Menu Luk

Breathe

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Smuk og gribende.

Vi har set dem før. Film om et menneske med stærkt fysiske handicap, som med en jernvilje trodser skæbnen og skaber sig et rigt liv på trods. The Theory of Everything(2014) om astrofysikeren Stephen W. Hawking er et af kerne eksemplerne på dette.

Breathe bygger på en sand historie om den succesfulde 28 årige englænder Robin Cavendish(Andrew Garfield), der i 1957 bor med sin smukke hustru Diana(Claire Foy) i Kenya, hvor han arbejder i thé branchen. Han er sjov og charmerende, spiller cricket og elsker at rejse.

Han har livet foran sig, og de venter barn, da han pludselig bliver ramt af polio. Hans liv ændres med et slag totalt. Han bliver lammet fra halsen og ned, og kan kun trække vejret gennem respirator. Lægerne giver ham max tre måneder at leve i. Robin ønsker bare at komme herfra hurtigst muligt, men Diana nægter at lade ham give op, og de beslutter sig for at rejse hjem til England. Her kommer han på et sanatorium for polioramte. Da han har boet der et stykke tid uden nævneværdig bedring, beslutter Diana mod lægernes vilje, at tage ham hjem, så de med deres familie og gode venners hjælp, kan få et så normalt liv som muligt.

Breathe er en rørende og livsbekræftende historie om at turde vælge livet til, når det ser sortest ud. Om at nægte at lade sig kue af lidelsen og med humor, mod og kærlighed leve livet fuldt ud. Det lyder banalt og indlysende, og det er det også. Men det er lige godt imponerende, hvor langt man kan komme med et lyst sind, et solidt og kærligt bagland og en ukuelig indre styrke, som er de færreste af os forundt.

Breathe er spækket med kendte stjerner. Den Oscarnominerede Andrew Garfield kender vi fra film som Spiderman og The Social Network. Claire Foy kender vi fra den prisvindende engelske tv- serie The Crown, hvor hun spiller Queen Elizabeth II, og Hugh Bonneville ,som i Breathe spiller opfinderen Teddy Hall, er hovedrolle indehaveren i BBC-serien Downton Abbey, hvor han spiller den gennem sympatiske Lord  Grantham.  Alle yder de flotte præstationer.

Visuelt er filmen en stor fornøjelse. Et meget smukt periodedrama, der primært folder sig ud i det smukke engelske landskab, men også i  Kenya, Sydspanien og andre steder i Europa.

Produceren af filmen er Jonathan Cavendish søn af de virkelige Robin og Diana Cavendish. Han mente, at han havde en vigtig historie at fortælle. Hans far kæmpede hele sit liv for sin bevægelighed og handicappedes rettigheder. Han var pionær på sit felt og en sand helt. Og man må give ham ret. Filmen er en fortjent hyldest til et helt enestående menneske og hans livsledsager

Under rulleteksterne ser vi autentiske klip af de virkelige Robin og Diana Cavendish og Jonathan som barn. Måske ikke så glamourøse som karaktererne i filmen, men så meget stærkere bliver indtrykket af filmen, når man forlader biografen.

Gå ind og se den.

Instruktør: Andy Serkins

Producer: Jonathan Cavendish

Fotos og trailer: SF STUDIOS