Kommenteret af Ulla Strømberg.
Den anden arabiske kvinde – spillet på Blaagaard Teater.
One woman show på sort scene i selskab med nogle højtalere.
Endnu et eksperiment. En debut med et forsøg på at forklare nogle væsentlige sammenhænge og sammenstød imellem moderne danskere, der engang blev betegnet som dem og os. Det er al ære værd, men spørgsmålet er, om det er teater. Det er et definitionsspørgsmål. Men en etikette som feministisk stand up ville måske være mere dækkende og dermed signalere ærligt til publikum, at her er grænserne imellem fiktion og virkelighed flydende og gamle kvalitative kunstkriterier burde efterlades ude på Nørrebrogade.
For Hanin Georgis har både skrevet teksten og spiller selv alene på scenen i næsten halvanden time. Først er hun meget nøgen og stillestående, siden skifter stemningen til mellemtempo og halvt påklædt for til sidst at veksle imellem højttravende repetition af verdenshistoriske opfindelser og opdagelser gjort i den arabiske verden og en visualisering af en unødvendig og umotiveret vild sexsult, mens der skrues op for de kraftige discorytmer.
Med et mildt ord er det en gang teatergullasch. Er der en dramaturg tilstede, har man lyst til at spørge eller måske en coach?
Da det hele, baggrund, udstødelse, anderledeshed, feminitet og sex har fået lige meget betydning, forsvinder det oprindelige budskab om at ligne en arabisk kvinde, men faktisk både spise svinekød og tale det danske sprog. Dette budskab diffunderer op i teatermørket for at give plads til en gang i dobbeltforstand opskruet vildskab.
Med skuespilleren Özlem Saglanmak som instruktør, og ifølge programmet en række konsulenter inden for alle dele af teaterhåndværket, synes Hanin Georgis at være blevet vildledt. Og det er synd.
For jeg er sikker på, at hendes personlige og oprindelige historie er både god og dramatisk nok uden garnering af hverken nøgenhed i 1:1, som var hun på en terapeutisk og gammeldags teaterhøjskole, eller den ekstreme detaljering af en moderne feministisk kvindes hang til at vise seksuel lyst.
Det kan vi ikke bruge til så meget og har i øvrigt fået det serveret til overflod på andre teaterscener i de seneste år – for både Republique, Revolver og Husets Teater gør det ud i teatralske, feministiske analyser.
Hanin Georgis’ forsøg på at retfærdiggøre og synliggøre den moderne, mørkhårede danske kvinde med rødder i den arabiske verden er al ære værd. Men bør ikke, af angst for ikke at underholde, iblandes så meget sexsnak og nøgenhed.
Medvirkende
Hanin Georgis
Skabt af
Idé & manuskript: Hanin Georgis
Instruktion: Özlem Saglanmak
Scenografi & kostume: Mai Katsume
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesign: Nanna-Karina Schleimann
Koreografisk konsulent: Ida Frost
Videodesign: Mai Katsume & Mathilde Hyttel
Manuskriptkonsulent: Anna Skov
Instruktørassistent: Hildur Ýr Jónsdottir
Forestillingsleder: Merethe Bahn Trolle
Instruktørkonsulent: Sargun Oshana
Fotograf: Zuhal Kocan
Trailer: Thomas Hyttel
Note: Det nuværende Blaagaard Teater hed tidligere Teater Grob, og før det husede adressen det nu legendariske Kaleidoskop. Endnu tidligere var der spillestedet Københavneren og før da biograf etc. Kort sagt: en lang og meget beundringsværdig forhistorie, som den nye teaterdirektør Sargun Oshana er ved at at glemme i sit arbejde med Blaagaard Teater, der i øvrigt fortsat er et “lille storbyteater”, støttet af Københavns kommune med statstilskud etc.
www.blaagaardteater.dk