∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
De glemte børn – vellykket repremiere på børneballet på Det Kongelige Teater.
At overvære børneballet på Kongens Nytorv gør en klog på mange ting, bl.a. om, hvad der fænger de små sjæle.
Børnene imellem 5 og 11 år opførte sig eksemplarisk. De lo, når musene viste sig og faldt måske lidt døsige hen, når der var almindelig skøndans deroppe på scenen. Men de halvstore unge småsnakkede, mens flere voksne under forestillingen knipsede løs med deres mobilkameraer. Ak ja.
”De glemte børn” er en fin og helstøbt børneballet med vel 50 dansere på scenen – alle hentet fra balletskolen. Hvilket projekt og udført så professionelt og ambitiøst!
”De Glemte Børn” er fra 2017. Gregory Dean har koreograferet, Kim Fupz Aakeson har skrevet librettoen, som det også hedder på balletsprog, i hvert fald, når der er fortæller med, og den unge komponist Matias Vestergård har på raffineret vis gjort Schubert lettilgængelig ved at komponere hen over de gamle noder. I øvrigt har Gregory Dean siden vist endnu mere koreografisk talent med de store balletter: ”Askepot” – og senest ”Blixen”.
”De glemte børn” er smuk at skue i lyse, børnevenlige farver – en pæn del af tiden. Men mørke og uhygge skal et eventyr også rumme, så der er mindst en ond person, som troner i en verden, der giver mindelser om Jean Voigts gamle ”Yvonne” i et forvredet jugendinteriør.
Handlingen i ”De glemte børn” er sprunget ud af balletskolens egen hverdag. På teatret er der ingen phantomer, men til gengæld mus, som huserer. Og de ser alt og ved alt. Så er der almindelige elever på balletskolen, som glade og fornøjede danser under lærerens vejledning. Men en pige kommer efter dansetimen til at kigge ind i det store spejl og opdager her en lille, forknyt pige. Så går hendes jagt igennem spejlet, og vi møder nu ”de glemte børn”- som i 100 år måske har levet i det skjulte under et regime styret af en ”Frøken Mester”. Denne onde dame har benet i skinne, vist som symbol på hendes manglende hjerte og medfølelse. Hele balletklassen kommer siden igennem spejlet og forenes med de glemte børn som har fået frastjålet deres hjerter.
Men alt ender godt i denne fantasiverden, hvor musene er de søde, kattene de farlige, og damen med benskinne repræsenterer ondskaben, som må besejres.
Den gamle fortællermus, som kan tale og kæder handlingen sammen, er nu også lidt uhyggelig, men det hører sig nok til. For denne fortælling lægger sig pænt op ad klassiske eventyr og lignende, om det så er ”Alice i Eventyrland” eller ”Nøddeknækkeren”.
Virkelighedens balletbørn er utrolige. De har check på det meste og danser med stor glæde. Historien og moralen er til at fatte. Man skal have hjertet med, ellers går det ikke. Og man må ikke frarøve andre deres hjerte. Men hvad så med kærligheden? Spørger jeg. Det må blive til en ungdomsballet næste år!
Gregory Dean har styr på trinene. Han ved, hvad han kan kræve af de små dansere, musikken er behagelig og så velfungerende, at man slet ikke lægger mærke til den, mens historien ved Aakeson sørger for føde til både bløde og hårde børnesjæle.
Det eneste spørgsmål er, hvem balletten henvender sig til? – Hvor går aldersgrænsen? Et er i hvert fald sikkert. Der var idel glæde på tilskuerpladserne i det halvtomme rum, hvor der vel ikke engang må sidder 400 mennesker, når hele scenen e r fuld af dansende mus, katte og ballerinaer in spe.
Velfungerende og dannet efterårsunderholdning – hvis der altså er billetter at få.
Koreografi: Gregory Dean
Libretto: Kim Fupz Aakeson
Musik: Matias Vestergård, efter Franz Schubert
Scenografi: Gregory Dean, Frederik Andreas Nielsen og Mikkel Bruhn
Kostumer: Gregory Dean og Rikke Korfix
Medvirkende
Det Kongelige Teaters Balletskole