∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Camille Clouds Brevkasse. Mungo Park. Allerød.
Syret og crazy version af den allerede vanvittige Brevkasse af Camille Cloud.
Det er lidt af en double whopper, som Mungo Park serverer på baggrund af Line Knutzons kvinderoman. Der er knald på fra andet sekund: på aktionen, teksten, billedet og lyden. Som tilskuere overvældes vi simpelthen af showet, som er eminent pakket ind af scenografen Nadia Nabil med orange Eames plasticstole og resten i primært gult tilsat lidt pink – i et rum midt imellem en manege og et gruppeterapi-lokale.
”Camille Clouds brevkasse” – har levet et langt liv, først i bogen ”Frit Flet”, siden i Weekendavisen, og i 2017 udgav Gyldendal ”Camille Clouds Brevkasse” som en selvstændig udgivelse. Og nu som teater, dramatiseret og instrueret af Heinrich Christensen.
Det er ikke spor mærkeligt, at Mungo Park har grebet teksten, for i ”Camille Clouds Brevkasse” er der alt, hvad tiden hungrer efter: satire, ironi, galskab, surrealisme og så masser af off spin fra dagligdagen.
Men Line Knutzon er aldrig så ligetil at sætte på scenen. Det har Mungo Park nok også erkendt og måtte skifte holdet bagved ud i november, hvor så Heinrich Christensen tog både tekst og instruktion over og sammen med scenografen Nadia Nabil nu har skabt et syregult univers, der befolkes af de mærkeligste størrelser i gullige outfits.
Smukt at skue – vildt at lytte til, når Marianne Mortensen på skæve højhælede forklarer, at hendes største problem er, at hun er 50 år og ligner en halvtredsårig. Og så er der manden, der lider af OT, ”Overdreven Tålmodighed” – fint skabt af Mads Hjulmand, mens Anders Budde Christensen må tage sig af lidt for vilde typer, bl.a. manden med krykker og lignende skrighalse. Malin Rømer Brolin Tani samler fint resten af kvinderne op, inklusive selve Line Knutzon, som i bogen er en stalker, der forfølger Camille.
Selve handlingen er ustyrlig: For Camille er snydt ud af Facebook og alle mulige andre narcissistiske platforme, hvor det drejer sig om at være selvhævdende og smart i tidens sprog. Dvs. hendes svar på tåbelige spørgsmål er lattervækkende og groteske. Intet er, som vi oplever det og så alligevel, for Line Knutzon har evnen som satiriker til at blande elementerne. F.eks. når manden, der frejdigt nævner alle verdens katastrofer, slutter med at sige, at han ikke vil tage stilling eller interessere sig for dem og med et smil og jubel i stemmen råber: Jeg har fået altan! Så rammer han lige på kornet alle de danskere, der har oplevet værdistigninger i deres ejerlejlighed og har lånt penge i banken for at få en flot dyr ALTAN – som måske også er blevet afbildet i Bo Bedre eller lign. magasiner.
Camille Clouds Brevkasse. Mungo Park. Foto: Bjarke Mc Carthy.
Men som teaterforestilling er der for meget støj. Skuespillerne er upåklagelige, hvor kun Anders Budde Christensen burde have været dæmpet ned. De andre kører fint, men jeg taber pusten – og 2/3 inde er der simpelthen ikke mere tålmodighed hos mig. Så kan det være ligegyldigt om Camille dukker op eller ikke, om hvem der siger hendes replikker, og om Line Knutzon er et fantom.
Der går hvirvelvind i det hele. Og så kan man selvfølgelig beundre, at Henrich Christensen kan holde styr på det hele, og at skuespillerne følger trop. Men måske kunne teksten været spillet mere neddæmpet og flere pointer i en kortere, 60 minutters version var dermed blevet tydelige.
Og endnu engang applaus til scenografen Nidia Nabil, der har en finurlig æstetisk sans, som hun også viste i ”Emil fra Lykkeberg” tidligere på sæsonen på Folketeatret.
Men sjovt er det, ikke mindst i begyndelsen.
Et godt råd til Mungo Park på falderebet: Vær ikke bange for at få pointerne hjem. Sænk stemmelejet – og tro på teksten. Og tænk over, hvordan de gamle absurdister blev spillet: lige ud ad den naturalistiske landevej, så bliver det for alvor grotesk.
Holdet bag:
Instruktør og dramatisering:
Heinrich Christensen
Scenograf og kostumer:
Nadia Nabil
Medvirkende:
Malin Rømer Brolin Tani, Anders Budde Christensen,
Marianne Mortensen og Mads Hjulmand.