∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Endnu en god aften på Operaen – nu med Puccinis Il Trittico.
Lørdag aften forlod alle blandt publikum Operaen med smil om læben, for” Gianni Schicchi” sluttede aftenen. Man kan ikke andet end glæde sig over, at der i verdensarven findes en lille håndfuld muntre operaer med happy ending. Men udenfor ventede is, hagl og sidevind. Mon både arkitekter og bygherre holdt ferie, dengang operaen blev placeret på Holmen og de for fodgængere livsfarlige adgangsveje blev planlagt?
Indenfor havde man både tænkt sig om og skabt en smuk sammenhængende aften ud af Puccinis tre væsensforskellige énaktere, der går under fællestitlen “Il Trittico” – som et triptykon – tre billeder, tre operaer, uden sammenhæng, men dog sammenhørende.
Puccini var på sit højeste, da han turde skrive noget så ualmindeligt som tre små sammenhørende operaer. Verden havde allerede med kyshånd taget imod ”Manon Lescaut”, ”La Boheme”, ”Tosca” og ”Madame Butterfly”. Verdenspremieren på ”Il Trittico” fandt sted i New York, 1918.
Alle pressefotos: Miklos Szabo.
Det Kongelige Teaters version er en repremiere fra 2013, hvor ”Il Trittico” blev årets musikforestilling, og det er forståeligt nok.
Instruktøren Damiano Michieletto har nemlig skabt et visuelt fællesskab af ”Kappen”, ”Søster Angelica” og ”Gianni Schicchi” – ( bemærk der synes på italiensk, men der anvendes danske titler på de enkelte operaer). Samtidig lader instruktøren også de vidt forskellige historier kædes sammen, så det hele handler om bedrag, menneskelig smålighed og tilgivelse.
Alle pressefotos: Miklos Szabo.
I den dybt tragiske ”Kappen” er Michele, baryton-stemme, ulykkelig over tabet af sin unge søn på to år. Forholdet til den yngre kone er derfor dårligt. Da hun tager sig en elsker blandt hans arbejdere, bliver han jaloux – og myrder manden. Den unge hustru Georgette, aftens største glæde og overraskelse, sunget af Elisabeth Lliewellyn, fortsætter som nonne i den sjældent opførte ”Søster Angelica”. Hun er havnet i et ubehageligt kloster, hvor alle behandles dårligt af priorinden. Men hun accepterer alt, da hun må sone den skam at have født et uægte barn. Efter 7 år – uden kontakt med barnet eller familien, kommer den onde tante på besøg. Angelica opfatter det som om, drengen er død, hvorfor hun begår selvmord, selv om det strider mod religionen.
Alle pressefotos: Miklos Szabo.
Hendes arier, som slet ikke er kendte, forløses på bedste vis af gæsten Elisabeth Lliewellyn, der er fløjet ind fra London og først debuterede i 2010, i en alder af 36 år. I øvrigt sang hun også Bess i Det Kongelige Teaters uinteressante opsætning af ”Porgy and Bess”. Men i ”Søster Angelica” folder hun sig ud med de fineste nuancer og stort volumen, så den oversete opera bliver interessant. Flot.
Alle pressefotos: Miklos Szabo.
Puccini har fornuftigt nok skabt den tredje énakter som et muntert billede på menneskenes griskhed. En hobefuld slægtninge er samlet om den døde Buoso Donatis seng. Da han har testamenteret alt til et kloster, bliver den snu Schicchi deres redningsmand, selv om de ikke anser ham for andet end en billig tilflytter til Firenze. Han bliver klædt ud som den afdøde, en notar hentes, og så går det løs. Schicchi snyder alle ved at testamente det bedste til sig selv: et muldyr, en mølle og den store villa. Men han har en pointe. For det, han på ulovlig vis har tilranet sig, kan glæde datteren, der så gerne vil giftes og have børn, men mangler medgift. Ringen er sluttet. Penge og barnefødsler. Både faderen og publikum har på det tidspunkt fået serveret den så berømte sang, hvor datteren kæmper for sin kærlighed.
Alle pressefotos: Miklos Szabo.
Bedrag og fortielser gennemsyrer alle tre operaer. Det går aldrig af mode, og derfor kan scenografen Paolo Fantin lægge handlingen op i nutiden, i et containerland, der kan forvandles til kloster og superekviperet velhaverhjem og genopstå som et nøgent containerlandskab. Derved bliver dekorationen en munter reverens for Operaens giver, Mærsk, der ejer verdens største containerflåde. Tillige en smart tænkt historiefortælling, hvor æskerne (containerne) åbnes og lukkes igen.
Iscenesættelsen fungerer så godt, at mange af sangerne, ikke mindst i “Gianni Schicchi”, synes at nyde udfoldelsesmulighederne . Det er glædeligt, men på repremieren var Marco Di Felice indisponeret. Ærgerligt, når han både synger Michele og Schicchi. Men det gik an. Dog må man glæde sig til, at hans stemme er i orden og til Johan Reuter, som synger partierne i januar. Ellers var det Gert Henning Jensen som ung elsker i både første og tredje opera, der lyste og den altid interessante Susanne Resmark, som både den onde tante og den værste af slægtningene. Dejlig operaaften. Kan anbefales.
..
Og så det sædvanlige suk over operaprogrammet. Hvor i den vestlige verden kan må besøge en nationalopera, der ikke skriver ET ORD om komponisten eller sangerne med de store partier? Det er 5. gang i denne sæson, at jeg her i Kupeen må undre mig over redaktionen. Det koster ikke så meget at skrive ti ekstra linjer, og der kunne sagtens undlades et par forestillingsfotos, der er alt for blå og misfarvede i forhold til den velbelyste forestilling.