∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Cabaret på Aarhus Teater.
Super professionel ”Cabaret” med interessante vægtforskydninger og eminente skuespillere.
Musicalen ”Cabaret” fra 1966 kan gå lige i hjertekulen, i hvert fald første del, hvor hovedpersonen Sally Bowles charmerer sig syngende, dansende, letpåklædt i netstrømper, høje hæle og grønne negle. Bedst kendt som Sally bowles er Liza Minnelli, som har gjort musicalen udødelig takket være Bob Fosses filmatisering fra 1972.
Med Aarhus Teaters nye version, iscenesat af Niclas Bendixen, er en del vendt på hovedet og interessen lagt nye steder. Det gør forestillingen ganske interessant, men også kompliceret af dechifrere. Lidt verfremdung og rasmusmodsat kunne man kalde iscenesættelsen.
For i denne version er berliner-natklubben Kit Kat, hvor alt kan ske, udskiftet med Aarhus Teater. Altså en slags dobbelteksponering, som er ganske effektfuld i scenografen Benjamin La Cours genskabelse af det helt specielle teaterrum i Hack Kampmanns teaterbygning fra 1900 med en totaldekorering ved keramikeren Frederik Karl Kristian Hansen Reistrup. (Leder i årtier på Kählers keramikfabrik).
Udsmykningen i teaterrummet består bl.a. af vilde svaner i smukke formationer. De går igen på forskellige vis i scenografien og ligeledes den sejrrige kvinde ovenover scenen. Også de overvældende foyer-gange på teatret gengives effektfuldt som hallen i fräulein Schneiders pensionat. Et anderledes greb, som ikke er ueffent, men noget af atmosfæren forsvinder, for Kit Kat er indbegrebet af det dekadente natteliv i Berlin omkring 1930.
Forklaringer kan der være mange af, bl.a. med et Shakespeare-citat: “All the world’s a stage, and all the men and women merely players” Skal vi opleve historien som mindre farlig, for det er jo bare showtime i dobbelt forstand? Men udenfor lurer nazisterne og en kommende krig, hvor ingen tør vide sig sikre – og det er faktisk også tydeligt på Aarhus Teater.
Man kunne sige, at scenografen har dekonstrueret Aarhus Teaters udsmykning. På sammen vis er der sket noget med musikken, som ikke har den knaldeffekt, som den kan have. I de fleste numre er musikken dysset ned på trods af det velspillende dameorkester – med en mand i hotpants.
Der er flere løse ender i denne meget professionelt gennemførte opsætning, hvor skuespillerne ligeledes er skubbet lidt til en side. De får ikke lov at hvile i figurerne. Indlevelsen er visket ud og ligeså med musikken. Ideen er vel, at vi ikke skal lulles ind i den gamle drøm om den sofistikerede pige med de grønne negle og en tilfældig krig udenom. For både Sally, Sofia Nolsøe, og entertaineren, Simon Mathew, spilles momentvis mere ”realistisk” end almindeligvis og ligeså med musikken, der ikke folder sig rigtigt ud. Lidt mærkeligt, for alle på scenen er fremragende sangere, inklusive det gamle par.
Her hos pensionatsværtinden og grønthandleren er samspillet ekstremt flot og rørende og imponerende underspillet af Ulla Henningsen og Anders Baggesen. Deres scener er næsten ”yndige”, hvis ordet er acceptabelt om noget så uhyggeligt. For kærligheden må vige for fornuften, så hun kan ikke gifte sig med en jøde, og han må uvidende om fremtidens rædsler blot flytte til et andet kvarter.
Også Emil Prenter får maksimalt ud af den ellers lidt kedelige rolle som den søde, amerikanske forfatterspirer Clifford.
På det skuespillermæssige plan er forestillingen hævet over mange af sine forgængere, men man kan undre sig over, at instruktøren holder igen med både musik og show. For også når der danses, er pigerne eminente og kostumerne faktisk flotte, men det hele er nok en drøm, når Sally til sidst giver den for fuld skrue sammen med de andre i store (svane) fjer.
Der er taget mange valg i denne forestilling, som man kan være enig eller uenig i: Sally er blevet gjort lidt mere almindelig, næsten som naboens datter. Entertaineren er ikke så dobbeltkønnet, men alligevel farlig og medspillende hele vejen igennem forestillingen til og med et måske indstuderet selvmord.
Der er også tænkt over kønsrollerne. Korpigerne har fået følge af to kormænd (hedder det det?). Det er jo helt naturligt med nutidens uro i kønsrollerne og viser forbindelsen mellem Berlin 1930 og Danmark 2022.
Denne ”Cabaret” er gennemført professionel – men bare anderledes end mainstream-opfattelsen af, hvad der ligger i både Isherwoods forlæg fra to bøger – og musicalfolkene Kander og Ebb samt Masteroofs genskabelse i 1966 – for ikke at glemme Bob Fosse’s oscarbekransede filmversion i 1972.
Det er flot og dumdristigt af både Aarhus Teater, Niclas Bendixen og Benjamin La Cour at være så seriøse og en smule kontrære. Det må man respektere. Det er bare ærgerligt, at man ikke får mere af de vidunderlige sange.
Teatret kan derfor godt kan være stolt af produktionen. Og husk at gemme den ganske unikke kulisse. Den må kunne genbruges.
Holdet bag musicalen:
Joe Masteroff, John Kander, og Fred Ebb.
Niclas Bendixen, ISCENESÆTTELSE
Benjamin La Cour, scenografi & lysdesign
David Gehrt, kostumedesign
Signe Fabricius, koreografi
Jesper Mechlenburg, musikalsk arrangør
Sascha Dupont, kapelmester
På Scenen:
Sofia Nolsøe, Emil Prenter, Simon Mathew, Ulla Henningsen, Anders Baggesen, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Andrea Schirmer, Stine Andersen, Tone Reumert, Helene Høier, Marcus Elander, Patrik Riber, Ingeborg Meier Andersen, Bertram Lyng Engelsted Jarkilde m.fl.
Xxx