∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Bosch’ Drøm på Teater Republique.
Nu ved jeg hvordan paradis ser ud: Grønt, grønt, grønt – med røde frugter og elskende mennesker, der svæver oppe i luften eller daser på jorden. Men lige om hjørnet lurer helvedet, der sætter verden i brand og er befolket med væmmelige væsener og ulykkelige individer. Midt imellem de to tilstande hersker almindelig uro, dyr med frakker på og lange snabler og en frø i færd med at spise et menneske med hud og hår, så kun benene stritter ud af frøens mund.
Velkommen til Hieronymus Bosch’ billedverden !
Første gang jeg som barn så et billede af Bosch, troede jeg, at han var en samtidskunstner. Alt var så moderne. Formerne, farverne og såmænd også de symbolske dyr og mennesker i et univers, man måske kendte fra både de gode og de onde drømme. Siden forstod jeg, at Bosch var død i 1516, og at motiverne indirekte via Sigmunds Freuds drømmetydning var blevet hvermandseje.
Surrealisterne kunne også bruge Boschs univers og bøjede og drejede alt, så det passede til deres egen verden og alligevel stadig havde slægtskab til Bosch’ indre og ydre billeder.
Forestillingen Bosch’ Drøm på Republique er slet ikke til at stå for. I løbet af 80 minutter rulles ikke alene Bosch’ univers frem. Vi får serveret det meste af vort liv i angst og glæde spændt op mellem det smukkeste drømmeparadis og alskens mareridt. 500 år er tilsyneladende ingenting – for Bosch’s billeder har en appeal, som rækker ud over tid og sted.
Republique har valgt at gå meget uintellektuelt til værks, men alligevel med en lille pædagogisk pegefinger i form af en ”lærd” person, der på engelsk forklarer os, hvem Bosch var eller snarere, hvem han selv er med sin utæmmede fascination af den hollandske maler. Også den spanske Salvador Dali og rockmusikeren Jim Morrison fra The Doors kommer forbi og tiltrækkes af Bosch. Via superduper moderne teknik får Bosch’ figurer ben at gå på – og ud af det hele springer 6 nycirkus-kunstnere rundt og befolker scenen. Det er både smukt, rørende og også ganske søgeligt.
For med en rammehandling og en fortløbende afdækning kommer vi rundt om de fleste følelser og ender, hvor vi næsten startede – på et dødsleje. Sådan er livet – og forvent ikke at det holder, synes forestillingen at sige.
Lydsiden er et kapitel for sig – overraskende humoristisk med mange lån fra både jazz, rock og mere atonal musik. Ganske raffineret og yderst underholdende og dumdristigt.
Det er endnu en triumf for Republique, som her igen med overskud, ynde og kærlighed demonstrerer en helt speciel tilgang til teatrets mange muligheder i et crossover felt.Samtidig er det interessant, hvordan forskellige kunstnere kan samarbejde.
Konceptet er udtænkt af Martin Tulinius sammen med den canadiske instruktør Samuel Tétreault og videokunstneren Ange Potier. De optrædende er fra gruppen Les 7 doigts.
Værd at se – for alle aldre – uanset om man plejer at gå på kunstmuseum eller i kirke – halvanden times sanseindtryk – det kan alle have brug for.
Pressefoto.
www.republique.dk Kun til d.17.9. 2016. Så rejser forestillingen på turne ud i verden.