Menu Luk

Box’en.

Box’en

Et dokudrama om arbejde og migration i et globalt perspektiv.

/Ulla Strømberg 

En Site-specifik fuser

∗∗

Udgangspunkterne er gode nok. En af de tomme haller på det nedlagte værft i Helsingør danner spilleplads for en forestilling om de arbejdsstyrker, der rejser langvejsfra for at færdiggøre de store byggerier rundt om i verden. Uanset om det er motorveje, metrobyggerier eller andre store projekter tyr bygherrer ofte til indkøbt arbejdskraft, som henvises til kummerlige levevilkår i containere, campingvogne og lign.

Så langt så godt. Med tre skuespillere og medforfatteren Jimbut Jun Feng selv på scenen skulle alt være godt, men manuskriptet er ikke blevet færdigt, selv om Gritt Uldall-Jessen, som tidligere har været med i lignende eksperimenterende projekter, burde være kvinde nok til at få enderne til at mødes.

Det begynder ok med simultane beretninger flere steder i den store tomme hal, men historierne er for ubearbejdede og bliver ikke i tilstrækkelig grad foldet ud, selv om det er gode tilløb. I anden del kommer en poetisk undertone og fordunkler det ellers klare budskab om, at vi skal behandle vore medmennesker ordentligt. Det er dog et sympatisk projekt, med et multikulturelt udgangspunkt og på flere måde en genoplivelse af det gamle agitpropteater, som igennem det 20. århundrede havde flere revivals.

Så godt initiativ, men prøv gerne igen med et mere gennemarbejdet manuskriptmateriale. Og til publikum: vent hellere til næste gang.

 

Box’en

Prem. 3.8. 2014 Værftshallerne, Helsingør

Produceret af Nydanskeren Jumbuts Kulturforening i samarbejde med Helsingør Teater.

www.teaterfoestillingenboxen.dk

Dramatikere: Gritt Uldall-Jessen og Jimbut Jun Feng

Instruktør: Anders Carlsson

Scenografi og kostume: Katrine Gjerding

Medvirkende: Charlotte Munksgaard, Niklas Bentzen og Nanna Bøttcher