∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den lille Havfrue – frit efter H.C. Andersen på Det Kongelige Teater i Skuespilhuset.
Det Kongelige Teater er vist bange for ikke at være ung og letforståelig. Om det kan kaldes teater med staveplader er måske i overkanten, men lidt for meget af den klassiske ”dannelse” oversættes for tiden til mindre fortællinger her og nu. Der er ”Under Dybet” – det store Gesamtkunstwerk på Operaen, der kan ses som en simpel rejse fra fødsel til død – eller som her, H.C. Andersens eventyr: ”Den Lille Havfrue”.
H.C. Andersens poesi er skiftet ud med instruktøren Anastasia Holst Nørlunds mere jordnære dialog. I programmet går man dog ikke af vejen for at stille instruktøren et opklarende spørgsmål:
”Så du læser ikke H.C. Andersens eventyr som en heteronormativ fortælling om en kvindes længsel efter en mand?”
Og så kommer svaret fra instruktøren:
”Der er jo mange lag i H.C. Andersens eventyr, og de mest synlige holder sig inden for guldalderens stærkt heteronormative tradition. Men der er også mange forskere, der peger på en underliggende transseksuel fantasi (….) men i vores version anlægger vi snarere et queerperspektiv.”
Kom ikke at sige, at Det Kongelige Teater ikke er moderne, men derfra og til at skabe god teaterkunst er der et stykke vej, og det lykkes desværre ikke i denne omgang.
”Den Lille Havfrue” er en både yndet og kompleks historie at kaste sig over. Der er mange eksempler på, at det med vidt forskellige teaterudtryk kan lykkes at favne nogle af de poetiske lag, som H.C. Andersen har ramt: ”Langt ude i havet er vandet så blåt som den dejligste kornblomst ….”
Instruktøren Anastasia Holst Nørlund, ( bl.a. instruktøren bag den underholdende ”Jytte fra Marketing er …..”) står også for dialogen skrevet til de unge skuespillere, mens også scenografen Julian Juhlin og komponisten Markus Artved forsøger at ramme noget ungt. Men historien er jo grum. Den lille, 15 årige havfrue drømmer om en ung, jordisk mand og vil derfor ofre både havfruehale og taleevne for blot at få jordisk krop. Men hun ved også, at gifter prinsen sig ikke med hende, er hun dødsens og kan aldrig vende tilbage til det nemme liv på havets bund med søstre og bedstemoder.
Nogen hyggelig fortælling er det ikke, men Julian Juhlin har i kostumer og i anden halvdels scenografi gjort verden meget lys, nærmest hvid og måske positiv, mens havfruen styrer mod den rene undergang. Egentlig en fin kontrast, der kunne være udnyttet bedre. For der er så ofte på store scene i Skuespilhuset en mærkelig tomhed. Rummet er meget stort og det er tilsyneladende svært at “fylde” det.
Skuespilleren og danseren Stephanie Nguyen er havfruen og gør det nydeligt med hvid paryk og stilfærdige armbevægelser. Men først da prinsen vågner op efter pausen, sker der noget dramatisk. Lasse Steen, som tidligere bl.a. har spillet på Aarhus Teater, har så meget overskud, at det er en fryd. Den ellers stillestående forestilling synes at få en vitaminindsprøjtning, eller bliver hele forestillingen iltet?
Hvor første del på havets bund nærmest er uden dekorationer(!) og kun de grønblå havfruekostumer lyser op, er anden del i et stiliseret kridhvidt tivoli, først flot og overraskende, men efter en halv time meget monotont.
Med fire musikere i hvidt sømandstøj skabes en sjov baggrund, men der sker alligevel ikke en dramatisk udvikling, heller ikke rent musikalsk, ved komponisten Markus Artved.
De forskellige yngre skuespillere er alle fyldestgørende, men det store overskud må alene Lasse Steen stå for.
Forestillingen er udpræget anlagt for yngre mennesker uden for mange H.C. Andersen-referencer, men samtidigt er fortællingen om havfruens undergang jo ikke til at bære. Og egentlig er det vel lykkeligst, hvis også kunsten kan gyde lidt livsmod i den opvoksende ungdom.
Jeg har undladt at gå ind i H.C. Andersens personlige problemer projiceret over i dette eventyr, men selvfølgelig kan man i en tid, hvor alt skal pakkes ind i nymodens begreber, sagtens fortolke op og ned i metermål, som teatrets program forsøger.
Forfatter: H.C. Andersen
Iscenesættelse og dramatisering: Anastasia Holst Nørlund
Scenografi og kostumedesign: Julian Juhlin
Komponist: Markus Artved
Koreografi: Stephanie Thomasen
Lyddesign: Jonas Vest
Lysdesign: Súni Joensen
Sangtekster: Anastasia Holst Nørlund
Sangtekster: Markus Artved
Medvirkende:
Stephanie Nguyen /Solea, den lille havfrue
Lasse Steen / Prins Edvard
Rosalinde Mynster / Havheksen / lakaj
Camilla Lau / Prinsesse Helena / lakaj
Charlotte Fich / Havfruens bedstemor / overhofmesterinde
Özlem Saglanmak / Molva, den ældste storesøster / hofdame
Jela Natius Abildgaard / Limanda, den yngste storesøster / hofdame
Bolette Nørregaard Bang / Belone, den mellemste storesøster / hofdame
Markus Artved / Matros (kapelmester, piano, synthesizer, vokal) / præst
Felix Havstad Ziska / Matros (violin, cello, guitar)
Cornelia Nilsson / Matros (trommer, vokal)
Matthias Petri / Matros (kontrabas)
Som en første betragtning – En meget lang genfortælling af et kort lille eventyr.
Finurlige kostumer, feks den olieindsmurte Havheks fanget i det plastikaffald befængte net. Men muligheden for at påpege det svineri havene udsættes for, blev ikke rigtig brugt til noget – så hvorfor have en havheks i den mundering?
Havfruens “sex”scene med stenen på stranden virker nærmest voyeuristisk og unødvendig.
Prinsens, prinsessens og hoffets papirklip hvide tøj er en flot ide.
Ideen med fisketuren, og prinsens ligegyldighed over for at kaste plastikaffald retur, går tabt, synes jeg, og den efterfølgende lerdue skydning (hvis det er det, det er), forekom overflødig.
Hvorfor skal instruktører pt absolut sende skuespillerne ud blandt publikum? Og hvorfor skal man pt absolut finde på måder at interagere med publikum på – her ved hjælp af bolde. ( I Tjener for To Herrer brugtes oplæsning af brev. )
Hvad vil denne dramatisering gerne vise? En opdatering af et eventyr? Ulykkelig, forgæves kærlighed? Noget om det moderne samfunds fejl og mangler?
Hej, tak for din kommentar – jeg beklager, at jeg ikke havde gennemanalyseret forestillingen bedre, men blev ganske skuffet og syntes i sidste ende, at det var en ganske overflødig forestilling og uden en interessant, overordnet idé og med en latterlig programtekst, som skulle “hjælpe” os på vej. Derfor tak igen for dine ord og ekstra iagttagelser – og stenen – ja det er da helt til månen eller til en billig natklub. MH Ulla
Tak for anmeldelsen og kommentaren, der begge udtrykte meget af det, jeg tænkte, da jeg i går d. 22. maj så forestillingen: få gode øjeblikke (musikkerne var gode- havheksens entre), men desværre også en forestilling, der virkede unødig langstrakt og (Undskyld, må man sige det om HCA?) lidt letbenet, og som snildt kunne have fået forkortet flere scener og vundet ved det: hvorfor skulle Havfrues ansigt op på storskærmen så længe? Og hvad betød hendes kærtegn, der til sidst grænsede til overgreb af eget ansigt? Det startede effektfuldt, men tabte momentum, og hvad betød den scene i forestillingens hele? Og ikke mindst til sidst, hvor havfruen leverede en effektfulde dødsscene, der ikke fik lov at stå ren, fordi hun partout skulle synge en sang bagefter, der forklarede, hvad der netop var sket, og som iøvrigt lignede de andre sange til forveksling. SKAL en forestilling på det Kongelige vare to en halv time? Er det årsagen til den manglende stringens? Jeg ville ønske, jeg kunne se forestillingen med en 13 årigs øjne. Måske havde jeg været begejstret.
Tak Eva, fordi du reagerer – meget enig, en naiv fremstilling af et større kompleks.