∗∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Den første kop the er bitter som livet. Den anden kop the er sød som kærlighed. Den tredje kop the er blid som døden. Et arabisk ordsprog sagt af en tildækket ung ægyptisk prinsesse (Misha Ringgaard) til den unge danske forfatter, Thorkild Hansen(Caspar Phillipson), som befinder sig i Ægypten. Tre små sætninger vi kommer tilbage til gang på gang i den knap fem timer lange kalejdoskopiske film Den Milde Smerte.
Den 78 årige danske instruktør Carsten Brandt står bag denne særegne film om en filminstruktør, som ønsker at lave en film om den danske forfatter Thorkild Hansen. I begyndelsen af filmen ser vi en mand bryde ind i afdøde Thorkild Hansens hus på Samsø og bemægtige sig et stort filmmateriale, som han tager med sig hjem til Sverige og prøver at finde hoved eller hale på. Det viser sig, at indbrudstyven er filminstruktør og har arbejdet på filmen om Thorkild Hansen i over 20 år, så det er på høje tid han får færdiggjort projektet.
Foto: Posthus Teatret
Den milde smerte er nævnte filminstruktørs søgen ind i sin inderste kerne ved at rejse ind i Thorkild Hansens sjæl. En rejse der går fra Thorkild Hansens ulykkelige kærlighed i Danmark, til en stormende forelskelse i Paris, videre til en affære ved Comosøen for at ende hos en prinsesse i Ægypten. Filmen omhandler Thorkild Hansens unge år, hvor han rejste meget og boede i udlandet i længere perioder.
Den Milde Smerte handler også om en filminstruktør der laver en film, der er mere end 20 år undervejs. Hvordan går det med filmen? spørger hans familie og venner. Langsomt svarer han lakonisk.
Foto: Posthus Teatret
Kærlighed er det eneste der er værd at beskæftige sig med siger Thorkild Hansen i en scene. Han lever op til sit rygte med sine mange forhold til kvinder. Kernen i filmen er netop den svære kærlighed, herunder ulykkelig kærlighed. Der er altid en, der bliver forladt og sidder tilbage med smerten. Selv om han har mange kvinder i sit liv, kommer hans første kæreste den danske pige Else hele tiden tilbage i hans bevidsthed.
Thorkild Hansen siger et sted i filmen om ulykkelig kærlighed: Jeg græder over livet, som bare fortsætter som om ingenting er hændt. En følelse de fleste af os kan nikke genkendende til, når vi gennem livet bliver ramt af modgang. Thorkild Hansen bor mange forskellige steder rundt omkring i verden herunder i en misundelsesværdig og smuk taglejlighed i Paris. Man tænker hvordan tjener han egentlig til huslejen og sit udsvævende liv? Det får vi svaret på senere i filmen.
Foto: Posthus Teatret
Den Milde Smerte er på den ene side en traditionel film om kærlighed i dens mange forskellige afskygninger. Den beskæftiger sig med de tanker, mange af os gør og har gjort omkring emnet. På den anden side er filmen dybt original. Filmen er instruktørens søgen ind i sit inderste, samtidig med, at han forsøger at komme ind i en anden kunstners sind. Et ambitiøst projekt.
Filmen er optaget over en periode på 24 år fra 1992-2016 og varer knap fem timer. Den er delt op i to dele på hver to timer og tyve minutter med en pause imellem. Størstedelen af filmen er optaget i 2004 og 2005 i Danmark, Sverige, Frankrig, Italien og Ægypten. Der er nogle meget flotte optagelser fra de nævnte lande.
Min eneste anke mod denne fine og poetiske film er dens længde. Jeg er bange for, at en del, ikke mindst yngre generationer, vil fravælge filmen alene af den grund. Det er synd for Den Milde Smerte er en smuk, original og tankevækkende film, der fortjener at nå ud til så mange som muligt.
Instruktør og manuskriptforfatter: Carsten Brandt
Trailer: Posthus Teatret
Premiere 17. november 2022
Varighed: Fire timer og fyrre minutter