∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Den lille alfelignende pige Cirkeline med prikket kjole og sort strithår har ikon status i dansk børnekultur. Cirkeline kommer til verden i 1957. Tegneren Hanne Hastrup sidder til en forelæsning og keder sig bravt. Hun tegner nogle kruseduller på et stykke papir. Pludselig ser hun for sig en lille bitte alfepige, som sover i en tændstikæske og altid går på bare fødder. Det bliver starten på eventyret om Cirkeline. Siden er der kommet et utal af bøger, tv-programmer og film om den snusfornuftige Cirkeline. Sidste skud på stammen er filmen Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn.
Filmen starter med klip fra tidligere film og tv-serier om Cirkeline. Derefter befinder vi os i Cirkelines families køkken, hvor der står en pakke kakao med et billede af en lille sort pige med prinsessekrone. Hun ligner Cirkeline bare i en sort udgave. Snart hopper hun ned af pakken og præsenterer sig som prinsesse Coco. Hun har prinsessenykker og kommanderer med alt og alle. Coco siger, at hun kommer fra Afrika, hvor chokoladetræerne gror. Dem vil Cirkeline og hendes venner musene Ingolf og Frederik gerne se. Snart flyver de alle inklusiv et lille næsehorn, som leder efter sin mor, afsted til Afrika.
Overordnet er Cirkeline Coco og det vilde næsehorn er sød lille film for de helt små. Den handler om venskab, fantasi og solidaritet. Det er første gang en sort figur forekommer i en Cirkeline film. Instruktøren Jannik Hastrup siger: Karakteren Coco opstod ud fra et ønske om at være åben overfor fremmede kulturer. Det kunne være sjovt, hvis Cirkeline mødte en sort Cirkeline. Det er således en politisk korrekt film. På en eller anden måde virker filmen imidlertid utidssvarende ikke mindst visuelt. Vi er så vant til store flotte tegnefilm, med masser af special effects, også til små børn, så denne visuelt enkle tegnefilm virker lidt undseelig og gammeldags.
Der er en scene, hvor Karen Blixen dukker op på den afrikanske savanne. Den er sjov og utraditionel. Ligeså er der en scene, hvor Cirkeline og vi andre bliver belært om, hvordan man producerer kakaobønner, også en rigtig god ide.
Den 76 årige Jannik Hastrup er animator, instruktør og filmproducer. Han har ud over Cirkeline filmene et hav af populære børnefilm på samvittigheden som Cykelmyggen og Minibilen, Samson og Sally, Bennys badekar, Drengen der ville gøre det umulige m.v.
Han har produceret Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn uden filmstøtte. Han siger: Animation er blevet billigere og billigere at lave, hvis man har arbejdstiden til det. Jeg har brugt halvandet år på det, og ikke fået nogen penge, men det har været en stor fornøjelse. Meget imponerende, at han kan blive ved med at dyrke sin passion.
Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn er ikke i top, men skal nok blive populær blandt det yngste publikum. Den får tre store stjerner herfra.
Instruktør: Jannik Hastrup
Fotos og trailer: SF Studios
Premiere 1. marts 2018