∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Museumsbesøg: Den Gamle By i Aarhus.
Aarhus rummer det meste, som hjertet kan begære, og et par dages besøg kan gøre enhver københavner misundelig. Alt ligger jo i gåafstand!
I de senere år har museet Den Gamle By for mig været et must hver gang, jeg kom til Aarhus. Måske er det et alderdomstegn, men hvilken hyggelig nostalgi at gå rundt i de små gyder og kigge ind i huse og værksteder og købe en sukkerkringle hos den gamle bager, der IKKE tager hverken kreditkort eller mobile Pay.
DE LEVENDE OG DE DØDE
I højsæsonen er der fuld bemanding alle vegne, dvs. med levende folk, som næsten går i ét med husene, fordi de er klædt i historiske kostumer. Andre steder er det blot en smilende voksfigur, der tager imod. Hos skomagereren er alt tilsyneladende idel lykke. Den joviale skomager udstråler så meget tilfredshed med dagen og vejen, at man godt kan blive mistænksom, for rummet er trangt, og sengen står ved siden af arbejdsbordet. Lidt mere trist er stemningen hos den invalide skrædder. Han (også en voksfigur) sidder naturligvis i skrædderstilling oppe på et bord og har gang i nål og tråd med den deforme fod i håndsyet sko ganske synlig for museumsgæsterne. Så kan vi lære det! – synes devisen at være: goderne var ikke ligeligt fordelt den gang i fortiden.
Denne blanding af underholdning og skolemesterattitude tog jeg før i tiden skarp afstand fra. Det var simpelthen for sentimentalt. Men nu, hvor hele verden er ved at ændre sig til et stort digital interagerende full timeshow, er det befriende at komme et sted, der dyrker fortiden.
Den Gamle By har altid afspejlet høj som lav levestandard, og med erhvervelsen af den københavnske Møntergården, som åbnede omkring 2004, er det københavnske borgerskab nu også markant repræsenteret.
De gamle huse dækker primært perioden 1600-1850, mens interiørerne med værksteder, stuer, køkken og sovegemakker ofte er af nyere dato. Det charmerende er jo, at huse og miljøer ligger blandet præcis som i de byer, hvorfra de er kommet.
Dette friluftsmuseum er jo specielt ved, at alt er rykket op med rode fra det oprindelige sted og så flyttet til dette århusianske område tæt på Botanisk Have. I fortættede glimt ligner samlingen af de ganske forskellige huse stadig inbegrebet af dansk provinsby, som bare ikke findes mere. Derfor min nostalgiske jubel.
STARTEN
At fastholde fortiden for at lære om samtiden er vel indirekte den oprindelige filosofi lige siden det første tilløb i 1909 ved Landsudstillingen. ”Den gamle Borgmestergaard” ved Lille Torv i Aarhus midtby skulle nedrives og blev derfor flyttet for at kunne indgå i udstillingen. 5 år efter, i 1914, åbnede Den Gamle By – måske som verdens første frilandsmuseum med flere århusianske bygninger. Et pionerarbejde gik i gang, støttet af kommunen. Siden kom huse til fra andre provinsbyer. Pointen er, at husene er blevet flyttet fra deres oprindelige sted.Tidligere syntes jeg at netop denne forflyttelse gjorde det hele uægte og uautentisk. Men som hele verden er i transformation i dag, er Den Gamle By et fantastisk sted at kunne gå hen og mindes. En slags kirkegård i både positiv og negativ forstand. For tænk også på alle de bygherrer, der, i stedet for at vedligeholde, har foretrukket at fjerne stemningsskabende gamle bygninger til fordel for nybyggeri.Det er en anden historie, men et stort,alvorligt og evigt aktuelt problemkompleks.
MUSEUM TIL NUTIDENS KRAV
Den Gamle By har udviklet sig igennem årtierne og bevæget sig alt afhængig af de siddende direktører. Thomas Bloch Ravn har siden 1996 haft ansvaret for Den Gamle By, og det har betydet, at museet på alle fonter har rykket sig efter både lokale og internationale normer.
I forbindelse med Aarhus som europæisk kulturby åbnede i 2017 en stor permanent udstilling: ”Aarhus fortæller”, hvor byen og byens børns historie igennem 1200 år fikst og oplevelsesmættet folder sig ud i et hus i den nyere del af Den Gamle By. For i de senere år er nye kvarterer kommet til, så også det 20. århundrede er tilgodeset med alt, hvad det indebærer af grum nostalgi fra bl.a. de triste 1950-ere og 1960-ere.
Nede i kælderens mange hundrede kvadratmeter kan man blive klog på en hel masse om byen, fra navnet Aros opstod og frem til 1800-tallet, hvor byen blev Danmarks næststørste. I beskrivelsen af det 20. århundrede indgår et ægte lokomotiv, tøf-tøf, midt i udstillingen. Så kan mænd og drenge for en stund fortabe sig lidt i det tekniske.
Som alt andet i Den Gamle By er det ren danmarkshistorie, blot eksemplificeret ved Aarhus, og det er charmerende og helt uden sidestykke!
ER DET NU OGSÅ SANDT?
Når man (jeg) går på museum, sluger man jo det hele råt og sætter sin lid til, at skilte og alle de nymodens speakerstemmer, som siver ud af højtalere, taler sandt og prioriterer korrekt. Men da jeg når frem til det moderne hjørne nede i kælderen og skal høre lidt om kunst og kultur i Aarhus, er der en tilsyneladende skævvridning. Et udmærket indslag om rockmusikken i Aarhus fortæller om udvalgte stjerner, bl.a. Gnags og TV 2. Min viden er minimal på dette område, så jeg tror på Den Gamle Bys udsagn.
Men hvad angår teater, er de få minutters info for tendentiøse. For i de tidlige 1980-ere havde Aarhus faktisk næsten 50 teatre og teatergrupper – heraf måske 20 som havde professionelt islæt. Indslaget fortæller kun om Svalegangen, Gruppe 38 og til slut Granhøjs balletkompagni, der lukkede ned i 2016 på grund af manglende kommunal opbakning. God detalje med kommunal kritik i en ellers ju-huj fortælling. Men Aarhus Teater er glemt. Den store forkromede institution, der på alle fronter også har forsøgt og er lykkedes med at være flersporet. Teatret har haft en imponerende, moderne musicaltradition tillige med et fortsat kørende Sisyfos-arbejde for at fremelske dansk dramatik. Ikke et ord om det. Jeg håber derfor ikke, at resten af udstillingen om Aarhus igennem tiderne er ligeså skævvredet.
DET 20. ÅRHUNDREDE
Den Gamle By har i de senere år arbejdet på mange forskellige fronter for at tilgodese alle krav, ønsker og tillige tage forskud på fremtidens museum. Et af de største projekter er et helt nyt kvarter med lave beboelsesejendomme fra det 20. århundrede og butikker fra samme periode. Dvs. en radioforretning med tv-apparater så gammeldags og små og alligevel med tårnhøje priser. Et TV apparat kostede jo i 1960-erne nemt 2.000 kr.. Det var altså mange penge dengang. Ved siden af bor en købmand med fine varer og mange andre sjove detaljer samt gamle biler inde i de små baggårde: Alt er med til at skabe 1960-er stemning.
Dette nye boligområde kan udefra synes atmosfæreforladt. Men for nye generationer åbenbares sikkert sjove og kuriøse detaljer om levevisen i 1960-erne og 1970-erne.
Der gøres en hel del ud af at fortælle om virkelighedens personer bag de forskellige lejlighedstyper. Vi møder bl.a. den pæne frøken fra Klampenborg, som blev boende i forældrenes gamle møbler, mens garderobeskabet indeholder smagfulde frakker m.m. til at gå på arbejde og i byen i. Frøkenen var skoleinspektør, og faren en stor socialdemokrat. Ved siden af, i den lidt triste opgang, er en hel lægekonsultation rekonstrueret.
Har man aldrig levet med teaktræ og orange puder eller set triste torturinstrumenter i en lægekonsultation, kan det være sjovt at besøge disse lokaler fra anden halvdel af det 20. århundrede. Andre kan fryde sig over at leve i nye tider med en anden, mere raffineret æstetik. Men for de nye generationer er det ren anskuelsesundervisning.
DRONNINGENS ROBER – særudstilling
Sommerens særudstilling er noget helt andet. For her vises Dronning Margrethes garderobe til hverdag og fest. De seneste år har adskillige museer verden over oplevet en enorm interesse for kendte menneskers tøjstil. Hvorfor kan jeg ikke helt greje, men måske er det en pendant til primært mænds interesse for dyre, smarte biler. De er nytteløse og uopnåelige og netop derfor attraktive. Sådan er det nok også med Dronningens kjoler, der er smukt udstillet i nabohuset til Møntmestergården – og i selve Møntmestergården. Det sidste er problematisk, og husets udsmykning konkurrerer med kjolerne om opmærksomheden. Det er to verdener, der støder sammen, og det strider lidt mod hele museets grundfilosofi om autenticitet, synes jeg.
Der er ikke megen tekst ved kjolerne, men tilstrækkeligt. De fleste tekster angiver navnet på designeren eller skrædderen, og så er anledningen og evt. årstallet også oplyst. Men heldigvis har Dronning Margrethe et fornuftigt forholdt til sit tøj. Så der kan være flere referencer. Selv husker jeg primært en heldig sag tegnet af Erik Mortensen i 1989, hvor han var chefdesigner i huset Balmain. Sort og hvidt – striber og ensfarvet – draperet og rent. Flot! Og Dronningen så strålende ud.
ET ALTFAVNENDE MUSEUM
Skal et museum favne så bredt? Måske. Den Gamle By har også opnået gode resultater med hukommelsesprojekter, hvor demente personer møder elementer fra deres egen (glemte) fortid. Også projekter med børn med diagnoser, hvor de deltagende har fået gode oplevelser ved at blive klædt ud og indleve sig i andre tidsperioder. Ligeså har museet skabt glæde blandt udviklingshæmmede, der har fået lov at fungere i en dagligdag, som den kunne være i fortiden, ved at sælge frugt fra en vogn.
PLADS TIL FORBEDRING, trods alt
Den Gamle By kan meget, og museet har været eminent i de senere år til at udvide og fundamentere det, som allerede fandtes.
Men selvfølgelig er der områder, der kunne være bedre: Den royale forbindelse har mindre med museet at gøre end så mange andre emner.
Engang talte mange om Helsingør Theater, som i 1961 flyttede fra havnebyen på Sjælland til Aarhus. I dag synes teaterbygningen at mangle den museale omsorg, som dette helt specielle teater fra omkring 1820 fortjener.Det er synd.
Men sammenlignet med hvad museet har opnået, er det bagateller.
Mest kan man dog begræde de frygtelige skyskrabere, som er lagt næsten klods op ad museet. Vulgært og ubetænksomt af både kommune og byggematadorer. Hvornår lærer også business verdenen at have respekt for fortiden og erkende, at der er værdier som bør bevares, og som ikke kan gøres op i penge?
Åbent hele året. Skiftende tider.
Afsæt min. 3 timer – så er der også tid til kaffe eller frokost.