Menu Luk

Dan Turèll & Halfdan E Live på Hippodromen og på turné.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg

Charmerende og lidt nostalgisk møde med Dan Turèlls tanker  i forestillingen  “Dan Turèll & Halfdan E Live”.

Det er hverken koncert eller teater, heller ikke teaterkoncert for dertil har musikerne glemt at skifte kostume. Men forestillingen med tre musikere og skuespilleren Mads Wille i hvid habit i midten, har sin egen charme. Med Halvdan E’s helt specielle jazzede lyd, som er isprængt alverdens moderne, mekaniske rytmebokse, er stemningen slået an fra første sekund. Musikken passer eminent til den staccato-stemning, gamle Dan Turèll som regel talte og læste op i.

Dan Turèll og Halfdan E samt Søren Siegumfeldt og Lars Terkelsen. Tegning af Claus Seidel.

Musikeren og komponisten Haldan E’s samarbejde med den virkelige digter fandt sted i begyndelsen af 1990erne, og så var det slut. Allerede i 1993 døde digteren i en alder af 47 år.  Men Dan Turèlls  enorme produktion af bøger, digte og små romaner, står som et smukt monument, og han er aldrig blevet glemt.

Med Mads Willes bevidst ikke-kopierede Onkel Danny fungerer forestillingen fint uden at blive sentimental og balancerer imellem genkendelighed og ny opdagelse.

Der er forskellige tekster med musikledsagelse og indimellem rene musikstykker. Mange af teksterne er kendte, og flere står skarpt, bl.a. drømmen om at være taxichauffør eller at sidde i et tog og se ud og ind i de små haver. Et andet sted siger Dan Turèll ganske ærligt: Hvad gør jeg? ”Jeg snakker”. Og det er mere end sandt, for Turèll var nærmest en mekanisk snakkemaskine, som ramte ned i eller ved siden af tidsånden. Måske havde han været endnu mere moderne i dag med de sortlakerede negle og det velklædte look.  Det var i stil med amerikanske forbilleder, men nyt i Danmark dengang i 1980erne og begyndelsen af 1990erne, Han var forud og af og til – til tiden!.

Den lille forestilling med et velfungerende billedshow på tre primitive skærme i baggrunden fungerer fint, og Halfdan E’s musik er simpelthen charmerende, og de andre musikere er bare fremragende i deres blanding af improvisation og fastlagt mønster. Baggrundsbillederne giver gode stemninger fra det elskede Vesterbro – og når følelserne går grassat,  dukker diverse billedkunstnere frem. Flot.

Mads Wille i Dan Turèll og Halfdan E. 2023. Tegning af Claus Seidel.

Ved københavnerpremieren på Hippodromen var det dog som om, den altid spændende skuespiller Mads Wille holdt lidt igen. Der skulle være distance til digteren.

Samtidig udtrykte Mads Wille en velkommen varme og venlighed, som virkelighedens Onkel Danny nok havde lidt besvær med at finde frem. Der kunne ofte være noget aggressivt over den offentlige digter.

Denne forestilling, som den næste måned kan opleves på Hippodromen og ellers rundt i landet, kan varmt anbefales.Forestillingen er en lille oase, et pusterum, en pause og helt blottet for politisk stillingtagen. Det er måske både ondt og godt.

 

Gæstespil fra Jangmark Agentur.

Manuskript: Dan Turèll

Instruktion: Halfdan E, Mads Wille

Komponist: Halfdan E

Musikere: Søren Siegumfeldt, Lars Terkelsen

Medvirkende: Mads Wille

 

www.folketeatret.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *