∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Dommedag.og skæve eksistenser..
Dommedag er nær. I hvert tilfælde hvis man skal tro vores to hovedpersoner i dokumentarfilmen Den Sidste Tid. Esther og Hans er et stærkt religiøst ældre ægtepar, der bor i et parcelhuskvarter udenfor Ribe. De har brugt over 40 år på at forberede sig på Verdens Undergang. Ikke just en morsom syssel, skulle man mene, men i.flg. dem selv, er det blevet deres mission her i livet at advare menneskeheden mod det uafvendelige. Ser man på medierne har de efter ægteparrets egen mening noget at have det. Krige, flygtninge strømme, hungersnød, katastrofer afledt af klimaforandringer, terrorisme og fundamentalism er bare nogle eksempler på, at verden er af lave. De tolker, med udgangspunkt i biblens ord, tidens tegn som et udtryk for, at verden vil gå under, Jesus skal komme igen, Gudsrigets ligeså og en ny himmel og jord vil opstå.
Foto: HOUSE OF REAL
Det er der kommet en rigtig god film ud af. En film der kærligt og nænsomt beskriver to menneskers mission vel vidende, at de fleste danskere, som parret selv udtrykker det, vil gå så vidt som at kalde dem afvigende og tosser. Men der er også dem, der lytter til deres profeti og ikke helt vil afvise, at der måske kan være noget om snakken.
Filmen fokuserer skiftevis på parrets mission, deres dagligdag og deres forestående guldbryllup. Et godt greb, der giver os et mere nuanceret indtryk af dem. De holder foredrag om jordens undergang, har oprettet et hav af hjemmesider om emnet, er på Twitter og Facebook og aktive på diverse chatfora. De har et helt værelse i deres hjem fyldt med ting, de skal have med for at overleve når ranarok bryder ud.
Deres mission har imidlertid sin pris. Venner og familie falder fra. Det religiøse fylder simpelt hen for meget. Det kniber også med deltagelsen i deres foredrag. Der er en scene i filmen, hvor de skal holde foredrag, og der kommer ikke et øje. Man sidder og får det fysisk dårligt på deres vegne, så pludselig dukker der nogle stykker op, og man drager et lettelsens suk.
Foto: HOUSE OF REAL
Det kan undre lidt, at Christoffer Dreyer, der står bag filmen, stiller så få kritiske spørgsmål til Hans og Esthers mission. Overordnet set er verden blevet et bedre sted at være. Der er på verdensplan færre fattige og færre krige end tidligere. Så der er i virkeligheden grund til at glæde sig i stedet for at grave sig ned i dommedagsprofetier.
Vi møder deres ene søn, som lover forældrene at videreføre deres arbejde, dog på lavere blus. Hans og Esther har tre børn. Hvordan har det været at vokse op i et så stærkt religiøst hjem, og hvordan forholder de to andre børn sig til forældrenes projekt? Det havde været interessant at få uddybet
Christoffer Dreyer siger om sin metode: Den handler om at stå på afstand og se på nogle mennesker, som vi måske morer os lidt over, men samtidig at underbygge deres argumenter.. så seeren i sidste ende kan ende i en slags tvivl i forhold til, hvem der egentlig har ret.
Foto: HOUSE OF REAL
Filmen tager en markant drejning da først Esther og senere Hans bliver alvorlig syg, og de må erkende. at det måske ikke kun er jordens sidste tid de står overfor.
Den sidste tid er en stærk og vedkommende film, som man ikke kan lade være med at tænke på efter, at man har forladt biografen.
Instruktør: Christoffer Dreyer
Premiere: 16. november 2016