∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Chaïm Soutine – et farveorgie på louisiana.
Der er smæk i kulørerne – især i de perioder, hvor Chaïm Soutine sværger til den dybe røde farve, som kendes fra både ældre og yngre malere.
Og det er ikke så mærkeligt, for Soutine var påvirket af de store mestre, bl.a. Rembrandt, som han stiftede bekendtskab med på Louvre. Siden hen blev han til inspiration for yngre malere, som bl.a. Francis Bacon og mange af Cobra-folkene, heriblandt Jorn.
Guldramme ved guldramme hænger i det store underjordiske bueslag og markerer endnu engang det paradoksale ved kunstens verden. Værkerne synes at kunne hænge i slotte eller regeringskontorer, men en maler som Soutine (1893-1943) levede i usund fattigdom indtil sit 30. år, hvor en amerikansk kunstsamler indkøbte mere end 50 af hans malerier.
Det skabte respekt i kunstmiljøet i Paris, hvortil Soutine allerede i 1913 var rejst. Her i kunstens hjerte boede og arbejdede han blandt mange andre tilflyttede kunstnere. adskillige kom fra øst, og flere var som Soutine jøde.
Han var opvokset uden for Minsk i et område, der i dag er Belarus.
Soutine var fysisk svag i det meste af sit liv, men han var aldrig i tvivl om sit kunstnerkald og heller ikke hvilken retning, han skulle vælge. Det abstrakte, som bl.a. en landsmand som Kandinsky stod for, var aldrig på tale, det var virkeligheden og de samme motiver og modeller, som gang på gang blev indfanget på lærredet. Samfundets laveste klasser tiltalte ham, og som det ses på væggene inden for de voluminøse guldrammer er det tjenere, piccoloer, galninge, konditorer og lign.
Soutines liv var i evig bevægelse, han flyttede hyppigt, fandt ikke hvile noget sted, og også ateliererne byttedes ud. Rejser mod syd til bedre lys og luftlag blev afbrudt og genoptaget. I de sidste år levede han, som mange andre jøder i Paris, en ulykkelig tilværelse på flugt fra de myndigheder, som adlød de tyske paroler.
Billederne på Louisiana, der er over 60 i alt, taler direkte til beskueren. Der behøves ikke mange stikord for at forstå, at mennesket var og er et uroligt og ulykkeligt væsen af kød og blod.
Med store penselstrøg og hvirvlende konturer manes landskaber og figurer frem. Soutine var på en måde meget tro mod sin personlige stil, og det er måske også det, som har tiltrukket yngre malere.
At der så i dag kan hæftes alle mulige etiketter på Soutines kunstneriske udtryk, gør måske tilegnelsen for fagfolk nemmere: Pariserskole, ekspressionisme og klassisk modernisme – men egentlig kan det være ligegyldigt.
Og så tilbage til de guldrammer, som fastholder motiverne i et guldgreb. Lidt paradoksalt. Gid man måtte hive værkerne ud af deres rammer og lade den rene kraft møde publikum.
Louisiana følger et mønster om at præsentere kunstnere, som ikke før har haft store soloudstillinger i Danmark. Det er godt, at Soutine nu med et imponerende antal værker kan blive kendt blandt en større del af det danske publikum.
For hos Soutine er forudsætningen for det, som vel har været og fortsat er Louisianas hovedmission, at vise nyere og nyeste billedkunst. Men det havde ikke gjort noget, hvis museet også havde vist nogle af de yngre kunstnere, som har trukket på Soutines begrebsverden.
Mange kender sikkert til flere værker og ikke mindst røde malerier samt et værk, som hænger på Statens Museum for kunst i den rumpske samling: “Sigøjnerdreng” fra 1926.
Louisiana har valgt et ”folkeligt” katalog i stedet for en pragtbog. Det er en fornuftig beslutning, som giver mulighed for, at mange museumsgæster også efter et besøg på museet kan indsætte denne urolige billedkunstner i en mellemkrigstid, hvor det meste var uforudsigeligt og ganske urovækkende.
Chaïm Soutine, Mod strømmen. Louisiana. 9. februar – 14. juli 2024.
Udstillingerne er blevet til i tæt samarbejde med et par museer i henholdsvis Düsseldorf og Bern.