∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Damekrop – on tour, gæstespil af Åben Dans på Teater V.
Teater skal eksperimentere, teater skal engang imellem beskrive det ufortalte, og først som sidst kan teater overskride almindelige moralske normer.
Alt det og mere til lykkes med forestillingen ”Damekrop – on tour”, der fortæller om de usynlige kvinder, som mænd ikke ser – dvs. kvinder over 45 år. Men de ses og opleves af deres medsøstre, med hvem de kan dele tanker og kvaler.
Instruktøren Kamilla Wargo Brekling er kendt for sine monologforestillinger, som mixer skuespillernes egne erfaringer med generelle betragtninger, uanset om det er mandeliv, kvindeliv, underliv, sex eller alderdom.
Også i ”Damekrop” er teksten brudt ned til et minimum, mens kroppene får megen plads hos koreografen Thomas Eisenhardt, og en fin lydside understøtter fortællingen.
Det vigtigste budskab er vel, at kvindekroppen ændrer sig efter den såkaldte overgangsalder. Overraskende kan forestillingen fortælle, at blandt pattedyr er det kun hos mennesket og fire hvalarter, at hunkønnet oplever en overgangsalder. Så ved vi det.
Et af de mest uhyggelige øjeblikke er måske en form for “delledans” – hvor de kvindelige former, her med en speciel belysning, får lov i fri udfoldelse at følge musikken.
Men ellers er scenen fuld af transportkasser – lidt overvældende og måske kunne performerne snildt klare sig med mindre staffage.
En lang, munter sekvens med fri leg beskriver hedeturene. De kommer som lys fra en klar himmel og giver ubehagelige svedeture, hvor vandet driver ned ad huden, Det illustreres ganske vittigt. En af kvinderne kryber helt ind i et køleskab, en anden får et par publikummer til at hjælpe sig med at vifte kold luft på kroppen. En tredje forsøger at drukne sig i en gulvspand. Mulighederne er legio.
Sidst, men ikke mindst kommer konfrontationen med blod på et hvidt underlag, hvor de fire modne, kvindelige performere med fødderne kan fremmane mærkelige billeder. Hvad er det? Kropsaftryk eller …
Forestillingen er vel feministisk og kan nok bekræfte nogle kvindelige tilskuere i, at de er specielle, også når hedeturene sætter ind og gør dagliglivet uudholdeligt for de fleste.
Teater skal ikke give løsninger, men på den anden side må teater godt udstråle glæde – sådan er det ikke med “Damekrop”, og sidste replik: ”Så er der ikke mere” – er måske sigende for den mærkelig ydmyghed som dele, og jeg mener dele, af kvindekønnet også står for.
Forleden før premieren på ”Edward II” om den engelske konge, der var forelsket i en ung franskmand, væddede jeg med min nabo om, at de mandlige skuespillere som vanligt ville smide tøjet. Men nej, jeg tabte, for de beholdt under hele forestillingen nogle kropsnære trikoter på. Her til ”Damekrop” var det det anderledes. Tøjet røg af en af kvinderne, hvorpå kroppen tog sig en svingom. Kønnenes kamp om opmærksomhed på teaterscenen er ikke slut.
KONCEPT & ISCENESÆTTELSE Thomas Eisenhardt og Kamilla Wargo Brekling
KOREOGRAF Thomas Eisenhardt
INSTRUKTØR & DRAMATIKER Kamilla Wargo Brekling
PERFORMERE Helene Kvint, Tomomi Yamauchi, Camilla Stage og Elke Laleman
TEKNIK Elke Laleman
KOMPONIST & MUSIKER Fredrik Lundin. TROMMESLAGER Bjørn Heebøl KOR Trinelise Væring, Lise Kroner, Tine Refsgaard og Maria Kynne.
SCENOGRFAFI & KOSTUMER Kasper Hansen fra KASPERSOPHIE
LYSDESIGN & TEKNIK Brian Cordhomme
SKRÆDDER Tytti Sofia Hongisto
TRAILER Laura Käehne og Adam Klixbüll Eisenhardt
PRODUCERET Aaben Dans
FOTO Ditte Valente & Per Morten Abrahamsen