∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Damphjerte – på Aveny-T.
Det emmer af godt teater og super talenter på Aveny-T. ”Damphjerte” er teater for unge, med unge og af unge – på bedste vis.
”Damphjerte” er på alle måder overrumplende godt ungdomsteater på et højt kunstnerisk niveau. Og alle de medvirkende er unge, delvist uprøvede kræfter – fra forfatteren, den 23 årige digter og multimediekommunikatør Sofie Diemer til de tre skuespillere, hvoraf pigerne er på sidste år på Statens Skuespillerskole (sikkert med nyt navn for 10. ende gang). Instruktøren Amanda Linnea Ginman er uddannet instruktør fra teaterskolen i Malmø.
En sparsommelig kulturminister kunne sagtens med ”Damphjerte” in mente halvere længden af de kunstneriske uddannelser, så gode er de unge folk: naturlige, vedkommende, i takt med tiden og med et velartikuleret sprog. Men det er en anden diskussion. Pointen er, at Aveny-T efter halvandet års løbende succes med ”Skam I” og ”Skam II” har gjort det igen: skabt teater i øjenhøjde med en ofte overset publikumsgruppe. For de unge 20-årige er ofte glemt i teatersammenhænge, men sandelig ikke i resten af forbrugersamfundet.
Scenen er fascinerende: en uredt seng med forskellige små symbolske elementer fra et soveværelse spredt rundt på et glasklart gulv med publikum på tre sider. Anderledes ser det ud, men er dog stærkt inspireret af billedkunstneren Tracey Emin, der i 1998 skabte installationen ”My Bed” – med en uredt seng, der i dag findes på Tate Modern, London. Inspirationen ødelægger dog ikke noget, så der er ros til scenograferne Sofia Stål/Jon Stephensen. Sengen fungerer.
”Damphjerte” går baglæns i tid i den digitale mobilverden: Den unge pige vågner, ser sig forvirret omkring – og kryber hen til en maxi-colaflaske. Laura Skjoldborg har alle nuancer med. Flot og ukunstlet spillet hun hele vejen igennem. Her er et talent. Dagen kan begynde, og hun skriver på sin profil på mobilen, at hun har været lidt fraværende. Stilfærdigt ruller historien tilbage og afdækker et ungpigeliv, som mest handler om forvirring og kærlighed. Det er ikke fordi hun mangler venner, mænd eller fyre i sit liv. Der er tre styk, men kun den gifte interesserer hende. Ak ja. De andre er også, set fra publikumssæderne, klamme. #MeToo kom vist på høje tid.
Det ret geniale med ”Damphjerte” er, at hovedpersonen har et levende spejlbillede, så de faktisk er to unge kvinder på scenen, i ens tøj, ens hår, den ene kan kommentere, mens den anden agerer. Det giver spænding og er et fikst dramaturgisk greb med en kommentator og her løst i et smukt, glidende tempo. Også samspillet mellem de to unge kvinder er beundringsværdigt: Laura Skjoldborg og Anna Bruus Christensen. Den utaknemmelige rolle som de kedelige mænd spilles stilfærdigt af Morten Vang Simonsen.
Nok er alle de sociale platforme, instagram, beskeder og hvad det nu hedder, drivkraften i ”Damphjerte”, men det lykkes for den 23-årige forfatter Sofie Diemer at sætte interessante detaljer ind og fragmentarisk skildre et pige- og kvindeliv. Fin tekst med et godt flow, blot synd at teksten krydres med lidt for meget pornografisk pynt. Overflødigt. Teater skal ikke være så virkelighedsnært, at vi bliver flove på tilskuerrækkerne. Det er prøvet. Teater kan nemlig afdække følelser, men med for megen realisme og naturtro efterligning, får forestillingen sværere ved at stå som et vægtigt bud på ungt kvindeliv anno 2019 – og tipper i stedet over og bliver provokerende som teater: ”Se-mig–agtigt”. Det svækker budskabet.
I øvrigt er der nok af feminisme i forestillingen – og så alligevel ikke. Det er 140 år siden, at den unge Nora smækkede med døren til sit dukkehjem, ægteskab og børn. Er dagens Nora blot reduceret til en forvirret kvinde uden børn med uredt seng og nogle udnyttende mænd udenom? Se det er også vigtigt at tage med.
Og det rykker ikke ved, at ”Damphjerte” er øjeblikkets bedste bud på vedkommende ungdomsteater – af sted til Aveny-T på Frederiksberg Runddel!
- Det allerbedste ved ungdomsteater er i øvrigt, at det understreger, hvor godt det er at blive gammel, overflødig og usynlig. Tænk på alle de problemer, man ikke længere har og nu kan glædes ved et stille liv med computer, tv etc. Livet lærer én, at det hele skal komme indefra. Omverdenen kan ikke leve ens liv.
I ”Damphjerte” er omverdenen endnu nødvendig – og det jo godt nok, en tid lang.
Damphjerte på Aveny-T.
Af: Sofie Diemer
Medvirkende: Anna Bruus Christensen, Laura Skjoldborg & Morten Vang Simonsen
Instruktion: Amanda Linnea Ginman
Scenografi: Sofia Stål & Jon Stephensen
Kostumer og rekvisitter: Sofia Stål
Lyddesign: Rasmus Juncker
Lys- og videodesiDamphjerte på Aveny-T.
Foto: Zuhal Kocan
www.aveny-t.dk