∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse / Ulla Strømberg.
Hvornår har Gamle Scene sidst været så velfungerende? For ”The Kit Kat klub” rusker op i det forgyldte teater takket være et eminent lysdesign i en super iscenesættelse bakket op af scenegraf, kostumier og koreograf på samme niveau. Det er sjældent at alt går op i en højere enhed.
Det meste er vendt på hovedet i Lars Kaalunds iscenesættelse af den gamle musical ”Cabaret” fra 1966. For hvem har hovedrollen, hvad er omdrejningspunktet? Vi er stadig i Berlins urolige mellemkrigstid omkring 1930 – uden nostalgi, for det er lykkedes at give spillestil og visualitet en befriende nutidighed.
I centrum i denne 2015 version står en menneskeliggjort konferencier og hr. Schultz´s forliste forlovelse, mens Kit Kat-sangerinden Sally Bowles næsten er blevet en biperson. Og det er rigtigt set af Kaalund at lade den politiske situation udfolde sig i spændingsfeltet mellem den dekadente konferencier og den jødiske butiksindehaver.
Kaalund har valgt et fantastisk team omkring sig med Kim Witzel som scenograf, Anja Vang Kragh som kostumier, der lægger op til Signe Fabicius koreografi – og alt fastholdt i Ulrik Gads lyssætning.
Egentlig spiller det visuelle hovedrollen med en lang række citater og referencer til både teater- og kunsthistorien. Men det er brugt fornuftigt af Kim Witzel, der bl.a. låner lidt fra malerne Delacroix, Kasper David Friedrich, Kandinsky, Magritte, Otto Dix, (dekadent tysk maler fra 1920erne), Bauhaus-arkitekterne, kendte mellemkrigsplakater for ikke at glemme Lars v. Triers ”Dogville” og teatermanden Robert Wilsons måde at økonomisere med lys og rum. Men skidt med det, for ”Cabaret” fungerer med 12 mand i orkestergraven, 15 dansere på scenen samt de 8 skuespillere.
Det Kongelige Teater har selv lagt op til en kappestrid imellem de to hold skuespillere, der som i en anden ballet- eller operaforestilling skal alternere. Jeg vil afholde mig fra at placere en første og anden plads, netop fordi det er regi-teater, hvor alle er velfungerende i al deres forskellighed.
Cecilie Stenspil er lidt piget og neddæmpet, mens Mille Lehfeldt spiller en mere karikeret Sally, hvilket til gengæld giver et par af sangene ekstra kraft. Det samme kunne siges om Peter Christoffersens maskuline konferencier overfor Peter Plaugborgs to meter høje og mere karikerede og dæmoniske vært. Ligeså med det ældre par: hvor Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer, som også er par i virkeligheden, fremstår lidt hverdagsagtige, bliver Hanne Uldal og Lars Knutzons pensionistpar sprøde og skrøbelige. Men alle bud er acceptable.
Nye teatergængere kan godt starte her – for der er masser af at se på, lytte til – og teatermaskineriet kører – og kulminerer i 2. akts ”Life is a Cabaret” med strudsefjer og en gigantiske trappe efterfulgt af slutscenens rigtige tog. Farvel til Berlin, som Isherwoods roman jo også hed.
Læs mere om scenografi og kostumer i en følgende kommentar her i kupeen.
Iscenesættelse Lars Kaalund, Scenografi Kim Witzel, Kostumedesign Anja Vang Kragh, Koreografi Signe Fabricius, Lysdesigner Ulrik Gad, Oversættelse Kasper Hoff, Arrangør og musikalsk koncept Jesper Mechlenburg.
| Cecilie Stenspil Sally Bowles Mille Hoffmeyer Lehfeldt Sally Bowles Peter Plaugborg Emcee Peter Christoffersen Emcee | Thue Ersted Rasmussen Clifford Bradshaw Cyron Bjørn Melville Clifford Bradshaw Hanne Uldal Fräulein Schneider Kirsten Lehfeldt Fräulein Schneider | Lars Knutzon Herr Schultz Stig Hoffmeyer Herr Schultz Jesper Hyldegaard Ernst Ludwig Patricia Schumann Fräulein Kost |
Kapelmester Gorm Bülow
Orkester Anders Holst, Mads Hyhne Petersen, Jesper Løvdal, Christina Dahl, Eva Skipper, Morten Ærø, Matthias Friis-Hansen, Lisa Långbacka, Lea Havelund Rasmussen, Andreas Birk og Peter Marott | Artister/Dansere Anna Näsström, Nicky Andersen, Suad Demirovic, Magnus Lundgren, Patrik Riber, Morten Daugaard, Josephine Raahauge, Shelly Levy, Jenny Asterius Persson, Andrea Schirmer, Nadia Barbara Abrahamsen, Stephanie Nguyen, Simon Sears , Philip Stilling og Vigdis Hentze Olsen | Foley-design: Ruth Sullivan