∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
C´MON C´MON er en ode til relationerne mellem voksne og børn. Sagt af filmens instruktør Mike Mills. Og ganske rigtigt. Filmen har bestemt træk som peger derhenad.
Radiojournalisten Johnny(Joaquin Phoenix) er i gang med en programserie om unge og deres tanker, håb og frygt for fremtiden. Han rejser rundt i USA og interviewer unge om deres arbejdsmæssige drømme, efter at de har afsluttet skolen eller en videregående uddannelse.
Snart må han imidlertid opgive sit forehavende, da hans søster Viv´s (Gaby Hoffmann) mand bliver syg, og skal behandles på et hospital på den anden side af Staterne. Hun spørger Johnny, om han vil flytte ind hos hende og passe hans 11 årige nevø Jesse(Woody Norman), mens hun rejser med sin mand til det hospital, hvor han skal indlægges. Nødtvunget siger Johnny ja, vel vidende at færdiggørelsen af hans programserie må udskydes. Johnny har ud over de nævnte interviews med de unge, ikke erfaring med børn. Det viser sig, at Jesse ikke just hører ikke til de nemmeste af slagsen. Han er en usædvanlig kvik og skarpsindig men meget opmærksomhedskrævende dreng.
Foto: SCANBOX ENTERTAINMENT
C´MON C´MON er en dialogbåren film, hvor der grundlæggende ikke sker ret meget. Johnny har ikke selv børn og er derfor ikke vant til at omgås dem. Jesse klager til sin mor over, at hun bare har efterladt ham med hans dybt kedsommelige onkel. Johnny klager til sin søster over, at det er træls at bo sammen med en 10 årig adfærdsvanskelig dreng. Hun giver ham ret
Som jeg sad der i biografens mørke havde jeg i begyndelsen af filmen lidt svært at finde ud af, hvad jeg egentlig syntes om denne film, der viser udviklingen af forholdet mellem en utilpasset bipolar dreng og hans midaldrende onkel, der aldrig har beskæftiget sig med børn. Men langsomt groede filmen på mig.
Tidsmæssigt foregår filmen i dag. Den er i sort/hvid. Flotte billeder, der giver filmen et dokumentarisk præg. Jeg synes imidlertid, at netop denne film, der foregår i dag og handler om forholdet mellem en dreng og hans onkel havde gjort sig bedre i farver. Det sort /hvide udtryk virker i min optik lidt kunstigt. Når det er sagt er C´MON C´MON en underfundig og velspillet film.
Bag filmen står den 56 årige filmmager, grafisk designer og kunstner Mike Mills. Hans mest kendte film er Alletiders kvinder(2016) og Beginners(2011).
Instruktør: Mike Mills
Forsidefoto og trailer: SCANBOX ENTERTAINMENT
Premiere: 21. april 2022