Anbefaling
Af Ulla Strømberg.
Cindy Sherman x to – på FOMU, Fotomuseet i Antwerpen. Ensor-fejringen, III.
Fotografen Cindy Sherman (1954) behøver næppe præsentation. Den ”vilde” amerikaner bruger stadig sig selv i alle værker og er i fuldt vigør.
NB Der er strenge restriktioner for, hvordan og hvor mange fotos, man må vise af fotoværkerne både på tryk og online, så det bliver blot til to affotograferinger, så jeg ikke ender i en retssag.
Chindy Shermans værker på væggene hos FOMU kan opleves i en stor, todelt retrospektiv udstilling på Fotomuseet.
I forbindelse med fejringen af den store belgiske maler og grafiker Ensor har flere museer i Belgien, og i de næste måneder specifikt Antwerpen, skabt også associerende udstillinger til kunstneren, der døde for 75 år siden.
James Ensor, 1869-1949, anses i dag for en af Belgiens nyere, store billedkunstnere på linje med Magritte. Allerede fra begyndelsen af 1880erne blev hans stil grotesk og naivistisk. Ensor var en ganske speciel billedkunstner i tiden på kanten af impressionisme og senere surrealismen, for han holdt op med at skabe nye værker allerede omkring 1900-1910, men døde først i 1949.
Ensor og Sherman
Ensor er mest kendt for sine maskebilleder, og med lidt god vilje kan man sige, at der nedenunder samtlige Cindy Shermans fotografier, som i dag bygger på endnu mere fotomanipulation end tidligere, gemmer sig begrebet maske.
Egentlig kunne både Ensor og Sherman skrive under på det kendte Karen Blixen citat: Ikke på dit ansigt, men på din maske, skal jeg kende dig.
Man vælger selv, hvilken maske man vi tage på, for masken kan på et splitsekund eller to forandre ethvert individ, enhver situation og stemning.
Udstillingen er delt op i en sjældent vist samling af tidlige værker, 1975-1980, her i samarbejde med Werbund Collection, Wien. Samtidig er der udstillingens hoveddel: Anti Fashion i samarbejde med the Staatsgalerie Stuttgart og med Cindy Sherman’s studio i New York og hendes galleri: Hauser & Wirth.
Som altid har Cindy Sherman i de udstillede værker, som tæller op mod 100, kun brugt sit eget ansigt, men bearbejdet det på forskellig vis og altid med en meget bevidst holdning til kostumet. Hun har kunnet ligne et barn, et maleri fra 1600 -1700 tallet, eller hun kunne, som udstillingen i særlig grad kredser om ved at tage hende ungdomsværker med, illudere starletter, om det så var a la gamle sort/hvid film eller modeller i modetøj. Kort sagt, hun kan og kunne illudere alle mulige andre (end sig selv) takket være make-up, second hand tøj og forskellige raffinementer i fotoprocessen.
Før computeren blev tilgængelig, foregik manipulationerne nok i mørkekammeret, i de senere år på computeren. Og i dag er alt næsten muligt.
På det seneste, også takket være ny superteknik, optræder Sherman som glansbilledmænd i flertal på samme billede (kan desværre ikke vise det). Det virker ganske uhyggeligt.
Udstillingen er ikke mindst interessant, fordi den viser tidlige værker og dermed Shermans interesse for historiske film tilbage i 1970erne – fine små sort/hvide fotografier, som om det er stills fra gamle film, men det er blot stemningen, som er fastholdt.
Også en mere ukendt side af Sherman er den kontakt til og samarbejde med de store internationale (og stenrige) modehuse. De har for årtier siden øjnet den dobbelte gevinst, det ville være at samarbejde med en til dels samfundskritisk billedkunstner, hvis billeder oven i købet var og er delikate.
På udstillingen vises bl.a. forsider af modemagasiner. Først originalen, så Shermans næsten perfekt imiterede gengivelse (med sig selv som model) af cover-girlen. Tredje billede viser en forvrængning af Sherman, enten med skæv mund eller lign.
Modemærker som Comme des Garçons, John Galliano og Balenciaga samt modemagasiner, bl.a. Vogue, Interview and Harper’s Bazaar, har alle samarbejdet med Sherman, fordi de vel følte, at Sherman et stykke ad vejen tog deres virksomheder eller brands alvorligt.
I hvidt, typisk Chanel-tøj, lidt tungt i formen med associationer til Nordpolen, ses Sherman (herself) foran et barsk landskab, der kunne være både Island og Grønland. Andre fotos viser ligeledes tunge opstillinger, hvor ikke mindst karakteristiske stoffer afslører, at det her er eksklusive klæ’r, og ansigtet er strammet op og bearbejdet.
I en anden montre ses en række forsider fra modeblade. Nogle af dem er måske fake. Det er faktisk svært at afkode.
Med de nye billeder, hvor det er mænd, som ses, men stadig med den nu modne Sherman som model, bliver det både Barbie-agtigt og a la filmen “The Truman Show”, så kunstige synes figurerne og dermed billederne at være.
Det understreges, at Sherman er samfundskritisk. Det synes nu mere, som om hun har fundet sin egen helt specielle niche og i øvrigt balancerer på kanten af billedkunst og fotokunst. For hvad er det hun opponerer imod? Det dyre tøj, filmindustrien eller samfundet i al almindelighed? Måske er det blot den evige manipulation, som det enkelte menneske er udsat for, som Sherman ønsker at vise i sit storstilede og også dybt fascinerende livsprojekt.
Under alle omstændigheder har Cindy Sherman evnet via fotokunsten at fange og også gribe i tusindvis af mennesker.
Udstillingen er åben fra 28.09.2024 -02.02.2025
(Jeg var inviteret af Visit Flandern, som dog ikke har haft indflydelsen på artiklen.).