∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bunbury – The importance of being Earnest – Det Kongelige Teater.
Visuelt overraskende Bunbury.
Oscar Wildes vittigste stykke er løftet ud af 1890ernes victorianske miljø og lagt ind i et visuelt flot, semiabstrakt og moderne skyggespil med masser af vilde projektioner. Det hele i stram koreografi, dirigeret af den tyske instruktør Bastian Kraft med stor hjælp fra scenografen Jonas Fly og videodesigneren Signe Emma.
Som et ekstra krydderi ses meget farvestrålende og glatte kostumer i moderne flydende haute couture-teaterstil, dvs. flere epokers mode kogt ind, skabt af Jelena Miletic. Flot, men også lidt tidstypisk for 2020ernes teaterstil.
Samtidigt er det evident, at forestillingen lægger sig i slipstrømmen af en aktuel queer-bølge ved at bytte om på kønnene, men fastholde navnene som hos Wilde.
Dermed bliver forestillingens hovedidé til et spørgsmål om identitet: hvem er de enkelte personer og måske videre til det helt konkrete spørgsmål: Hvem var Oscar Wilde?
Sproget og replikkerne hos Wilde
Skyggespillet giver nogle ekstra fortolkningsmuligheder om virkelighed og fantasi, og er både overraskende og fascinerende, men tager vist skuespillernes koncentration fra tekstformidlingen. For det visuelle spil synes at være den primære opgave for aktørerne, der uafbrudt skal fange de rette profilplaceringer.
Forfatteren og dramatikeren Oscar Wilde er, uanset hvilken skuespil eller skrift, der formidles, et spørgsmål om ord, ord og ord. Heldigvis har man brugt en ældre oversættelse af Holger Bech, så vi ler ad de vittigheder, der huskes fra tidligere iscenesættelser, hvor dog også Mogens Lind har bidraget, bl.a. i 1940erne til Det Kongelige Teater. En af de berømte replikker fra den krukkede Lady Bracknell til hittebarnet Ernest: At miste den ene af sine forældre kan betragtes som et uheld, at miste dem begge forekommer mig at være udslag af skødesløshed.” (Her citeret efter Elias Bredsdorffs bog om Oscar Wilde: Syndebukken. 1999.)
Det er aldrig nemt at spille Oscar Wilde, for hans sprog er så præcist og vittigt. Derfor bør der arbejdes med sproget i hele indstuderingsperioden for at leve op til den britiske teaterstandard, som ligger lige for, når en Wilde-opsætning skal bedømmes. Mon den tyske instruktør har været opmærksom på det?
Bunbury – Wildes sidste skuespil
„Bunbury‟ er Wildes sidste skuespil, siden fulgte retssagerne på grund af hans liv som homoseksuel, på trods af at han var gift. Efter et fængselsophold rejste han til Paris, syg og nedbrudt og døde kun 46 år gammel, i 1900, blot fem år efter „Bunbury‟ havde urpremiere i London. Men Wilde havde et stort forfatterskab bag sig, hvor de vittige skuespil kun er toppen, mens både mere litterære skrifter, romaner og eventyr nåede at blive skrevet af den flittige Wilde.
En forvekslingskomedie
„Bunbury‟ er en forvekslingskomedie i victoriatidens sidste årtier – skrevet ind i de højre lag, hvor stykkets vittige lady Bracknell får sagt mange sandheder om tiden: uddannelse kan være farlig, og unge piger skal helst blive overraskede, når forældrene fortæller dem, hvem de skal forloves med og siden giftes med. Det var en anden tid – og samtidigt var det i et land hvor homoseksualitet ikke tolereredes, men blev straffet med flere års fængsel. Og det er denne viden, som den tyske instruktør, ifølge et interview på teatrets hjemmeside, har inkorporeret i hele fortolkningen af „Bunbury‟.
Queer er overskriften ved rollebesætningen
Det Kongelige Teater og instruktøren har grebet den moderne woke- og queer-vinkel på stykket og ført det til ekstremerne ved at bytte om på kønnet af de fleste figurer, men beholde deres navne. Dog får titelpersonen John, Jack Worthing, der af og til kalder sig Ernest, lov at være en mand og spilles med ekstrem energi af Mikkel Becker Hilgart. God stemme og 100 % ekvilibristisk, hvad han også har vist flere gange tidligere, bl.a. som revystjerne i Tivoli. Men det gjorde ikke noget med lidt pianissimo bare ind imellem.
Også hans myndling, unge Cecely, spilles af den altid forandringsparate Karla Rosendahl, der i flere år har vist sit voksende talent på Aalborg Teater. Sprogligt og spillemæssigt er fremstillingen af denne unge pige både vittig, musikalsk og sjov.
Resten af rollerne er vendt på hovedet, uden at det giver ret meget ekstra, højst lidt nyfigenhed og drag-queenstemning.
Selvfølgelig kan Jens Jørn Spottag spille lady Bracknell, som er en af verdensdramatikkens morsomste figurer, hvor næsten hver replik får én til at le. Spottag har valgt et overraskende langsomt tempo. Men hvorfor stemmen er lagt dybt ned og faktisk lyder, som var den fine frue født på Fyn, er svært at fatte. Men vittige er hendes replikker fortsat, og de store rober i næsten victoriansk stil suppleret med Dame Edna øjenmake-up hjælper på illusionen. Men problemet er, at Wildes tekst netop ikke behøver at blive peppet op med vulgært ekstra krudt.
Derfor bliver også Ernest/Jacks mandlige ven Algenon, spillet af Ena Spottag med plyshår, en kompliceret størrelse. Jacks udkårne, den smukke Gwendolen, har også byttet køn og spilles af Emil Blak Olsen i ren dragqueen-stil, også stemmemæssigt. Det er endnu et stilbrud.
Endnu sværere er det med Mette Horns pastor med skæg og en mærkelig stemme, mens Rasmus Botoft faktisk er suveræn som den gamle guvernante, der er forelsket i pastoren. Hun er jo den egentlige skurk, som glemte drengebarnet i en grøn taske og placerede det på Victoria Street Station i garderobeudleveringen. Botoft kender spilleteknikken fra bl.a. satirekonceptet Rytteriet og spiller helt afdæmpet.
Udenom står Lasse Steen, som umærkeligt, og på høje hvide koturner, passer ind som tjener og musikalsk dj, der også betjener guitar m.m. Samtidigt er han komponisten bag musikken. Upåklageligt spillet af Lasse Steen i denne stilmæssigt svært balancerende opsætning.
Konklusion
Med syvtommersøm bankes det ind i hovedet, at vi lever i en tid (her i Europa) hvor kønnene flyder. Naturligvis må alle i dag sympatisere med Oscar Wilde, der måtte bøde for sine tilbøjeligheder og lyster og ærgerligt nok ikke valgte at gå under radaren dengang i 1890ernes England. Han burde være flygtet til kontinentet, men tog kampen op med sin unge adelige elskers fader og tabte.
Teaterprogrammet
En programartikel ved en af teatrets dramaturger, Johan Holm Mortensen, understreger også queer-motivet hos Wilde. Artiklen måtte gerne have været bedre struktureret og i øvrigt med kildehenvisninger. Elias Bredsdorffs omtalte bog fra 1999 synes at være en kilde, som flittigt er blevet brugt til ikke mindst det biografiske.
Lidt historie:
Det Kongelige Teater spillede stykket i 1943 med en topbesætning, Mogens Wieth, Ebbe Rode, Bodil Kjer,Karin Nellemose, Maria Garland m.fl. og i de følgende sæsoner, i alt 105 gange. Igen i 2006/07 nu i Lars Kaalunds iscenesættelse og arkitekten Bjarke Ingels scenografi. Andre danske teatre har også prøvet kræfter på den muntre tekst.
Dramatiker: Oscar Wilde
Iscenesættelse: Bastian Kraft
Scenografi: Jonas Fly
Kostumedesign: Jelena Miletic
Lysdesign: Elizabeth Dyhr
Lyddesign: Janus Jensen
Videodesign: Signe Emma
Musik: Lasse Steen
Oversættelse: Holger Bech
Medvirkende:
Jens Jørn Spottag / Lady Bracknell
Rasmus Botoft / Miss Prism
Emil Blak Olsen / Gwendolen
Ena Spottag / Algernon
Mikkel Becker Hilgart / Jack
Karla Rosendahl / Cecily
Mette Horn / Pastor Chasuble
Lasse Steen / Lane