∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
De fulde. Det Kongelige Teater.
Fascinerende scenografi til problematisk, lommefilosofisk russisk stykke.
Man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, siger mundheldet. Det må være baggrunden for det nyere, russiske skuespil ”De fulde” af Ivan Vyrypajev. Bag forestillingen står makkerparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller – spillet på Det Kongelige Teaters Mellemgulvet.
Man bliver lidt irriteret over, at så meget talent og kunstnerisk nerve forspildes. 14 skuespillere står på scenen i Bente Lykke Møllers kassescenografi med gyngende gulv og de mest indviklede skriblerier på vægge og gulv. Stregerne giver mindelser om automattegninger, der var in hos visse billedkunstnere årtier tilbage eller det som fremkommer, når intellektet slår fra og hånden og blyant tager over.
De 14 spillere er ulasteligt klædte i en farveskala fra sort over beige til lyserødt og hvidt – i en interessant oligarkistisk stil. Scenografien er fra Bente Lykke Møllers hånd endnu engang suveræn og tilføjer så mange signaler, fortolkninger og pointer, at det næsten kan gøre det ud for hele oplevelsen.
Stykket derimod ligger langt væk fra en dansk tankegang og hører i den grad hjemme i et nuværende eller tidligere forbudsland, om det så er Sverige eller Rusland. For pointen eller udgangspunktet er: Der er ting og sager, vi ikke tør tale om, eksempelvis kærlighed, Gud og død. Eller Gud, død og kærlighed. Fundamentale spørgsmål på tværs af nationalitet, landegrænser, alder, socialklasse, men i en dansk sammenhæng ganske uinteressante. For i Danmark er ikke meget forbudt. Højst nedladende ord om hunde, kvinder og nye landsmænd.
Udgangspunktet har nok været anderledes, da Staffan Valdemar Holm som teaterdirektør i Düsseldorf bestilte stykket til sit teater og satte det op i 2014.
Men tiden løber hurtigt, og værre er det, at denne lille, filosofiske idé: lad de fulde tale om det forbudte, spredes ud på 14 personer i flere timer. De fleste ved nok af erfaring, at fulde mennesker ikke udtrykker sig særligt nuanceret eller opfører sig på en acceptabel måde. Så de to, seminaturalistiske spilletimer kunne rent sprogligt og indholdsmæssigt være kogt ned til i hvert fald det halve eller endnu mindre.
Noget af det værste man kan føle i en teatersal er, at det er synd for skuespillerne. For hvilke gode kræfter: 14 skuespillere på scenen! Og så tænker jeg på alle de gange, hvor Det Kongelige Teater har skåret ned på antallet af medvirkende i de store klassikere.
Kirsten Olesen har fået et Sanne Salomonsen-look og spiller en ubestemmelig prostitueret, Karen Lise Mynster har ganske få replikker i rollen som den medfølende rigmandskone med markante grimasser, og sådan kan man blive ved. Laus Høybye laver obskøne bevægelser i halvtimevis. Helt unødvendigt. Heldigvis beholder alle 14 tøjet på.
Slagsmålene og den evige rullen rundt på gulvet er imponerende, men kan ikke kompensere for tekstens irritationsmomenter.
Åh! En fiks, filosofisk tanke, fostret i en anden kultur end den danske, er her blevet til unødvendigt teater skabt af nogle af vore bedste kræfter inden for dansk teater. Jeg ville så gerne forstå, men kan ikke.
Dramatiker: Ivan Vyrypajev
Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm
Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller
Lysdesign: Clement Irbil
Oversættelse: Trine Søndergaard
Medvirkende:
Marta: Fanny Louise Bernth
Mark: Carsten Bjørnlund
Laura: Maria Rossing
Magda: Marie Dalsgaard
Laurence: Andreas Jebro
Gustav: Thomas W. Gabrielsson
Lora: Karen-Lise Mynster
Karl: Joen Højerslev
Linda: Stine Schrøder Jensen
Rudolf: Rasmus Fruergaard
Max: Simon Bennebjerg
Mattias: Alvin Olid Bursøe
Gabriel: Laus Høybye
Rosa: Kirsten Olesen
Stemmer: Kasper Leisner, Christine Exner, Morten Kirkskov og Maria Rich
www.kglteater.dk