Kommentar af Ulla Strømberg.
Timingen var smart og kynisk. Netop færdig med pinse, og parat til at tage hul på forårets sidste premierer og sommerens forskellige teaterfestivaler og gæstespil, markerer paraplyen, Det Københavnske Teatersamarbejde, sig. (Har tidligere haft forskellige andre navne.)
Republique versus Østre Gasværk
Teater Republique og Østre Gasværks Teater skal sammenlægges! Det var vel ikke lige det, der var mest nødvendigt, eller?
Nu gik det lige så godt: Republique har formået i indeværende sæson at tage det bedste af det hele ved både at styrke taleteatret og ligeså skabe et Gesamtkunstwerk som Ildfuglen med dans, musik, lyd og lys og næste sæson ser lysende ud.
På Østre Gasværk har man netop haft premiere på endnu en Cykelmyggen Egon-historie ofr hele familien og gennemarbejdet og velfungerende i det unikke rum. Og teatret har rettet op på en dårlig forrige sæson.
Igen, igen
Selvfølgelig er det sket før. At institutioner sammenlægges for at skabe alt det moderne: Besparelser, rationaliseringer, synergi, bedre kvalitet, mere, mindre og andet og alt vendt på hovedet.
Déjà vue – er den første fornemmelse jeg får. Nu har bureaukratiet fået lov at markere sig igen og vise sin magt. Men ved bureaukratiet, hvad det gør?
6 millioner kroner
Der skal inden for de næste år spares 6 millioner kroner ud af et samlet budget på over hundrede millioner kroner. Heraf går 6 millioner kroner til den selvejende
institution Det Københavnske Teatersamarbejde, som skal bistå de udvalgte 5 teatre – snart fire, i at skabe teater. Teatersamarbejdet har en bestyrelse, udpeget alene af Kulturministeriet og den forlængede arm Kunstfonden (som også har skiftet navn et utal af gange). På hvert teater er der også en bestyrelse, en chef eller to, en administration, men her er man, alt andet lige, ret tæt på kunsten, eller den vare med etiketten teater, som man er bestilt til at producere.
Powerplay
På mig virker det som powerplay og en skræmmekampagne over for de fem teatre, som har brugt flere år på at nå frem til den rette ”kunstneriske identitet” eller sagt mere bombastisk ”en brugbar og funktionsduelig model”.
Hvorfor denne fortsatte indblanding. Det tager tid og fordybelse at skabe teater, som en gang imellem også bliver til kunst. Hvorfor denne evige politiske og administrative indblanding i teatrenes vilkår.
Der er jo ikke alle mulige bestyrelser, som sidder og kigger museerne over skuldrene om der nu indkøbes og udstilles den rette og givtige kunst.
Alle ælsker teater
Når det handler om teater, har alle pr. definition lov at udtale sig og sige, hvad der er godt og skidt.
Og når nu en stor del af teaterverdenen styres fra kulturministeriets hjørne, kan det være, at de udpegede repræsentanter tror, at det er helt i orden at skifte navn og identitet hvert andet år – for sådan gør man jo derhjemme. Tænk på, hvad vores centraladministration bruger af kræfter på at flytte rundt på ressort-områderne i et væk og få nye visitkort.
Det mærkværdige er, at Nørrebro Teater, som står til at miste anneksscenen Rialto
har meldt blødt ud i en pressemeddelelse. Og ligeså de to direktører på Republique. Spændende, er det ord, som går igen. Også Østre Gasværk erklærer, at det synes fornuftigt at sammenlægge de to institutioner.
Men set med mine øjne gør man teaterkunsten en bjørnetjeneste ved at omstrukturere i et væk og skifte navne, direktører og have et væld af bestyrelser, som hentes ind fra alle mulige hjørner af samfundet, men hvis enkle opgave er at rådgive om noget så komplekst som teater, kunst og økonomi.
Er jeg den sidste på skansen, som synes, at nu skal det være slut med skrivebordsbeslutninger i større målestok og nedlægninger og sammenlægninger og ditten og datten – blot for at holde powerplay’et kørende?