∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Den evige ild – nu i en turnéversion produceret af Bellevue Teatret.
Klar og velspillet dansk musicalversion af Ken Folletts succesroman: Den evige Ild.
Det er sjældent, at en turnéversion vinder over den originale, stationære. Men for mig er ”Den evige Ild” blevet tydeligere, mere fremkommelig i både dramaturgi og billedfortælling. Selvfølgelig er det stadig en pompøs og ambitiøs musical med dansk ophav: de tre gutter bag “Atlantis”: Høg, Aagaard og Svanekier, som også har også musicaliseret Folletts roman “Jordens Søjler”.
I denne omgang klares musikken via bånd og to sympatiske strygere på scenen sammen med kun 7 skuespillere. Og der skal løbes hurtigt for at nå alle rollerne, så måske er det godt, at skuespillerne ikke skal traske lange ture rundt på enorme stilladser, men blot løbe op og ned ad nogle mobile trappestiger. Illusionen holder takket være smukke fotostater i baggrunden, det hele oprindeligt designet af scenografen Benjamin La Cour.
De korte afstande, de færre skuespillere, har alt i alt gjort det nemmere at fatte, hvor historien drejer hen: England på landet eller i byen og Frankrig: Calais og Paris Også kærlighedshistorierne falder nu i hak.
Mads M. Nielsen som instruktør har virkelig fået kabalen til at gå op. Vi er stadig i slutningens af 1500-tallet, hvor kampen står imellem katolikkerne og protestanterne, i England og i Frankrig for ikke at nævne Skotland.
Kærligheden blomstrer nogle sociale lag under Dronning Elisabeth d.1. og hendes rival Maria Stuart. De to dronninger, som er berømte fra historien og udødeliggjort af Schiller i dramaet ”Maria Stuart”. De er kusiner og kæmper imod hinanden. Men den virkelige hovedperson er en ung mand, en protestant.
En ny, ung skuespiller Markus Borg er med kort varsel hoppet ind og gør det flot og overbevisende – også på det musikalske område. Efter et par ugers prøveforløb er det som om, han aldrig har været andet end budbringer for den engelske dronning. Flere andre roller har fået nye kræfter og alt fungerer. Selv om de kvindelige skuespillere er unge, klarer de det, men det mærkes, at Thomas Ambt Kofod er veteran fra store musicals på Det Ny Teater. Han står dejligt fast på scenen, har glimt i øjet som både kardinal og den fæle skurk, der uden skrupler bare vil opad, fremad, koste hvad det må af lig på vejen.
Follett har sat polerne op over for hinanden. Det er en finurlig pointe, at Elsabeth ved sin tiltrædelse lover at skåne og aldrig at myrde, hun som barn af massemorderen Henrik d. 8. Men hun ender selv med at beordre Marys hoved om ikke på et fad, så dog trillende.
Men som jeg sad der i salen på Bellevue Teatret lørdag d.27.2. og iagttog en tåbelig krig imellem England og Frankrig tilbage i 1500-tallet var det egentlig ganske ubehageligt. For virkeligheden i 2022 synes ligeså afstumpet med en russisk hær, der går mod vest. Derfor kan man godt blive i tvivl, om det er betimeligt at gå i teatret og se Mary Stuart blive halshugget. For da hovedet rullede, mens lysdesignet var på sit højeste, klappede publikum – rent instinktivt.
Forhåbentlig bliver verden snart fredelig igen – og så kan denne udmærkede og også ret menneskelige version af den gamle religionskrig drage på en velfortjent turné med en ung kraftfuld skuespiller i front: Markus Borg.
Nedenfor følger den oprindelige anmeldelse fra 2019.
| Romanforlæg / | Ken Follett |
| Medvirkende/ | Markus Borg, Pernille Petersson, Tomas Ambt Kofod, Marie Louise Hansen, Søren Bech-Madsen, Josefine Tvermoes, Linda Olofsson, Olof Ander & Martin Lissola |
| Instruktion/ | Mads M. Nielsen |
| Dramatisering & Musik/ | Lasse Aagaard |
| Dramatisering & Tekst / | Thomas Høg & Sune Svanekier |
| Musikalsk arrangement/ | Niels Bye Nielsen |
| Oprindelig scenografi/ | Benjamin la Cour |
| Kostumedesign/ | Astrid Lynge Ottosen & Karin Ørum |
| Lysdesign/ | Mikael Sylvest |
| Forlag/ | Nordiska ApS |