEINEMEIER, KRISTIAN HALKEN, ANDREAS JEBRO, SOLBJØRG HØJFELDT OG INA-MIRIAM ROSENBAUM
CO-PRODUKTION AF OFF OFF/PRODUKTION OG TEATRET SVALEGANGEN