Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Betty Nansen Teatret fortsætter i det alvorlige spor med Dekalog, som er en interessant transformation af den polske filminstruktørs Krzysztof Kieślowskis berømte tv- film om de ti bud. Nu er historierne blevet til teater i to akter med 6 kapitler.
På mærkværdig vis er de ti bud blevet til noget menneskeligt og ligetil og ikke spor højttravende, men alligevel også med en vis afstand. Det sørger teatermanden Jacob F. Schokking for med lidt Verfremdung i selve spillestilen, scenografien og rytmen. Intet er virkeligt, undtagen skuespillerne af kød og blod.
Vi møder nogle menneskelige skæbner. Begavede mennesker, lidt forknytte, lidt klemte, er det mon østblokkens åg i 1980erne, som lurer? Men takket være de gode skuespillere står personerne så rent. Bodil Jørgensen kan på et splitsekund skabe en figur, der med alle ben i fortiden og nutiden bærer på de trængsler, som mennesker nu kommer ud for, uanset om det er en flink rengøringsdame, en bedraget hustru eller en flink værtinde. Bodil Jørgensen kan få det mest ægte frem i enhver replik og i pauserne imellem.
Også de andre har samme talentmæssige spændvidde: Søren Sætter-Lassen og Flemming Enevold, mens næste generation og næste igen af skuespillere klarer det flot. Helt rent står igen Elliott Crosset Hoves nærvær på scenen. Han kan spille alle unge tragiske skæbner så overbevisende, at det gør ondt. Her er drengen, der får nye skøjter og løber på isen, som faderen har beregnet til at være sikker – og den akavede unge mand, der belurer den varmblodige kvinde overfor – fint spillet af Marie Louise Wille. Og taxichaufføren, der er på det forkerte sted…
Der er nok at glæde sig over på det mere teoretiske plan, mens drejescenen kører, og indimellem kommer de smukkeste billeder frem på de abstrakte vægge, som bevidst gør det lidt umuligt for skuespillerne at bevæge sig rundt.
Der er tænkt over det hele fra Gert Skød Sørensens musik og lyde til Stine Gudmundsen-Holmgreens kostumer, der er så smukt afstemte, at det er en fryd. Hun har fundet den fineste balance mellem at være tro mod den triste 1980erne i en polsk boligblok og så give figurerne det rygstød som et velfungerende, harmonisk kostume også magter. Det er sjældent at kostumedesigneren får ros – ikke mindst når det hele er genbrug. Men hvilket genbrug i rosabrune nuancer.
Til gengæld er historierne jo næsten ubærlige. Drengen dør, taxichaufføren stranguleres, morderen halshugges, konen bedrages, manden bedrages, skøgen er ulykkelig, etc.
Det er som om budskabet lyder: Vi gør det så godt, vi nu kan, mens vi vandrer rundt hernede. Nogle er heldigere end andre og bader sig i solskin og bor på læsiden, mens andre, de fleste, må kæmpe sig igennem på trods af politisk uvejr og barske vilkår. Men det er lige fedt. Bibelen er vel med hele vejen, men tynger egentlig ikke. Kun ved den alvorstunge grundstemning.
Foto: Thomas Petri.
Det gode ved Krzysztof Kieślowskis personer er, at de ikke beklager sig. Det mærkelige er, at de heller ikke rigtig tager stilling. For tiden var jo barsk dengang i Østeuropa. Jacob Schokking har taget stilling og fyldt personer med eftertænksomhed, der også forplanter sig til publikum.
Absolut seværdigt. Og endnu engang et beundringsværdigt højt kunstnerisk niveau på Betty Nansen Teatret.
( Ps. Har besluttet mig for ikke at give stjerner til teaterforestillinger, som tager udgangspunkt i Bibelen. Og Bibelen er faktisk på mode for tiden – jvf. bl.a. Huset Teater (Skabelsen) og og Teatret (Abrahams Børn).
AF Krzysztof Kieślowskis og Krzysztof Piesiewicz i Koen Tachelets sceneversion
INSTRUKTØR OG SCENOGRAF Jacob F. Schokking
KOSTUMEDESIGN Stine Gudmundsen-Holmgreen
KOMPONIST Gert Sørensen
OVERSÆTTER OG DRAMATURG Karen-Maria Bille
MEDVIRKENDE Bodil Jørgensen, Søren Sætter-Lassen, Flemming Enevold, Marie Louise Wille, Thomas Levin, Molly Blixt Egelind, Elliott Crosset Hove & Jakob Åkerlind.
www.bettynansen.dk