∗∗∗∗
Anmeldelse af Eva Zierau.
Ny historisk Netflix-serie overrasker.
Tv-serien Bridgerton bygger på en romanserie i otte bind skrevet af den amerikanske succesrige romantik forfatter Julia Quinn. Serien handler om den velhavende engelske overklasse familie Bridgerton, der inkluderer otte børn med navne i alfabetisk orden. Serien foregår omkring 1820.
Grevinde Bridgerton har mistet sin mand og er nu alene med sine børn herunder den underskønne Daphne(Phoebe Dynevo), som er kommet i den giftefærdige alder og skal debutere på Londons årlige balsæson sammen med andre adelige og ærbare unge kvinder. De er alle fra fødslen blevet opdraget til denne begivenhed.
Foto: Liam Daniel/Netflix
På disse baller ser man hvilke unge kvinder, der har held til at finde sig et passende parti og dermed undgå den grumme skæbne at ende som pebermø. Du ved ikke, hvordan det er at være kvinde, hvordan det føles, at hele ens liv afhænger af et enkelt øjeblik. Det er det jeg er blevet opdraget til. Det er, hvad jeg er. Det er hele mit værd. Kan jeg ikke finde en mand, er jeg intet værd, siger den underskønne Daphne til sin ældste bror, der har svært ved at forstå hendes bekymring for den forestående sæson. En ung giftemoden kvinde måtte dengang besidde mange talenter for at tiltrække en passende bejler. Hun måtte være et vittigt konversationstalent, en dygtig musiker og ikke mindst en ekspert ud i kunsten at dåne. Der var ikke megen kvindesag og girlpower over dette scenarie.
Foto: Liam Daniel/Netflix
Ved det første bal møder Daphne den nys hjemkomne stenrige og arrogante hertug Simon(Regé-Jean Page). Grundlæggende finder begge hele dette matching-cirkus latterligt, og bliver enige om, at lade som om de er forlovede, for at få fred fra deres respektive emsige familie og venner. Hvad der så sker i de følgende episoder af den første sæson, skal ikke afsløres. Kun at der på alle parametre er tale om en endog meget kulørt serie.
Perioden er fint beskrevet af Jane Austen, som fra 1811-1818 udkom med en række bøger om kvinders stilling i samfundet herunder Stolthed og Fordom i 1813, der er dramatiseret flere gange både som film og tv-serie. Hvis man tror, at Bridgerton er en slags fortsættelse af disse romantiske film og tv-serier- tidsepoken er nogenlunde den samme og seriens omdrejningspunkt ligeså- kan man godt tro om igen.
Tidsånden og moralen er 2021. Vi finder ikke som i Austens bøger en handling, der kredser om unge ærbare par, der med skjult seksuelt begær mestrer antydningens kunst. Tværtimod. Serien er fyldt med hede sex-scener, nøgenhed og lyster.
Foto: Liam Daniel/Netflix
Noget andet der adskiller denne serie fra den traditionelle historiske tv-serie er farvevalget. Her er gennem hele første sæson gjort brug af kraftige pang-farver. Stærke røde, gule, blå og grønne kulører. En anakronisme i forhold til de traditionelle historiske serier, der typisk gør brug af pasteller. Og ikke mindst er der blandt de medvirkende en blanding af racer. Sorte, hvide og gule aristokrater, der danner par på kryds og tværs. F.eks. er den engelske dronning ikke hvid..Man skal lige vænne sig til det, men det virker forfriskende.
Visuelt er serien virkelig flot. Et udstyrsstykke af rang. Det gælder optagelser fra de prægtige engelske slotte og herresæder, de eksklusive London-domiciler, overdådige kostumer mv. Der er ikke sparet på noget.
Bridgerton kommer til at dele vandene. Nogle vil løbe skrigende bort, finde den på en gang forudsigelig og kunstig konstrueret og bare for meget, mens andre med stor glæde vil labbe det store udstyrsstykke i sig og finde, at det lige præcis er sådan en let fordøjelig, visuel flot og overdådig serie, vi har behov for i disse forstemmende Corona-tider.
Efter at have set samtlige afsnit af første sæson er jeg ikke helt uddelt begejstret. Serien byder på mere staffage end indhold. Bridgerton skiller sig ud fra andre historiske tv-serier med en moderne udtryksform, der ligesom ikke hører til, i den tid serien foregår i. Hvis man har en forventning om en historisk serie som megahittet Downton Abbey(2012-2015), bliver man skuffet. Men serien kan jo udvikle sig de følgende sæsoner.
Når det er sagt, vil jeg med al sandsynlighed alligevel sætte mig til rette i sofaen og lige nappe nogle flere afsnit af Bridgerton, når den næste sæson har premiere. Lidt afhængig er man jo blevet.
Manuskriptforfatter og instruktør: Chris Van Dusen,
Produktion: Netflix
Trailer: Netflix
Forsidefoto: Liam Daniel/Netflix
Premiere: 25. december 2020
Manuskriptforfatter og instruktør: Chris Van Dusen,