Anbefalet af Ulla Strømberg.
De døde lykkeligt til deres dages ende af performancegruppen Nordenfra. På turné.
Det er mit første møde med gruppen performancegruppen Nordenfra. Deres nye forestilling, ”De døde lykkeligt til deres dages ende”, er ganske speciel og balancerer midt imellem flere teatergenrer. Derfor ingen stjerner og også lidt forvirring hos anmelderen.
Forestillingen „De døde lykkeligt til deres dages ende‟ giver erindring om en tid tilbage i slutningen af 1970erne i Aarhus, hvor der var vild aktivitet omkring Aarhus Teaterakademi, og den ene teatergruppe efter den anden så dagens lys. Samtidigt var ikke mindst Odin Teatret i Holstebro det store forbillede. Der var også folk med udlængsel som tog til Paris på mimeskoler og lign.
I et årti var Aarhus brændpunktet, og Dramaturgi på Aarhus Universitet var et sted, hvor teateraktiviteterne kunne analyseres. Dyre ord fulgte forestillingerne, der blev puttet i kategorier, hvor bl.a. Antonin Artaud med „Grusomhedens teater‟ kunne fremhæves.
Det var dengang. Tiden i dag er anderledes. Aarhus er en by, der ikke mindst spekulerer i højhuse og markante kunstinstallationer, mens det nære og det medmenneskelige synes forladt af byens magthavere – og dermed også af beboerne.
Med det in mente må man hilse Nordenfra endnu mere velkommen, for de tager lidt af den gamle 1980er-stemning med sig.
Forestillingen begynder med et lille optog, hvor alle har masker på. Så står fire modne kvinder på scenen sammen med en velspillende kvartet med harmonika, klarinet, violin og bas. Ikke mindst orkestrets spil giver danseassociationer.
Baggrunden for forestillingen skal ses i en nær ven og kollegas død. Hvad gør man, når man er i sorg? Hvad gjorde en teatergruppe? For teatermennesker må sorgen og tabet naturligvis materialisere sig i en teaterforestilling.
Det er blevet til en forestilling på gruppens egne præmisser – dvs. med både sang, musik, optog – og som ekstra kolorit: masser af tekst for at banke forestillingens grundidé ind i hovedet på publikum.
Med dramatikeren og instruktøren Jens Kløft som fødselshjælper er det blevet til en varm og medmenneskelig fortælling om de tre tilbageblevne kolleger, som beslutter sig for at dø sammen. De vil iføre sig fine kjoler og tage gift, men mister modet i det afgørende øjeblik.
Så vil de leve livet nogle måneder og tager derfor til Paris. De gør det, og vi ser det, som de kommer rullende med deres små kabinekufferter, det nye symbol på en moderne turist.
Siden beslutter de sig for en helt anden dødsmåde. Møns Klint skal være stedet, hvorfra de vil springe. Også det gør de! Lidt makabert! Meget makabert!
Efter døden ( i selskabskjoler) søger de hinanden i det hinsides og forenes til sidst.
Alt andet lige er det en ordentlig mundfuld udspillet på et gulv med det velklingende orkester på siden. Musikken hjælper gevaldigt, for aktørerne synes mest vant til gøglerier, og derfor bliver teksterne den store udfordring. Men forestillingen hales i land – ikke mindst takket være orkestret, der kan skifte i genrerne og indimellem har en næsten klezmer-lyd.
Visuelt stikker forestillingen i flere retninger. Der er flere optog, som leder tanken hen på en spansk /mexicansk(?) dødekultur og herunder spændende masker, mens de almindelig kostumer måske burde være bedre afstemte.
Det er en sympatisk forestilling og skal nok skabe følelser hos disponerede publikummer. Men det er måske også at gabe over for meget, hvis man som teatergruppe er vant til gøglerier og gadeoptog.
IDE OG KUNSTNERISK LEDELSE Elisabeth Groot
INSTRUKTØR Jens Kløft
MANUSKRIPT Jens Kløft og holdet
KOMPONISTER Henrik Bredholt, Stefan Groot, Miriam Kielberg, Benny E Andersen og Saint-Saens
KOREOGRAFI NordenFras’ performere
MASKER Jens Kløft og Nyoman Setiawan
SCENOGRAFI Helle Pørksen
LYS Henrik Bredholt
KOSTUMER Elisabeth Groot
PERFORMERE Juliejane Nissen, Marie Louise Schmidt Maegaard, Helle Pørksen, Elisabeth Groot
MUSIKERE Henrik Bredholt, Mirian Kielberg, Ann-Mai-Britt Fjord, Stefan Groot