∗ ∗ ∗ ∗∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Kort og godt ”Puntila”. Magtmennesket Puntila er i centrum, mens chaufføren Matti, som ellers er indeholdt i Bertolt Brechts originale titel, er skubbet lidt i baggrunden. Det er et valg og en bearbejdelse, som instruktøren Staffan Valdemar Holm har foretaget, men han burde nok have skåret endnu mere ind til benet, for mærkværdigvis går den ellers eminente forestillingen i stå et par gange både før og efter pausen.
Men bortset fra det, er ”Puntila” en betagende smuk visuel oplevelse, der netop skaber en nyttig verfremdungseffekt i forhold til det grumme indhold om magthavernes og pengemændenes overherredømme takket være deres magtudøvelse over for de arbejdende klasser.
Makkerparret Staffan Valdemar Holm som instruktør og Bente Lykke Møller som scenograf er en heldig konstellation, der i fællesskab kan løfte et næsten vilkårligt stykke dramatik op og over i en samtidighed og modernitet. Og vel at mærke i sceniske værker, hvor iscenesættelse og scenografi er uadskillelige og komplimentært befrugter hinanden, mens minimalismen råder både visuelt og i fortolkningerne.
Det betyder, at ”Puntila”, med en suveræn Olaf Johannessen i titelrollen som dobbeltmennesket Puntila, i og for sig har fortolkningen og moralen fra starten. Intet rokker sig. Historien folder sig mest af alt ud som et ritual i de følgende tre timer. Men vel at mærke tæt på slapstick-stilen i de første mange minutter, hvor vi introduceres til alkoholens skadelige virkning på både Puntila og dommeren, spillet af en ligeså fremragende Søren Sætter-Lassen og bevidnet af et stramt koreograferet, umælende tjenerpersonale.
Puntila er mild og menneskelig, når han er fuld, men en gang imellem bliver han frygtelig ædru, hvorefter tyranen og umenneskeligheden sætter ind. Som godsejer er han omgivet af en hel gruppe ansatte, der har måttet vænne sig til de skiftende situationer. De har jo ikke andre muligheder på landet i et Finland i mellemkrigstiden. Chaufføren Matti står i spidsen, spillet stramt og formelt, men med lune, af Lars Rantje.
Bertolt Brecht var som intellektuel, venstreorienteret på flugt fra Nazisterne allerede fra 1933, hvor vejen gik over Danmark, videre til Sverige og et års tid omkring 1940 til Finland, hvor den grundlæggende tekst om Puntila blevet skrevet – stærkt inspireret af den finske forfatterinde Hella Wuolijokis fortællinger. Brecht fortsatte til USA og fik adresse tæt ved Hollywood indtil 1947. Så gik turen hjemad til Østberlin. ”Puntila” fik urpremiere i 1948 i Zürich og blev tillige åbningsforestillingen på Brechts eget teater i Berlin, Berlinerensemble, i 1949. Puntila er altså at betragte som en kærnefigur i Brechts samfunds- og teateropfattelse.
Hvor der har været perioder af meget dogmatiske opfattelser og krav til Brecht-opførelser, bl.a. igennem de sidste årtier af det 20. århundrede overvåget af hans datter og svigersøn, har Brechtbølgen i de seneste år været svagere, og det har givet større lebensraum for nyfortolkninger. Men med denne ”Puntila” er vi tæt på en næsten ortodoks iscenesættelse – dog i en moderne ramme.
En næsten nøgen scene med lyse birketræspaneler overalt, af og til fyldt op med lyse småborde, der kan lidt af hvert og ender med at blive det fiktive bjerg, som ”Puntila” skal bestige med den kolde Matti som tilskuer. I beige-brune farver marcherer de forskellige kvinder ind på scenen i deres tidsrigtige brune snøresko, halvstramme jumpers og tweednederdele. Med front mod publikum afleveres enten en sang eller et budskab. En enkelt blomst i håret demonstrerer efterfølgende deres individuelle glæde over en snarlig forlovelse med Puntila. Enhver indføling støvsuget bort. Ren, effektiv verfremdung. På et sekund kan deres attitude skifte.
Med en reverens til Brechts hang til det amerikanske, for vi ved, at han satte pris på Chaplin, cigarer og kvinder, rulles en flot hvid bil ind på scenen. Enkelt og klart skubbes budskabet dermed ned i publikum i takt med at den ene væg efter den anden falder til jorden med et brag. Kollaps af en samfundsorden.
Hver en gestus, hver en gestand, kan analyseres i denne opsætning, der har en letløbende dansk oversættelse af Nielsen (formodentlig Claus Beck-Nielsen) og hvor alle skuespillere som soldater på march folder sig ud i et nøje fastlagt bevægelsesmønster.
Vi må ikke føle, og vi føler intet, selv om skuespillerne ganske suverænt varmer op og køler ned. Ikke mindst Johanne Louise Schmidt, i lyserøde outfits af enhver art, evner disse varme og kolde situationer i scenerne med Matti og faderen Puntila.
Olaf Johannessen udfolder sig i den altdominerende hovedrolle som en Puntila, der i sine spirituspåvirkede øjeblikke har en næsten sprællemandsagtig kropsholdning og en smal, lys stemme, der kontrasterer den dybe, nøgterne og ædruelige stemme, som også får plads.
Det er en forestilling, som stiller krav til skuespillerne, men de kan heldigvis honorere dem, mens publikum faktisk blot kan læne sig tilbage og se på forestillingen som en fin og effektiv forelæsning i Brechts syn på kapitalismen. Dog med den nederdrægtighed, at arbejderne og chaufføren Matti faktisk også afklædes og kommer til at fremstå præcis som Sganarelle i Molieres ”Don Juan”. Mens Don Juan ædes op af flammer, står tjeneren tilbage og råber: Min løn, min løn. For alt andet er ligegyldigt.
Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm
Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller
Lysdesign: Torben Lendorph
Oversættelse: Nielsen
Medvirkende:
Olaf Johannessen
Lars Ranthe
Johanne Louise Schmidt
Søren Sætter-Lassen
Anuresh Rattan
Christine Gjerulff
Anne Sofie Wanstrup
Rikke Bilde
Jannie Faurschou
Morten Suurballe.