∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Dans2go– på Det Kongelige Teater.
Blandet balletprogram til Dans2go på Gamle Scene.
En blandet landhandel inden for ballettens kongelige verden er vist bedste karakteristik af seneste Dans2go program. Det er helt fint, for der er bevidst lagt op til en uprætentiøs aften, men på den anden side har der vel været nok af tid for balletmesteren til at tænke og også nok af talent at øse af for at skabe harmoni og væsentlighed i et program. Men der er en indirekte overskrift: Samhørighed – på alle ledder og kanter.
Fire forskellige balletter, hvor ”Allerede Nat” med koreografi af den nyligt prismodtagende Sebastian Kloborg er aftenens første og vigtigste ballet. Det er et ambitiøst værk, der bygger på et lille digt af Herman Bang sat over for den for mig ukendte amerikanske komponist Moondog. Han er i øvrigt et spændende bekendtskab og kunne nok bære en hel historie. Hans rigtige navn var Louis Thomas Hardin (1916–1999), men han tog på et tidspunkt navnet Moondog. Han blev blind som 16 årige og levede de første mange år i USA, men endte med at bo i Münster i Tyskland, hvor han fortsatte med at komponere midt imellem jazz og rytmisk musik. Hans musik er her charmerende arrangeret af Fini Høstrup ved klaveret og tre musikere på scenen.
”Allerede Nat” har en nuanceret scenografi af Mari i Dali – med nedsænkede guirlandepaneler – men lidt mærkelige, natklubagtige kostumer til korpset, når det skal agere underverdenens væsener eller hunde(?). Jeg er lidt i vildrede. Og det er måske denne ballets største fejl, at Kloborg vil for meget. Der fortælles en ældre mands livshistorie med en hustru igennem hele livet – danset af Poul Erik Hesselkilde og Esther Lee Wilkinson, som også får lov at synge (?). Deres første møde er smukt, hun i pæn nederdel og bluse og korpset supplerer i samme tækkelige kostumer, der dog på et tidspunkt, hvor kærligheden bliver størst, tages af og så står de der i tækkeligt undertøj. Trinene er gode – varierede, men ikke sensationelle. Musikken smyger sig fint ind i historien, mens det levende orkester desværre er lidt for meget i baggrunden. Men så er der denne underverden af sorte væsener, hvem er de? Først er der i hvert fald en hund, men siden hen? Er de problemer, udfordringer eller blot forhindringer på livets vej? Der er brug for lidt ekstra forklaring.
Heldigvis ender det hele med kaffekop i sofaen. Sødt og smukt i denne komplicerede tid.
Som dans nr. to havde det været fint at vise Neumeiers beatles-ballet om alderdom: 1963 Yesterday. Men nej, i stedet får vi en fin og smuk pas de deux, danset nysseligt af Ida Praetorius og Thomas Rischel. Smukt og klassisk til Beethovens toner og igen med to musikere på scenen. Så er vi alvorlige for en stund.
Tredje dans er en ”very american” pas de deux, koreograferet af Peter Martins og formodentlig skabt til NYCB, New York City Ballet, hvor han ikke længere er chef. På indlagte, let improviserede filmstumper fortæller Tobias Praetorius, som sikkert skal danse partiet en anden aften, at balletten blev skabt til Nikolaj Hübbe, da han var ny i New York. Men fordi musikken er ren russisk (Stravinsky, Prokofiev m.fl.) og kostumerne er som kopieret fra 1920ernes ballettradition, bliver det lidt for ”fint” . Men igen upåklageligt danset af Holly Dorger og Jonathan Chmelensky. Teknisk flot, men til hvilken nytte?
Afslutningen er tilsyneladende bevidst helt anderledes.
En værk hentet hos den israelskfødte koreograf og kompagnileder Hohesh Shechter, der i øvrigt også har skabt en infernalsk lydside til denne drengedans. Her hjalp den lille intro godt, hvor to af korpsdanserne fortalte, at det var sjovt med denne powerdans som var lidt macho.
Musikken er infernalsk med en rytmeboks i bunden, så jeg måtte holde mig for ørerne. 7 yngre mænd i skatertøj kæmper med og mod hinanden. Det er ikke nyt, men set og oplevet mange gange før på balletscenerne. Jeg kan via det lille a4 oversigt over aftenen se, at der har været tre assistenter på indstuderingen. Det havde måske været sjovere for alle, hvis koreografen selv havde været i København og måske var kommet med et mere interessant værk. Publikum klappede ret vildt!
For 265 kr for billet plus det ekstra var det vel en ok aften. Men flere spørgsmål melder sig om Den Kongelige Ballets fremtid. Huset står der – hele gamle scene er overladt til Balletten. Danserne er der, koncentrerede og i fin form, men koreograferne, hvor er de? Sebastian Kloborg var med til denne aften at holde fanen højt for balletafdelingen, hvis store satsninger i denne sæson indtil videre primært er ”Sylfiden”, og genopsætning af ”Askepot”, ”Nøddeknækkeren” og Blixen.
Allerede nat
Koreografi: Sebastian Kloborg
Musik: Moondog
Scenografi og kostumer: Marie í Dali
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Persistent Persuasion
Koreografi: John Neumeier
Musik: Beethoven
Zakouski
Koreografi: Peter Martins
Musik: Sergej Rakhmaninov, Igor Stravinsky, Sergej Prokofjev og Pjotr Tjajkovskij
Scenografi og kostumer: Barbara Matera
Lysdesign: Mark Stanley
Uprising
Koreografi: Hofesh Shechter
Musik: Hofesh Shechter
Kostumer: Hofesh Shechter
Lysdesign: Lee Curran
www.kglteater.dk