∗ ∗ ∗ ∗
(men 6 stjerner til Benjamin Kitters Cyrano)
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Cyrano de Bergerac – på Odense Teater.
Med Benjamin Kitter har Odense Teater den rette og indlysende Cyrano. Benjamin Kitter har som skuespiller blandingen af stemme, modulation, underspil og dobbeltspil. Sådan var Cyrano, om det så er Rostands figur skabt i 1897 eller virkelighedens charletan fra 1600 tallet, lidt ældre end Moliere og Ludvig d.14. – eller Crimps nyfortolkning fra 2022.
“Cyrano de Bergerac” er et senromantisk skuespil på vers i klassisk fransk stil og forbandet svært at spille. Som det også var tilfældet senest i 2019 på Det Kongelige Teater med Olaf Johannessen som Cyrano, kan et teaterensemble hurtigt komme til kort over for en veltalende og perfekt timet fortolkning af titelperson. Også i Odense kunne man have glædet sig over historien i blot monologform!
Odense Teater spiller ikke originalen fra 1897, men en kun to år gammel britisk version af Martin Crimp. Han har drænet teksten for mange af de svære alexandrinere og i stedet pumpet historien op på med moderne poetry slam og lidt rap tilsat vulgariteter med mange seksuelle undertoner. Det er godt nok en hjælp for de unge skuespillere, men kun på den halve vej. For en for kraftig båndet underlægningsmusik ved Hannah Schneider splitter den moderniserede tekst i Niels Brunses velfungerende oversættelse. Meget af den ellers sjove oplevelse forsvinder, fordi tekstens raffinerede nye ordspil diffunderer bort.
“Cyrano de Bergerac” fra 1897 af Edmond Rostand handler om ord. Om ordet som magisk våben: Cyrano med en alt for stor næse er forelsket i sin unge kusine, men hun falder for den uinteressante Christian. Alle de smukke ord, som Cyrano har behov for at besmykke den udkårne med, lader han som om den unge Christian siger og skriver.
Den unge mand dør, og historien springer 15 år frem. Roxane sørger stadig. I den oprindelige version er hun gået i kloster, hos Chrimp sidder hun på sin stamkaffebar. Mens Cyrano er døden nær, opsøger han Roxane og betror hende sin store hemmelighed. Hos Crimp afslører han sig selv, hos Rostand gætter hun sig til det.
Det er i korthed handlingen i stykket, skrevet hen over en ubetydelig person fra 1600-tallets Frankrig. Det var en mand, der både var soldat og skribent og havde et hav af kvinder etc. siger legenden.
Rostands skuespil er blevet en nyklassiker og også transformeret til velfungerende film med både Depardieu og Steven Martin.
Alligevel har oversætter og dramatiker Martin Crimp gendigtet historien i en moderne version med samme titel. En flok mennesker af begge køn elsker ord, som kan bøjes og vendes på alle ledder i tidens ånd.
Hvor forestillingen i den nye version vist er blevet spillet i cowboybukser og t-shirts har Nicolei Faber som instruktør valgt en spændende æstetisk balancegang. Der spændes imellem nutidens sorte læderæstetik (ikoniseret af bl.a. nu afdøde modemand Carl Lagerfeld, som kopieres på scenen med en karakteristisk lang sort læderfrakke og smalle sorte solbriller) og 1600-tallets æstetik med både cross dressing og culotter samt masser af hvide flæser. Det hele kun i sort og hvidt. Alt upåklageligt skabt og gennemført af scenografen Mie Riis. FLOT.
Derimod er der måske lidt for mange lån fra kolleger i selve dekorationen med tavler og kridtskriblerier (bl.a. i Steffen Aarfings scenografi til Niels Bohr-stykket “København” på Det Kongelige Teater). Og endnu engang et Damiem Hirst kranium i maxistørrelse, her i hvidt, men allerede i en rød version i scenografien til den diskutable forestilling “Under Dybet” også på Det Kongelige Teater, i sidste sæson.
Kraniet legitimeres delvist af dramatikeren Crimps Hamlet-henvisning, som intellektuelle englændere vil synes er sjov, for Shakespeare, der skrev “Hamlet” omkring 1599-1601 var helt ukendt uden for England. Først i slutningen af 1700 tallet begyndte litterater i Frankrig og Tyskland at diskutere den vilde engelske dramatiker. For danskere er det vel bare lidt ekstra fyldestof og ikke en sjov anakronisme.
Men Crimps version er nok nemmere at spille og lægger sig op ad vor tids nye tendenser, hvor kønnene flyder og cross dressing er ved at blive mainstream.
Men samtidigt må det ikke fratage de mange unge skuespillere fra at finde det rette toneleje. Ikke mindst de kvindelige skuespillere havde en ganske hård affeminiseret tone og meget ensartet! Lidt mærkeligt, for Odense Teaters ensemble har i de senere år været kendetegnet ved en fin sprogbeherskelse, og lidt blødhed må der vel gerne være tilbage?
Letheden i sproget var svær at hitte i Odense, bortset fra Benjamin Kitters eminente beherskelse og fortolkning af Cyrano. Også Claus Riis Østergaard i den ubehagelige rolle som Cyranos chef og Roxanes tilbeder havde kraften og tonen. Hos dem gik ord og tale op i en højere enhed.
Forestillingen med mange unge medvirkende er blevet et flot ”skue-spil”, men den tragiske kærlighedshistorie med filosofiske undertekster kommer slet ikke til sin ret. Og det er ikke Cyrano / Benjamin Kitters skyld.
Cyrano de Bergerac
Medvirkende:
Benjamin Kitter, Cecilie Gerberg, Mathias Bøgelund, Natalí Vallespir Sand, Ludvig Brostrup, Claus Riis Østergaard, Ayshan Qvortrup, Alexander Clement, Louise Davidsen, Haesam Jakir, Rosemarie Mosbæk, Anders Skov Madsen, Niels Skovgaard Andersen, Andreas Dissing Hyttel
Producent: Odense TeaterSe mere
Komponist: Hannah Schneider
Dramatiker, forfatter: Edmond Rostand, Martin Crimp
Oversætter: Niels Brunse
Instruktør: Nicolei Faber
Scenograf: Mie Riis
Kostumedesigner: Mie Riis
Koreograf: Esther Lee Wilkinson
Lyddesigner: Kim Malmose
Lysdesigner: Simon Homgreen
www.odenseteater.dk