∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
COPENHAGEN SUMMER DANCE på Ofelia Plads i København.
Skuffende sommerdans på Ofeliaplads i København. Havde passet bedre i forbindelse med en studiekreds for udvalgte danseentusiaster.
Ofelia Plads ved Skuespilhuset i Københavns Havn er imponerende med en høj publikumstribune og en dansescene lige ud til vandspejlet. Det er et fascinerende sted, men nok Københavns koldeste og mest forblæste område. Bagtæppet er virkelighedens ganske transformerede Københavns Havn med Holmen mod øst og diverse boliger og pakhuse med Amalienborg i baggrunden mod vest.
Publikum er også denne aften forventningsfulde, og man kan mærke, at alle gerne opleve udendørsteater, der er støttet af staten og en lang række fonde samt af frivillige fra Røde Kors. Et kæmpe apparat er sat i gang for kun få dage: d. 7. – 10. juli.
Dansk Danseteater begyndte sommertraditionen i Politigården for snart et par årtier siden. Det var mystisk, næsten mytisk at få lov at sidde i den ikoniske gård en sommeraften. Man følte sig privilegeret og i familie med de forbrydere fra flere danske krimifilm, som jo også havde betrådt fliserne. Men så blev der holdt flyttedag, og politigården blev forladt. Ligeså kom der en ny leder i toppen af Dansk Danseteater, svenske Pontus Lidberg. Det har betydet, at det er så som så med det danske, ja på nær én danser er det danske islæt fuldstændigt forsvundet, og ”Sommerdans” er da også blevet til Summer Dance.
Det kunne være lige fedt, hvis programmet bare var godt. Men årets tilbud er endnu mindre fremkommeligt end tidligere. Ærgerligt nok. Der lægges ud med en helt igennem svær og uigennemtrængelig ballet skabt over et T.S. Eliot-digt: ”The Hollow Men”. Den norske koreograf Ina Christel Johannessen har kreeret balletten til Dansk Danseteaters dygtige dansere, men jeg havde ondt af dem. For de har fortjent bedre og mere indlysende udfordringer. En høstak, som blev til flere, med smukt og landligt klædte dansere, var den vigtigste information, mens lyden (?) lød som om, højtalerne havde mavebesvær. Var det en fejl eller blot irriterende lyde?
En af de kvindelige dansere sagde Eliots ord på amerikansk. Digtet blev slet ikke formidlet, og betydningen kom ikke frem. Men havde digtet været aftrykt eller var blevet læst op overbevisende, var Eliots komplicerede og dommedagsagtige stemning måske trængt igennem. Nu var balletten blot lang, ufremkommelig, og det var bare slet ikke det rette åbningsnummer med ret uinteressante og skæve attituder, selv om nogle af formationerne var smukke.
Nu var der nærmest gået den annoncerede time, og mange måtte vel, som jeg, flytte parkometertiden. Så kom en langstrakt spøg, nu otte dansere i gæstespillet fra lederen Pontus Lidbergs hjemland: Skånes Danseteater. ”Et kys” kom til at tage vel 20-25 minutter. Sjovt, hvis det var et minut, men her er først to kvinder kyssende, så en mand og kvinde, osv. Billedhuggeren Rodin har ikke levet forgæves, men var bare tydeligere og mere appellerende med sin skulptur. Kostumerne var hverdagstøj. Publikum var lidt mere muntre nu.
Tredje programpunkt var Pontus Lidbergs egen koreografi skabt til Miami City Ballet, og sandelig om de ikke var hentet helt herover. Kostumerne var glade, små silkekjoler og bluser i Matisse-farver, musikken frisk, mens dansen gik. Et fint sommerstrejf. Pigerne var med tåspidssko, mændene skulle springe, men imponerende var dansernes præstationer slet ikke. Ganske skuffende. Musikken af Philip Glass, en violin koncert, var et oplivende moment – ikke mindst set i sammenhæng med de andre danses lydside. Denne lille ballet med sin glade friskhed reddede en ellers tung og uinteressant aften. Men hvorfor fik Dansk Danseteaters korps ikke lov selv at danse deres egen leders trin?
Jeg har skrevet det før. Har svært ved at forstå, hvorfor Dansk Danseteater med et tocifret millionbeløb i statsstøtte ikke er mere dansk, innovativt og opmærksom på hvad, der rører sig ude i verden. Herunder også hvordan der kan skabes væsentlig modern dance i Danmark for et dansk publikum? Hvad sker der i øvrigt med alle de danskere, som bliver uddannet inden for området? Jeg spørger og har gjort det før.
Der synes at være en fundamental mangel på koreografer for tiden. Hvis problemet blev anerkendt, kunne danserne jo begynde at indstudere gamle klassikere? Det må kunne lade sig gøre rettighedsmæssigt. For det er præcis, hvad man gør inden for det dramatiske teater. Tjekhov eller Shakespeare kan altid bruges!
Denne aften med sommerdans var kort sagt ikke den ”dåseåbner” for nye publikummer, som ellers er det mantra, som regering og kulturministerium for øjeblikket arbejder efter inden for kulturpolitikken. Både nye som gammelkendte publikummer vil gerne om ikke more sig, så blive underholdt på en eftertænksom og smuk måde.
Til årets sommerdanse var der ikke noget trykt program, men der kunne scannes en tekst!
7.-10. JULI 2022 · OFELIA PLADS, KØBENHAVN
Moderne dans i verdensklasse på spidsen af Ofelia Plads
KOMPAGNIER Dansere fra Miami City Ballet, Dansk Danseteater, Skånes Dansteater
VÆRKER Don’t Kiss, The Hollow Men og et nyt værk.
KOREOGRAFER Fabio Liberti (Don’t Kiss), Ina Christel Johannessen (The Hollow Men), Pontus Lidberg ( nyt værk).
MUSIK Philip Glass, Per-Henrik Mäenpää, Tommy Jansen
STØTTET AF Augustinus Fonden, Beckett-Fonden, Politiken-Fonden, Knud Højgaards Fond, William Demant Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Miami Chamber Music Society
Nb. Hver dag er der nogle gratis billetter til folk, der står i kø, men der kan også købes billetter.